To unge mænd i besiddelse af 219 poser kokain
Foto: David Leth Williams/Ritzau Scanpix
Den samlede mængde kokain i poserne var knap 370 gram.
Udover de 219 poser kokain fandt politiet også 92.300 kroner, som formentlig stammer fra salg af kokain.
Det er straffelovens strenge narkoparagraf, §191, der er i spil, når to 20-årige mænd efter planen torsdag skal i retten i Aalborg. Her er de tiltalt for salg af kokain i betydeligt omfang.
Af anklageskriftet fremgår det, at de to er tiltalt for i tiden op til 19. juli i år at have været besiddelse af 219 poser kokain. Den samlede mængde kokain i poserne var knap 370 gram.
De to mænd blev desuden fundet i besiddelse af 92.300 kroner, som politiet også mener stammer fra kokain-salg. Beløbet svarer ifølge anklageskriftet til salg af 132 gram kokain ved en salgspris på 700 kroner pr. gram.
Godt 68.000 kroner af det nævnte beløb blev ifølge anklageskriftet opbevaret hos den ene tiltalte på en adresse i Hals.
De to unge mænd har siddet varetægtsfængslet siden fundet af narko og det store kontantbeløb. Det vides ikke på forhånd, hvordan de to forholder sig til anklageskriftet.