Postordre-pusher: Nordjyde tiltalt for narko-import med posten
Ud over narkoimport er manden også tiltalt for trusler mod vidner og mod en pædagog på et opholdssted.
En mand med bopæl i Nordjylland har i løbet af et års tid forsøgt at slå sig op som narko-importør via postforsendelser. Fredag falder hammeren i Retten i Hjørring, hvis ellers retten giver politiet ret i, at manden er postordre-pusher.
Det fremgår af sagens oplysninger, at manden cirka 10 gange fra starten af 2021 til starten af 2022 har importeret amfetamin, som er blevet sendt til ham pr. post.
Forsendelserne med det hvide pulver har ifølge politiet været meget forskellige, spændende fra en forsendelse på to gram amfetamin 12. januar 2021 til den største af de forsendelser, der er med i sagen: 113 gram amfetamin sendt 14. januar 2022.
FOROMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Retsmødet for denne sag er fastsat til fredag 9. december ved Retten i Hjørring.
Her vil de tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.
I et enkelt af tilfældene fremgår det, at manden har købt ind i udlandet. 21. juni 2021 er han nemlig tiltalt for at have købt 54 gram amfetamin i Kiel i Tyskland. Her fremgår det dog også, at det blev ved forsøget, hvilket muligvis skyldes, at forsendelsen blev stoppet, før den nåede frem til mandens bopæl i Nordjylland.
Ud over narkoimport er manden også tiltalt for trusler mod vidner og mod en pædagog på et opholdssted.
Det fremgår af anklageskriftet, at hvis manden bliver kendt skyldig, så vil anklageren gå efter at få ham idømt psykiatrisk behandling.