Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Så meget skal du spare, før turen til grænsen er tjent hjem

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Kører du elbil fra Skagen til Harrislee og hjem igen, skal du finde besparelse for 2.050 kroner og altså godt 400 kroner mindre, end hvis turen tilbagelægges i en dieselbil. For benzinbiler og plug-in hybrider er skæringsbeløbet henholdsvis 2.341 kroner og 2.180 kroner, viser beregninger fra bl.a. Spar Nord. Arkivfoto

Stigende priser på el og brændstof betyder, at der i år skal indhentes større besparelser, før en shoppetur til grænsen kan betale sig.

Knap 2.500 kroner. 

Så stor en besparelse skal i hus, hvis det skal betale sig for en skagbo at køre turen fra Skagen til Harislees grænsebutikker og hjem igen i en dieselbil. Tilsvarende skal en aarhusianer med en dieselbil finde tilbud, der sikrer en besparelse på lidt over 1.100 kroner for at finansiere køreturen.

Det viser beregninger fra Spar Nord og Bilbasen, der tager udgangspunkt i en helt ny analyse af de samlede omkostninger ved at køre henholdsvis diesel-, benzin-, elbil og plug-in hybrid. Af beregninger fremgår det desuden, at der er mærkbar forskel på, om du f.eks. kører på el eller brændstof.

Så meget skal du spare for at tjene turen hjem

Afstanden tur-retur fra København og Helsingør er med udgangspunkt i en tur til Puttgarden, og priserne er eksklusiv udgifter til færge. Afstandene for de øvrige byer er med udgangspunkt i en tur til Harrislee.

- Foruden din bopæl og dermed afstanden til grænsebutikkerne er din bils motorlinje, det der er mest afgørende for, hvor stor en besparelse du skal hente hjem, før turen er tjent hjem. Det er f.eks. hele 20 procent dyrere at køre turen i en dieselbil end i en elbil, hvilket blandt andet skyldes lavere afskrivninger på elbiler, siger markedsanalytiker hos Bilbasen Jan Lang.

Kører du elbil fra Skagen til Harrislee og hjem igen, skal du finde besparelse for 2.050 kroner og altså godt 400 kroner mindre, end hvis turen tilbagelægges i en dieselbil. For benzinbiler og plug-in hybrider er skæringsbeløbet henholdsvis 2.341 kroner og 2.180 kroner.

30 procent dyrere i bil

Fælles for alle biltyper er dog, at der i år skal fyldes en del mere i indkøbsvognen for at finansiere turen, end det var tilfældet sidste år - hele 30 procent dyrere, viser beregningerne.

- Ikke overraskende viser beregningerne, at det er blevet væsentligt dyrere at være bilejer sammenlignet med samme tid sidste år, hvilket er den direkte konsekvens af prisudviklingen på især brændstof og el, der blandt andet skyldes krigen i Ukraine, fortæller cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm.

Han peger desuden på, at man udover prisen forbundet med kørslen også skal medregne eventuelle udgifter til forplejning undervejs samt priser på bro eller færge.

Billigere i Tyskland

Som reaktion på de stigende energipriser har man i Tyskland valgt at sænke energiafgifterne, hvilket blandt andet betyder, at benzin bliver 35 cent billigere pr. liter svarende til 2,60 kroner og diesel 17 cent billigere pr. liter svarende til 1,26 kroner. 

Og da de tyske priser på brændstof i forvejen er lavere end herhjemme, kan de grænsehandlende med fordel tanke bilen op på den sydlige side af grænsen og dermed sikre sig en billigere hjemtur.

- Generelt er der lavere afgifter i Tyskland på flere af de varegrupper, som de grænsehandlende efterspørger, og som følge af den høje inflation vil det derfor være lettere at finde de nødvendige besparelser for at få turen til at gå i plus, siger Jens Nyholm .

I Tyskland ligger momsen på dagligvarer på syv procent mod 25 procent i Danmark, og derfor rammes de tyske dagligvarer ikke af lige så store prisstigninger, som vi ser i Danmark.


Voldelig, polsk hooligan er løsladt forud for ishockey-brag

Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

Katowice-tilhængere kort før kampen mod Aalborg Pirates.

