Nordjysk familie holder jul med fremmed
Foto: Pia Egeberg, TV2 Nord
Ann-Louise Christine Aasted mener, at rummelighed også er en vigtig del af julen.
I Nordjylland skal 33 familier holde jul med en fremmed. Det sker som en del af initiativet 'Røde Kors Julevenner'.
Juleaften byder for de fleste på hygge, glæde og samvær med de nærmeste.
Men det er bare ikke alle, der har nogle at holde jul med.
Og sådan skal det ikke være ifølge butik- og webshopejer Ann-Louise Christine Aasted og hendes familie. De har derfor valgt at invitere en fremmed med til bords juleaften.
- At der sidder en ekstra ved vores bord juleaften, det er bare hyggeligt, siger hun.
Det er tredje gang familien, gennem initiativet 'Røde Kors Julevenner', har en fremmed med til julefejring. I alt er der 33 familier i Nordjylland, som har meldt sig som værtsfamilie i år.
- Hvis vi kan redde juleaften for et menneske, som ellers skulle have siddet alene, så er det en win-win, for vi synes også, det er hyggeligt, siger Ann-Louise Christine Aasted.
Corona bremser værtstilmeldinger
'Røde Kors Julevenner' er et initiativ hvor de mennesker, som ikke har nogen at holde jul med, kan melde sig som gæster og derefter blive sat sammen med en familie, som har meldt sig til at få besøg af en fremmed gæst juleaften.
Men der er nogle gæster, som ikke får en værtsfamilie at fejre jul med.
På landsplan har Røde Kors registreret 232 værtstilmeldinger mod 310 gæstetilmeldinger. For to år siden var det omvendt.
- Det kan være på grund af corona, hvor folk derfor kan være mere bekymrede for at lukke fremmede mennesker ind i deres private hjem, hvor man kommer tæt på hinanden, siger Lise Lind, der er leder af Fællesskabssektionen hos Røde Kors.
Hos Røde Kors har de ikke været tæt på at aflyse initiativet i år, da de, efter sidste års evaluering, kunne konstatere, at gæster og værter var gode til at indordne sig efter Sundhedsmyndighedernes anbefalinger.
- Hvis man snakker sammen om, hvordan man kan gøre det trygt, og derudover overholder Sundhedsmyndighedernes anbefalinger, mener vi, det er forsvarligt og trygt, siger Lise Lind.
Ingen bekymring hos Familien Aasted
I Nordjylland, hvor familien Aasted bor, er tallene dog anderledes. Her er undtagelsesvist flere værtsfamilier end gæster. Og coronasituationen har ikke haft en afgørende betydning for familiens juleaften.
- Vi er ikke nervøse for at invitere en enkelt fremmed ind. Vi er alligevel så få til jul, så det skal nok gå, siger Ann-Louise Christine Aasted.
Hun mener også, at initiativet er godt for børnene. Selvom hendes søn var skeptisk for besøget, gav det anledning til en snak om rummelighed.
- Jeg spurgte min søn, om han gerne ville, at gæsten skulle sidde alene juleaften, og det ville han faktisk ikke, siger Ann-Louise Christine Aasted.
Gave til julegæsten
De to andre år, hvor familien Aasted har haft en juleven, har de sørget for en julegave til gæsten. Og i år er ingen undtagelse.
- Personen skal føle sig som en del af hele aftenen, og ikke føle sig udenfor, når der åbnes pakker, siger Ann-Louise Christine Aasted.
Du kan se indslaget om den gæstfrie familie her: