Martin og Kirsten huser over 30 ukrainske kvinder og børn: - Der går ikke noget af os
Martin Rasmussens ukrainske medarbejdere er dybt berørte af krigen i deres hjemland. Derfor tøvede han ikke med at åbne sit hus for ukrainske flygtninge.
Lidt udenfor Vrå ligger et stort, herskabeligt hus, der, indtil i morges, stod tomt.
Det gør det ikke mere, og det er man som besøgende ikke i tvivl om.
I det øjeblik man træder ind over dørtærsklen, bliver man ramt af en appetittelig duft fra køkkenet, hvor fire ukrainske kvinder er i gang med at tilberede frokost til husets 30 beboere.
De nye beboere er kvinder og børn, der er flygtet fra Ukraine, og det er Martin Rosenlund Rasmussen, der, sammen med sin svigermor, har valgt at byde dem indenfor i deres hus.
Der går ikke noget af os
Martin Rosenlund Rasmussen, Vognmand og husejer
I øjeblikket bruger familien kun ejendommens grisestald, og derfor så de ikke noget i vejen for, at huset kunne bruges af andre.
For de ansattes skyld
Martin Rosenlund Rasmussen driver til daglig en vognmandsforretning, og i den sammenhæng har han fem ukrainske lastvognschauffører ansat. Han har tydeligt mærket, hvordan udviklingen i deres hjemland, har voldt dem mange bekymringer.
- Vi tænker på vores ansatte, der har været dybt berørte af det her, og jeg synes bare, det var det mindste, vi kunne gøre, siger Martin Rosenlund Rasmussen.
Han var derfor ikke i tvivl da en af hans chauffører, Vasyl Savchenko fortalte, at han gerne ville køre til Ukraine for at hente noget af sin familie.
- Vi har det her store hus, der står tomt. Så jeg sagde til ham, at han gerne måtte indlogere nogle her, hvis han ville, siger han.
Da Vasyl Savchenko var på vej tilbage til Danmark, ringede han til sin chef og fortalte, at han havde lidt flere med hjem end bare sine egne familiemedlemmer.
Et lokalt fællesskab
Da Martin Rosenlund Rasmussen fik meldingen om, at der var en hel busfuld på vej til Nordjylland, fik han travlt.
Det store hus skulle gøres rent og møbleres, og derfor begyndte han at ringe rundt til de lokale erhvervsdrivende for at bede om hjælp.
Han var overrasket over, hvor godt det gik.
Vi har ikke mødt et eneste nej på vores vej
Martin Rosenlund Rasmussen
Han oplevede, hvordan alle bød ind med alt, de havde - og sådan gik det til, at det store hus blev fuldt møbleret.
Selvom han fik lidt flere gæster, end han havde regnet med, og noget mere at se til end normalt, så har han ikke fortrudt sin beslutning.
- De er simpelthen så taknemmelige. Det er det hele værd, siger han.
Mens intet er sikkert i Ukraine, vil vognmanden fra Vrå gøre, hvad han kan, for at flygtningene kan føle sig trygge, mens de befinder sig i hans hus.
- Jeg synes, det er rigtig fint, at så mange danskere forstår den her situation, og at de gerne vil hjælpe, siger Vasyl Savchenko.
Bryghuset åbner for flygtninge
Det er ikke kun hos Martin Rosenlund Rasmussen, at velvilligheden er stor.
Et par kilometer derfra vil Erik Balle også hjælpe. Han har gjort et stort arbejde for at kortlægge, hvem i byen der har lyst og mulighed for at huse nogle af de ukrainske flygtninge. Derudover åbner han og de mange andre frivillige bag Bryghuset op for, at netop Bryghuset i Jernbanegade kan blive et samlingssted, hvis nogen skulle have brug for det.
- Jeg prøver at sætte mig i deres sted. Mødre med små børn og ældre mennesker der kommer herop til et fremmed land, de ikke kender. De har brug for at sidde sammen med nogle landsmænd, siger Erik Balle.
Ifølge Erik Balle er Vrå ikke det værste sted, man kan ende.
- I mine øjne er vi godt gearede til at tage os af dem, siger han.