Aalborg Pirates har i denne weekend været arrangør af semifinalekampen i Continental Cup, som er en turneringen for de næstbedste ishockeyklubber i Europa.

Om lidt starter ishockeybraget mellem Aalborg Pirates og polske Katowice i Sparekassen Danmark Isarena.

Inden kampen starter har Nordjyllands Politi meldt ud, at de holder ekstra øje med den.

I nat blev en polsk hooligan nemlig anholdt i Jomfru Ane Gade på grund af en voldsepisode, der dog ikke var rettet mod en anden ishockeyfan.

Den polske hooligan er dog blevet løsladt igen, oplyser Nordjyllands Politi søndag eftermiddag.

- Vi holder øje med kampen, og vi er i kontakt med de ansvarlige derude for at få et stemningsindtryk, fortæller vagtchef Poul Fastergaard.

Sådan så det ud, da de 3-400 polske fans, der er rejst med Katowice til Aalborg, mødte op i Sparekassen Danmark Isarena.

Pirates ligger lunt i svinget

Fire hold har deltaget i Continental Cup; Corona Brasov fra Rumænien, Grenoble fra Frankrig, GSK Katowice fra Polen og så Aalborg Pirates. De to bedste hold går videre til Super Continental-finalen i Berlin til januar måned.

Forud for turneringen var der solgt 10.000 billetter. Alene fra Polen kom der mellem 3-400 fans - lidt færre fra de to andre udenlandske klubber.

Og selvom der har været “huller i isen“ både på og uden for isen i Aalborg Pirates på det seneste.

Spillerne viste enorm styrke og flot ishockey foran et begejstret publikum i Sparekassen Danmark Arena allerede fredag aften, da Pirates tørnede ud mod franske Grenoble. Den kamp endte 5-3.

Den flotte præstation blev fulgt op med endnu en sejr lørdag, hvor kaptajnen Julian Jakobsen med et mål 46 sekunder før tid sikrede Aalborg deres anden sejr i turneringen 2-1 over Brasov fra Rumænien.

Nu skal piraterne 'kun' bruge et point i den sidste kamp mod det polske hold fra Katowice for at gå videre til Superfinalen. 


Fortuna Hjørring alene i spidsen efter hjemmebanetriumf

Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

Arkivfoto.

Hjørringenserne vandt søndag eftermiddag 2-1 på hjemmebane.

Fortuna Hjørring havde søndag eftermiddag muligheden for at få førstepladsen for sig selv i Gjensidige Kvindeligaen.

De skulle forsøge at udnytte at toprivalerne fra FC Nordsjælland led et overraskende nederlag lørdag, og chanchen for at komme alene i front tog hjørringenserne imod.

Søndag eftermiddag slog hjørringenserne HB Køge med 2-1 på hjemmebane, og derfor fører Fortuna Hjørring nu Gjensidige Kvindeligaen med 33 point for 13 kampe. FC Nordsjælland følger trop på andenpladsen med 30 point.

Afgørelse faldt i første halvleg

I søndagens opgør kom nordjyderne bedst fra start, og det var især takket være en målfarlig hviderusser. 20-årige Anastasia Pobegaylo nettede første gang efter 20 minutter på oplæg fra Joy Omewa, og et kvarter efter blev føringen fordoblet.

Angriberen Anastasia Pobegaylo var igen på pletten og scorede sit niende sæsonmål, som samtidig sender hende op på ligaens andenplads på topscorerlisten.

Langt hen ad vejen så det ud til at blive en komfortabel sejr, men i de døende minutter kom spændingen tilbage i kampen. I kampens overtid reducerede HB Køge til 1-2, men det kom for sent i kampen.

Kort tid efter lød slutfløjtet, og Fortuna Hjørring kunne juble over de tre point, som sender dem alene i front i tabellen.

Nordjyderne mangler en enkelt kamp inden vinterpausen. På lørdag går turen til Odense, hvor midterholdet OB venter i 14. spillerunde.


- En kæmpestor historie, siger ekspert om Peter Gade som Axelsens træner

Foto: Xinhua/Ritzau Scanpix

Viktor Axelsen har søndag annonceret, at badmintonlegenden Peter Gade fremover bliver en del af Axelsens trænersetup.

To af Danmarks største badmintonnavne slår pjalterne sammen, når Peter Gade fremover skal være træner for OL-guldvinderen Viktor Axelsen.

Det har Axelsen annonceret søndag formiddag, og ifølge badmintonekspert Jim Laugesen er det uden tvivl en nyhed, der kommer til at brede sig som en steppebrand i alverdens store medier – specielt i den badmintongale verdensdel Asien.

- Det her er en kæmpestor historie i badmintonverdenen. Viktor Axelsen er det største navn, og nu går han sammen med det måske næststørste navn, vi har i Danmark. Peter Gade er jo en træner, som man lige så godt kunne have hentet i store nationer som Indonesien eller Malaysia.

- I Asien er han stadigvæk et stort navn, fordi de er opfostret med ham som en del af den gyldne generation i herresingle med spillere som Taufik Hidayat, Lee Chong Wei og Lin Dan. Samtidig laver han også ’Yonex Legedens’ og opvisningsshow i hele verden.

Gade er ærlig og kontant

Det mest interessante spørgsmål i denne sammenhæng er selvfølgelig, hvordan Viktor Axelsen og Peter Gade kommer til at fungere i et samarbejde.

Axelsens nuværende træner, Henrik ’PK’ Rohde, skal fortsat være en del af setuppet, mens Gade kommer ind som ”en del af træningen og coachingen”.

Ifølge Jim Laugesen, der kender Peter Gade rigtig godt gennem deres fælles tid som aktive badmintonspillere og senere i privat sammenhæng, er Gade en tilføjelse, der vil gavne Axelsen.

- Gade er en ærlig og kontant person, der som træner vil sige, hvis han mener, der bliver gjort noget forkert. Han er ikke en medløber, bare fordi det er Axelsen. Så Viktor får en udfordring og sparring, som, jeg tror, der er godt for ham, siger Laugesen.

Et godt match

Viktor Axelsen vil fortsat have sit træningssetup i Dubai, mens han i perioder også skal træne på Peter Gades Yonex-akademi i Danmark, når Axelsen skal forberede sig til visse turneringer.

I sin opdatering søndag slår Axelsen også fast, at han sammen med sin træner og svigerfar, Henrik ’PK’ Rohde, har opnået mere, end de drømte om, da han efter OL i Tokyo valgte at lave sit eget træningssetup.

'PK' Rohde skal fortsat være en del af trænerstaben fremover. Foto: TV 2 Sport

Efter endnu et OL-guld er det nu det rigtige tidspunkt til at lave nogle ændringer, så ’PK’ og Gade altså fremover bliver en trænerduo, der sammen skal stå for Axelsens træning og coaching. En god beslutning ifølge badmintonekspert Jim Laugesen.

- Det er det helt rigtige i Viktors situation lige nu, hvor han har vundet OL to gange. Hvis han skal ud at hente noget inspiration, så er en mand som Peter Gade, der måske har en anden tilgang til nogle ting, rigtig god at få ind.

- Og så kender Viktor jo både Peter Gade som spiller og træner. Han ved, hvad han står for. Han ved også, at han får en mand ind, der er meget lig ham selv. Gade vil gå hele vejen og afsøge hver eneste mulighed for at blive bedre hele tiden. På den måde er deres tilgang meget ens og et rigtig godt match, siger Jim Laugesen.

Axelsen studerer den OL-guldmedalje, han havde drømt om hele sit liv. Tre år senere snuppede han endnu en til samlingen. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Fokus på Axelsens alder

Derudover fremhæver han også Gades taktiske evner som spiller, der kan komme Axelsen til gavn på vej ind i karrierens efterår. En tanke, Viktor Axelsen også selv har gjort sig.

- Med Peters badmintonviden – kombineret med hans erfaring med at spille ind i 30’erne – er jeg sikker på, at han er i stand til at hjælpe mig med at tackle nogle af de udfordringer, jeg vil møde fremadrettet, siger 30-årige Axelsen.

