Psykiatrien forsøgte at få kontakt til dømt bare to dage før mors død
Den 55-årige mand, der er dømt for at have banket sin mor så voldsomt, at hun døde af det, har været patient i det psykiatriske system igennem 30 år og var udskrevet fra sygehus bare ni dage før den fatale nat.
Der er tale om en voldsom tragedie, der blev rullet frem i retten i Hjørring. En 55-årig psykisk syg mand er dømt for brutalt at have slået sin mor så voldsomt, at hun umiddelbart efter døde af sine kvæstelser.
Manden betegnes som utilregnelig og sindssyg.
I dagene op til den nat, der endte fatalt for den 75-årige kvinde, var den 55-årige stærk uligvægtig og havde netop været indlagt på psykiatrisk sygehus i Brønderslev.
Han var blevet udskrevet blot ni dage før, han udførte voldsom vold mod sin mor.
Ifølge udtalelser fra sygehuset blev han udskrevet til ambulant behandling med medicin og anvisninger til, hvordan han skulle reagere, hvis han igen fik tilbagefald.
Den 55-årige var udredt for og har diagnosen skizofreni med psykotisk adfærd. Det betyder blandt andet, at han i perioden har set dyr flyve omkring, talt med imaginære personer og følt sig truet af blandt andre patienter på sygehuset.
Sygehuset forsøgte i dagene frem til den 27. juli - altså blot to døgn før det tragiske overfald på den 55-åriges mor - telefonisk at komme i kontakt med manden.
Det lykkedes ikke.
Natten mellem torsdag 29. juli og fredag 30. juli havde den 55-årige det så dårligt, at han ringede til sine forældre og fortalte, at han var bange for at være alene og ville gerne, at hans mor kom. Han havde på det tidspunkt dagligt kontakt til forældrene, netop fordi hans mentale tilstand var dårlig.
Begge forældre kørte hen til sønnens bopæl i Markedsgade i Brønderslev. Det var kun moren, der gik ind til sønnen, og planen var, at hun skulle overnatte i gæsteværelset.
Det er langt fra første gang, at moren, den 75-årige nu afdøde kvinde, har taget sig af sin voksne søn og hjulpet ham i forbindelse med hans psykiske sygdom.
Sædvanligt har den 55-årige dog taget hjem til forældrene for at overnatte, når han har været bange og ikke har kunnet være alene om natten.
Denne nat skulle dog være anderledes.
Sønnen: Jeg elskede hende
Den 55-årig har forklaret, at han godt kan huske, at moren kommer, og hun har sin rollator med på grund af, at hun led af sclerose. Moren var ikke i stand til at gå uden sin rollator.
Han kan også godt huske, at de to kom op og skændes og slås. Han kunne ikke huske hvorfor og om hvad.
- Jeg var sur på hende. Hun var ikke sur på mig. Jeg havde det ikke så godt, har den 55-årige forklaret.
Ifølge den 55-åriges egen forklaring husker han ikke meget fra natten. Han mener selv, han fik et blackout, men kan huske, at hans mor på et tidspunkt sagde “av”. Det reagerede han på og ringede efter sin far.
- Jeg mener ikke, jeg har gjort hende noget. Jeg elskede hende, og hun har gjort meget for mig, der er ingen grund til at jeg skulle slå hende ihjel, forklarede han ifølge den forklaring, anklagemyndigheden læste op i retten kort før domsafsigelsen.
Lider af svære psykoser
Den 55-årige mand er tilsyneladende så dårlig psykisk, at han i forbindelse med straffesagen mod ham i Retten i Hjørring slet ikke er mødt op på sagens dag nummer to.
Og det er vel at mærke efter hans eget ønske og efter aftale med såvel læge som dommer i sagen.
Den tiltalte lider ifølge det, der er kommet frem i retten, af skizofreni og skulle ifølge den dokumentation, anklageren fremlagde, være i særdeles dårlig psykisk tilstand i netop dagene op til den skæbnesvangre nat.
Han led af vrangforestillinger og havde ifølge sygehusets oplysninger svært ved at tage sin anti-psykotiske medicin som foreskrevet.
Gennem det seneste halve år op til indlæggelsen på Psykiatrisk Sygehus i Brønderslev i juli 2021 havde den 55-årige tabt 20 kilo, han var svært psykotisk, han led af en stribe vrangforetillinger blandt andet følte han sig forfulgt, og det er psykiatriens vurdering, at den 55-årig mand mangler indsigt i sin egen sygdom.
Det er til trods for, at han er erklæret normalt begavet.
Normal skolegang og normalt begavet
Den 55-årige dømte har da også en normal skolegang og en kontoruddannelse bag sig.
Barndomshjemmet beskrives som harmonisk og trygt, og den 55-årige har aldrig været misbruger af stoffer eller alkohol.
Men de seneste 30 år har han været psykiatrisk patient. Det er også på grund af den psykiske sygdom, at den 55-årige for 25 år siden blev tilkendt førtidspension.
Det kom også frem i retten, at den 55-årige gennem de seneste mange år har været indlagt på Brønderslev Psykiatrisk Sygehus utallige gange, ligesom han i årevis har været medicineret på grund af paranoid skizofreni.
Det har igennem alle år været forældrene, der har taget sig af ham - og især moren har hele livet spillet en afgørende rolle for ham.
- De to var som pot og pande, lød det fra forsvarsadvokat Nicolaj Horn i forbindelse med sin procedure i retssagen onsdag i Retten i Hjørring.
Forsvarsadvokaten har gennem hele sagen ment, at hans klient var uskyldig i manddrab, ligesom han også i sin procedure understregede, at anklagemyndigheden ifølge ham ikke havde løftet bevisbyrden i forhold til, at den 55-årige skulle være have slået sin mor ihjel.
- Bevisbyrden er ikke løftet, og derfor skal der ske frifindelse, lød det fra forsvarsadvokat Nicolaj Horn, der tilføjede, at hans klient, den 55-årige mand, selv reagerede den pågældende nat, da det gik op for ham, at hans mor sagde “av”.
- Og hvad gjorde han - han ringede efter hjælp. Han ville hjælpe sin mor. Han ringede til sin far og bad om hjælp, sagde forsvarsadvokaten.
Omvendt lød det fra anklageren, Eva Madsen, at der ikke tvivl om, at den 55-årige havde slået sin mor ihjel.
Det var dommeren ikke enig i.
Dommen lød, at den 55-årige ikke havde til hensigt at slå sin mor ihjel natten til 30. juli sidste år. Han havde ej heller nogen forestilling om, at den vold, som han er kendt skyldig i, at have forvoldt sin mor kunne få fatale følger.
Den 55-årige blev frifundet for manddrab, men kendt skyldig i vold med døden til følge.