Efter debat: Nordjysk fodboldklub dropper offentlige vejninger af spillerne
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord
Efter debat om offentlige vejninger på fodboldhold har 1. divisionsklubben Hobro IK ændret praksis.
Proceduren har været den samme i Hobro IK i lang tid, men nu ændrer klubben praksis.
Inden morgenmaden i Hobro IK plejer spillerne at stå i en lang række i bar overkrop for at komme ind og blive vejet og få målt deres fedtprocent.
Vi har aldrig nogensinde hørt noget fra nogle af vores spillere
Lars Justesen
Køen strækker sig hele vejen op ad trappen fra omklædningsrummet, og proceduren har været den samme i 15 år, men nu ændrer klubben fra den danske 1. division praksis.
I kølvandet på DR’s dokumentar ”Fodboldens usynlige syge”, hvor flere kvindelige landsholdsspillere har fortalt om, hvordan de påvirkes negativt af offentlige vejninger, har Hobro IK nu valgt, at deres vejninger ikke længere skal foregå offentligt.
Fra den gamle skole til frontløber
- Det er ikke fordi, at der er nogen her i klubben, som har oplevet noget af det, der er beskrevet i DR’s dokumentar. Det er mere for at tage fremtiden i opløbet, og fremover kommer det til at foregå en-og-en i et lokale med vores fysioterapeut og fysiske træner, hvor der ikke er andre til stede, siger teknisk chef i Hobro IK Lars Justesen til TV2 Nord.
De kvindelige landsholdsspillere fortæller i DR’s dokumentar om, hvordan de fik symptomer på spiseforstyrrelser efter de offentlige vejninger med landsholdet. Det er blandt andet de fortællinger, der nu har fået Hobro IK til at gå fra at være lidt af den gamle skole til at være en af frontløberne i Danmark.
- Vi har aldrig nogensinde hørt noget fra nogle af vores spillere. Det her er måske mere for at kigge ind i fremtiden og være sikre på, at vi i hvert fald ikke får nogle sager fremover, siger Lars Justesen.
Selvom vejninger nu ikke længere bliver offentlige, så kommer de stadig til at foregå, for de er et vigtigt redskab for klubben, forklarer den tekniske chef.