Den unge odenseaner var blot 17 år gammel, da han blev en del af landsholdstræningen, hvor han nåede at træne knap to år sammen med Peter Gade, inden sidstnævnte stoppede karrieren som 36-årig.

Et pressemøde fra 2014 med en ti år yngre udgave af Gade og Axelsen. Foto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix

Viktor Axelsen vil være 34 år, når OL i Los Angeles løber af stablen i 2028. Her håber den danske herresingle at være med igen, hvilket du kan læse mere om i dette større interview, der blev lavet op til OL i Paris.


Potent lavtryk med sne og kulde holder kursen mod Danmark

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpic

Vinterhalvårets første sne ser ud til at falde i forbindelse med et kraftigt lavtryk tirsdag og onsdag.

Vindstødene kan nå op på stærk storm i løbet af onsdagsdøgnet.

Om få dage kommer vinteren for alvor buldrende, når et potent lavtryk sender både regn, slud og sne samt kulde hen over Danmark i løbet af tirsdag og onsdag.

I forbindelse med lavtrykspassagen bliver det også meget blæsende – lokalt måske op til fuld storm i middelvinden.

Derfor kan det være med helt snestormslignende tilstand der, hvor sneen falder.

Endnu er det usikkert, hvor mange centimeter sne der i sidste ende bliver liggende. Der er nemlig tale om våd sne, hvoraf meget vil smelte ret hurtigt, når det rammer jorden.

Men det er efterhånden sikkert som amen i kirken, at vinterhalvårets første sne venter i den kommende uge.

Femdøgnsprognosen 18. til 22. november. Foto: TV 2 Vejret

Sådan rammer lavtrykket

Søndag formiddag ligger lavtrykket fortsat langt væk fra Danmark.

Faktisk ligger det placeret lidt syd for Grønland, hvorfra det i løbet af de næste to døgn tager den lange rejse ned over Nordatlanten og De Britiske Øer.

Prognose søndag aften. Lavtryk ligger et godt stykke sydvest for Island. Foto: TV 2 Vejret

Lavtrykket forventes at ankomme til Danmark i løbet af tirsdagen med tiltagende vind og nedbør af varierende former.

I første omgang vil nedbøren nok falde som regn eller slud.

Lavtrykket ser ud til at ankomme tirsdag eftermiddag. Foto: TV 2 Vejret

De seneste dage har den største usikkerhed været, hvilken bane lavtrykket ender med at tage. Det kan have stor betydning for det endelige udfald.

Ifølge de seneste prognoser bevæger lavtrykket sig forbi Bornholm, hvilket vil give et bånd af nedbør fra det nordøstlige Jylland ned over Fyn og Østdanmark.

Igen vil nedbøren være af varierende former, men fra midnat til onsdag stiger mulighederne for sne. Især hvis man kommer lidt væk kysterne med det endnu varme havvand.

Prognose natten til onsdag. Chancerne for sne stiger. Foto: TV 2 Vejret

Op til ti centimeter sne

Onsdag ser ud til at blive med slud eller sne i flere landsdele.

Nogle prognose viser, at der lokalt kan komme en snedybde på mellem fem og ti centimeter.

Derudover får temperaturen et yderligere nøk nedad til mellem to og fire grader i dagtimerne, mens der om natten vil være udbredt frost.

Onsdag bliver med udbredt slud eller sne. Foto: TV 2 Vejret

Mens mængderne er usikre, er det altså relativt sikkert, at der i løbet af ugen vil ligge sne et eller andet sted i landet.

Ifølge TV 2 Vejrets snebarometer er der således 80 procent chance for sne.

Snebarometeret giver omkring 80 procent chance for sne. Foto: TV 2 Vejret

I gennemsnit falder den første sne 10. november. Dermed kommer denne sæsons sne omkring en uge senere end normalt.

Vindstød af stærk storm

Ud over de store mængder nedbør bliver det også ganske stormfuldt. Især vindstødene bliver meget kraftige.

I et bælte, der strækker sig ned gennem Kattegat, Storebælt og sidenhen ud til Bornholm, kan vindstødene nå op på stærk storm i løbet af onsdagsdøgnet.

Kraftige vindstød i Kattegat og generelt den østlige del af landet. Foto: TV 2 Vejret

Af den årsag kan det ikke udelukkes, at middelvinden kan nå stormstyrke. TV 2 Vejrets stormbarometer giver omkring 30 procent risiko for storm.

Skulle der måles stormstyrke i middelvinden, vil det være første gang siden stormen Rolf, der ramte Danmark tilbage i februar.

Der er høj risiko for storm onsdag. Foto: TV 2 Vejret

Axelsen smider bombe – ansætter nordjysk legende som træner

Foto: Ann Wang / Ritzau Scanpix

Viktor Axelsen skal fremover også trænes af Peter Gade.

Viktor Axelsen arbejder i forvejen sammen med træneren Henrik ’PK’ Rohde, og nu tilføres en af badmintonsportens største navne til setuppet.

- Jeg har en spændende opdatering til jer alle.

Sådan indleder OL-guldvinderen Viktor Axelsen en nyhed, han netop har delt på sine sociale medier. I denne sammenhæng må ”spændende” dog næsten betegnes som en underdrivelse.

30-årige Viktor Axelsen har således ansat badmintonlegenden Peter Gade som træner. På verdensplan betegnes Gade stadig som et af sportens allerstørste navne, og derfor kan der nærmest ikke findes en kombination mellem spiller og træner, der har mere stjernestøv over sig end den danske duo.

- Jeg er ekstremt glad for at kunne annoncere, at Peter Gade bliver en del af mit trænerteam. Sammen med ’PK’ vil han stå for min træning og coaching fremover.

- Jeg ved, at jeg med Peter og ’PK’ vil have et fantastisk trænerteam, som vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for at støtte mig som atlet, skriver Viktor Axelsen.

Gade er stadig kæmpestor

Den øjeblikkelige verdenstoer, der i disse uger er i Asien for at deltage i flere turneringer, skriver videre, at han også kommer til at træne på Peter Gades Yonex-akademi i Gentofte, når han er i Danmark for at forberede sig til nogle af turneringerne.

Fakta om ’Peter Gade Academy’

Da Peter Gade i maj 2018 stoppede som fransk landstræner, valgte han i stedet at starte et uafhængigt badmintonakademi med base i Gentofte Badmintonklub.

Her har en lang række danske og internationale spillere siden været forbi for at træne i kortere eller længere perioder, ligesom Yonex-sponsorerede spillere har mulighed for at træne på akademiet.

”Vi håber at få spillere ind, der vil arbejde på specifikke områder, men også nogen, der træner op til store begivenheder og mere langsigtede mål i karrieren,” udtalte Peter Gade ved opstarten i 2018.

Akademiet har Peter Gade haft siden 2018, hvor han stoppede som fransk landstræner. Ved siden af har Gade også været en af frontfigurerne i ’The Legends’ Vision’, som er et koncept, hvor nogle af de største legender – heriblandt Lee Chong Wei og Lin Dan – rejser verden rundt for at promovere sporten og spille showkampe.

I sin aktive karriere, hvor Gade vandt fem VM-medaljer, et All England-trofæ og et hav af andre titler, nåede han at være en del af verdenstoppen i næsten 15 år, inden karrieren sluttede i 2012.

Axelsen forventer nye udfordringer

Viktor Axelsen fremhæver i sin udmelding, at han havde fornøjelsen af at træne med Peter Gade i den sidste del af Gades karriere.

Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Her var en ung odenseaner året forinden startet på landsholdstræningen i en alder af blot 17 år, hvilket gav ham muligheden for at suge en stor del af den dengang 36-årige Peter Gades enorme erfaring til sig.

- Med Peters badmintonviden – kombineret med hans erfaring med at spille ind i 30’erne – er jeg sikker på, at han er i stand til at hjælpe mig med at tackle nogle af de udfordringer, jeg vil møde fremadrettet, skriver Axelsen.

Den danske badmintonstjerne har haft sit eget træningssetup i Dubai, siden han i sommeren 2021 vandt OL-guld i Tokyo.