Kvinder i undertal i landsdelens byråd: Annika går mod strømmen og vil vælges i Thisted
Foto: Sine Bach Jakobsen, TV MIDTVEST
35-årige Annika Kanstrup fra Sennels ligner ikke ligefrem majoriteten af den kommunalbestyrelse, hun nu håber på at blive en del af.
Det stærke køn er underrepræsenteret i kommunalpolitik. I kommunalbestyrelsen i Thisted er fire ud af fem medlemmer mænd.
Det var i kampen for en bedre børnehave i Sennels, at Annika Kanstrup blev prikket på skulderen og spurgt, om hun ikke havde lyst til at stille op til kommunalbestyrelsen i Thisted.
- Og så tænkte jeg, at det kunne jeg da sikkert også godt, lyder det fra den nu radikale kandidat til Thisteds kommunalbestyrelse.
Der skal både være unge, ældre, mænd og kvinder, for at vi samlet set ser hele billedet af, hvordan vores kommune skal udvikle sig.
Ulla Vestergaard, Borgmester, Socialdemokratiet, Thisted Kommune
Men med sine 35 år, en uddannelse som jordemoder og et cpr-nummer, der ender på et lige tal, der ligner Annika Kanstrup fra Sennels ikke ligefrem majoriteten af den kommunalbestyrelse, hun nu håber på at blive en del af. For i Thisted er fire ud af fem medlemmer mænd, og dét er et problem, mener kommunens kvindelige borgmester.
- En kommunalbestyrelse skal gerne afspejle det samfund, vi lever i. Der skal både være unge, ældre, mænd og kvinder, for at vi samlet set ser hele billedet af, hvordan vores kommune skal udvikle sig, mener Ulla Vestergaard (S).
Tonen skræmmer kvinderne væk
I landets 98 kommuner er kun knap en tredjedel af byrådspolitikerne kvinder. Og i landsdelens 13 kommuner kan de kvindelige politikere lige knap følge i hælene på landstallene. Kun i Favrskov Kommune nærmer byråedet sig en lige fordeling af mænd og kvinder - her er 11 ud af 24 byrådsmedlemmer kvinder.
Til gengæld ser det altså lidt sølle ud for det stærke køn i Thisted.
Thy-kommunen indtager sidstepladsen i den midt- og vestjyske, når det handler om antallet af kvinder i kommunalpolitik.
Jeg tror, tonen i nogle situationer i politik afholder nogle kvinder fra at stille op.
Jens Kristian Yde, borgmesterkandidat, Konservative, Thisted Kommune
Men det er svært at overtale især de yngre kvinder, sådan lyder det fra Jens Kristian Yde, der som konservativ borgmesterkandidat forgæves har forsøgt at overtale kvinder til at stille op til det kommende kommunalvalg.
- Jeg tror, tonen i nogle situationer i politik afholder nogle kvinder fra at stille op, siger han og erklærer sig i øvrigt enig med Ulla Vestergaard i, at kun 20 procent kvinder i kommunalbestyrelsen ikke er tilfredsstillende.
De er ellers populære - kvinderne - når de først stiller op. Ved kommunalvalget i 2017 var fire ud af valgets fem største stemmeslugere i Thisted kvinder.