Tilfældigheder førte Mihaita til Nordjylland: Nu træner han blandt verdens bedste
Foto: Candofilm
Mihaita Stefan Cucu kom til Danmark som 20-årig. I "Hjem til Nordjylland" følger TV2 Nord hans liv i det nordjyske.
Nærmest ved et tilfælde endte 31-årige Mihaita Stefan Cucu i Nordjylland. Nu arbejder han som professionel rytter ved Helgstrand Dressage.
Mihaita Stefan Cucu kan noget helt særligt med heste. Specielt ungheste, som ikke er blevet redet på før. De stoler på ham, når han omsorgsfuldt og kompetent arbejder sig op i sadlen.
Passionen for heste begyndte i barndommen i Rumænien, hvor Mihaita Stefan Cucu red på familiens heste i skoven. Han havde dog ikke forestillet sig, at hestene skulle blive en levevej.
Hjem til Nordjylland
Mihaita Stefan Cucu er en af de medvirkende i programserien ”Hjem til Nordjylland”, hvor TV2 Nord følger livet hos fire vidt forskellige familier og personer, der har slået sig ned i regionen. Stream serien her.
Som 20-årig besluttede Mihaita Stefan Cucu sig for at rejse ud i verden og uddanne sig til landmand.
- Jeg ville gerne prøve noget nyt, så jeg søgte ind på landbrugsskoler i Australien og mange steder i verden, men det var Grindsted Landbrugsskole, der ringede tilbage først, siger Mihaita Stefan Cucu.
Opkaldet fra landbrugsskolen fik ham til at smide alt, hvad han havde i hænderne.
- De ringede og sagde, at jeg havde fire dage til at stå klar, så jeg fik travlt. Det var en sjov rejse, siger Mihaita Stefan Cucu, som fire dage efter stod parat til skolestart i Grindsted.
Blandt verdens bedste
Efter fire måneder på landbrugsskolen kom Mihaita Stefan Cucu, der i Danmark har fået navnet ”Cowboy Mike” i praktik, og senere fik han et arbejde på en lille gård. Her blev hans talent for heste spottet.
Et talent, der har ført ham til et af verdens mest anerkendte træningscentre for dressurheste, nemlig Helgstrand Dressage i Vodskov.
- I begyndelsen var min chef nok lidt skeptisk, for jeg arbejder anderledes end de andre ryttere. Nu har jeg været her i fire år, og jeg håber, at han nu kan se, at jeg har styr på det, siger Mihaita Stefan Cucu og griner.
Heste fylder alt
Det meste af Mihaita Stefan Cucus liv drejer sig om heste, og i ”Hjem til Nordjylland” møder vi hans hest Pedro på otte år.
- Jeg starter hver morgen klokken seks med at gå hen til Pedro og tjekke, at han har det godt. Når jeg er færdig med at ride ham, tager jeg på mit rigtige arbejde og træner heste, siger han.
Han elsker at tage Pedro med til Hammer Bakker, men det sker også ofte, at han rider længere ture på stranden og overnatter i naturen.
- For mig er det vigtigt at have nogle dage, hvor det kun er mig og min hest. Her kan jeg tænke på mit liv, siger Mihaita Stefan Cucu.
Nordjylland føles som hjem
Siden optagelserne til ”Hjem til Nordjylland” har Mihaita Stefan Cucu været nødt til at sætte Pedro til salg. I stedet har han købt en ny projekthest, som han snart skal i gang med at træne.
- Det er svært at sælge Pedro, men jeg mangler penge, forklarer Mihaita Stefan Cucu.
Han er heller ikke længere sammen med sin kæreste, som medvirker i ”Hjem til Nordjylland”. Til gengæld har hans familie valgt at følge i hælene på Mihaita Stefan Cucu og bosætte sig i Danmark, så han er langt fra alene.
- Det er dejligt, at de er her, siger Mihaita Stefan Cucu, der ingen planer har om at forlade Nordjylland.
- Jeg har været mange steder, men det eneste sted, der føles som hjem – ligesom i Rumænien – det er Nordjylland. Det er det bedste sted at bo, siger han.
Se ”Hjem til Nordjylland” lige her: