Bøvl og bureaukrati: Kommune fjerner 30 regler
I Brønderslev Kommune forsøger politikerne at forenkle og nedbringe antallet af regler. Det har betydet, at 30 regler er blevet skåret væk. Men kommunen er snarere undtagelsen som bekræfter reglen, for antallet af regler og bekendtgørelser vokser i Danmark.
Fra 1990 til 2018 blev der 234 flere regler i Danmark, og antallet af bekendtgørelser steg med 2.091 i samme periode.
I den uge sætter TV 2 og TV 2s regioner fokus på regel-Danmark. I en rundspørge lavet af TV 2 Nyhederne og TV 2s regioner svarer stort flertal af de deltagende borgmestre, at der er for mange regler. Ingen synes, at der er for få, og er det til gavn for borgerne, at der kommer flere regler eller har bureaukratiet taget magten fra sund fornuft.
De nordjyske borgmestre er enige om, at bureaukratiet tager overhånd. I Brønderslev Kommune er der lempet på flere områder. Blandt andet i forhold til frivillige og sponsoratet til blandt andet skoler og institutioner.
- Vi har besluttet, at modtager et sponsorat for under 100.000 kroner, så behøver man ikke spørge om lov til at modtage det, og større sponsoratet ser vi velvillgt på, forklarer Brønderslev Kommunes borgmester Mikael Klitgaard (Venstre).
Jerslev fik multipark til 10 millioner
I Jerslev har en gruppe frivllige nydt godt af kommunens nye kurs. Her er det lykkedes på forholdsvis kort tid og millionstøtte fra forskellige fonde at etablere Jerslev Multipark, som indeholder blandt andet Danmarks største intelligente klasselokale.
Arbejdsgruppen bag Jerslev Multipark har samlet 10 millioner kroner ind til projektet, som har skabt livsvigtig udvikling i den lille by. Kommunen havde ikke selv råd til at udbygge området ved skolen i Jerslev.
- Vi havde en prioritering af, at vi ville bygge en ny børnehave i Hjallerup, og derfor havde vi ikke råd til at gå i gang med skolen i Jerslev, siger borgmester Mikael Klitgaard.
I takt med at arbejdsgruppen fik flere og flere millioner samlet ind til Jerslev Multipark voksede kommunens velvillige til projektet.
- De har været super søde til at få de tilladelser igennem, som vi skulle bruge, og når vi har skulle bruge tilladelser til at bruge de forskellige ting, så har de også været hurtige til at komme med dem, siger Marianne Gade fra Arbejdsgruppen bag Jerslev Multipark.
Næste projekt er på vej
Projektet med Jerslev Multipark voksede markant undervejs. Arbejdsgruppen begyndte med et budget på 5 millioner kroner, men står nu med en Multipark til 10 millioner kroner. Det hele er finansieret via midler fra forskellige fonde. For Jerslev by er multiparken livsnødvendig for at skabe udvikling i byen.
- Det er for at fremhæve Jerslev. Vi er et lille samfund med ikke så mange indbyggere i byen. Vi har en stor skole, hvor der tidligere har været mange flere elever. Det her er for at bevare skolen, siger Erik Krabbe fra Arbejdsgruppen bag Jerslev Multipark.
Brønderslev Kommune betaler for driften af Multiparken, mens Multiparken selv står for den øvrige økoninomi. Næste projekt er allerede på vej.
- Som vi har det nu, så har vi alt fra 6 år og op til 99 år. Vi skal lige have de mindste med også, siger Marianne Gade fra Arbejdsgruppen.
Derfor er en motorik-legeplads til de 0-6 årige på ønskesedlen, og hvis ansøgningerne til fondene kaster de nødvendige midler af sig, så står næste projekt klart om 1-2 år.
- Området er blevet et samlingspunkt i byen. Her er børn og unge hele tiden hele året rundt, siger Marianne Gade.