Stor sult efter unge til erhvervsuddannelserne – unge drenge vil gerne i håndværksbranchen
Foto: Henriette Maj Pedersen / TV2 Nord
Tristan, Adam og Oliver er ret sikre på, at de vælger en erhvervsuddannelse.
I dag er det kun hver femte ung, som søger en ind på erhvervsuddannelse. Og det betyder, at vi om få år kommer til at mangle faglærte. Derfor slog Hjørring Kommune i dag døren op til årets uddannelsesmesse.
Der var klapsalver i Park Vendia i Hjørring, da morgendagens helte – dem der skal snart skal ud på arbejdsmarkedet – gik ind til årets uddannelsesmesse.
18 ungdomsuddannelser og 10 virksomheder stod klar til at guide de unge. En af dem er Oliver Dalsgaard Nørmølle fra Friskolen Skallerup, som er sikker på, at han skal være i håndværksbranchen.
- Jeg vil bare hurtigt i gang, komme ud i den virkelig verden og opleve, hvordan det er at have, siger han.
Også kammeraten Adam Jungbludt vil gerne gå håndværkervejen.
- Min yndlingsting er ikke skole – så jeg vil gerne ud og bruge mine hænder og krop i stedet for skolearbejde, siger han.
Det samme gælder også for Tristian Noel Zacharias.
- Min morfar er håndværker, min far er maler, og jeg har altid hjulet dem meget, og jeg synes pissefedt bare at bruge kroppen generelt, siger han.
De fleste vælger gymnasiet
Der er brug for unge håndværkere som de tre elever fra 8. klasse fremover. En fremskrivning af ubalancer på arbejdsmarkedet foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at Danmark kommer til at mangle 99.000 faglærte om bare syv år.
I dag vælger bare 20 procent af en ungdomsårgang at begynde på en erhvervsuddannelse – mens 70 procent tager en gymnasiel uddannelse og så derefter at læse videre.
En af dem bliver formentlig Freya Goul Jørgensen, som gerne vil være pædagog.
- Nu går mine søskende også på gymnasiet, og det er det, jeg altid gerne har villet, fordi jeg vil ikke være tømrer eller sådan noget, siger hun.
Har et særligt ansvar
Uddannelsesmessen skal gøre de unge klogere på, hvilken retning de skal gå, og arrangørerne er klar over, at de har et særligt ansvar.
Det er uanset om det handler om den akutte mangel på sundhedsfagligt personale og håndværkere i samfundet.
- Vi ved godt, det er vigtigt, men vi synes dog, det er vigtigst, at de unge træffer det valg, der er rigtigt for dem selv, men når det er sagt, så skal vi præsentere dem for de muligheder, siger, der er, John Windbirk, der er erhvervsplaymaker i Hjørring Kommune.
I alt 1800 elever og forældre var på besøg til uddannelsesmessen.
Se hele indslaget fra Park Vendia: