Tiltalt brandmand husker ikke hvor han var
Foto: Per Frank Paulsen (Arkiv)
Brandene skete i Fjerritslevområdet i en periode fra april til november.
En 34-årig deltidsbrandmand fra Fjerritslev er tiltalt for at starte 33 brande. Han husker at have deltaget i slukningsarbejdet, men ikke hvor han har været forinden.
Retten blev onsdag sat for første gang i sagen om de mange brande, der hærgede i Fjerritslev-området det meste af 2016. En 34-årig deltidsbrandmand for området er titalt for 33 tilfælde af brandstiftelse.
Retten bruger onsdag og torsdag på at gennemgå de 33 punkter i anklageskriftet. Den tiltalte husker i flere tilfælde, at han har deltaget i slukningsarbejdet ved de angivne brande. Men når der bliver spurgt, om han har været på stedet forinden, er svaret flere gange det samme - han ved det ikke.
På trods af at han tydeligt husker, hvad hans rolle var ved slukning af brandene, så husker han altså ikke, hvad han har foretaget sig kort forinden. Det skriver TV2 Nords reporter på vores liveopdatering fra retssagen. Den tiltalte kan hverken be- eller afkræfte, om han har været på de steder, der fra april til november sidste år pludselig udbrød brand.
Ifølge anklageren så deltog den tiltalte på den ene eller anden måde i slukningsarbejdet ved 32 ud af de 33 brande, som han er tiltalt for.
Havde stort alkoholforbrug i 2016
I begyndelsen af afhøringen af den tiltalte bliver det bekræftet, at den tiltalte i løbet af 2016 havde et stort alkoholforbrug. Et alkoholforbrug, der er vokset, efter han forlod sin stilling som håndværker i 2015.
I den forbindelse fortæller den tiltalte, at han engang i mellem var ude at køre bil, når han var beruset. Derfor har han kørt på såkaldte "spritruter" rundt omkring i Fjerritslev-området. Det vil sige ruter i området på småveje, hvor der var mindre chance for at støde ind i politiet.
Flere af disse "spritruter" går rundt på veje, hvor huse og lader er blevet antændt.
Tiltalte kan have økonomisk motiv
I perioden hvor brandene har fundet sted har arbejdet som deltidsbrandmand været det eneste, der har skabt en indtægt for den tiltalte. Derfor han han altså have haft en økonomisk motiv til at starte brandende for derefter selv at tage ude og slukke dem.
På et typisk år regner den tiltalte med, at han kan tjene cirka 30.000-40.000 kroner årligt på at være deltidsbrandmand. Han afviser dog, at han i 2016 skulle have tjent mærkbart mere på grund af de mange brande i området.
Den tiltalte fortæller også, at økonomi generelt ikke betød så meget for ham i perioden. Som nævnt tidligere kom hans eneste indtægt fra jobbet som deltidsbrandmand. Han fik hverken kontanthjælp eller anden offentlig forsørgelse. I følge ham selv fordi alkoholen havde overtaget, og meget andet generelt ikke betød så meget.