Kresten klager i kamp mod kommunen: - Man skal holde sig til lovgivningen
Foto: Laura Winther Møller / TV2 Nord
Kresten Ulrik Nielsen har sommerhus på Emilievej syd for Løkken.
Jammerbugt Kommune gav i sidste uge dispensation til et sommerhusbyggeri, der er i strid med de lokale regler. Nu har naboen Kresten Ulrik Nielsen klaget til Planklagenævnet.
Sommerhus-byggesagen på Emilievej syd for Løkken har efterhånden udviklet sig til en indviklet affære. Naboerne mener, at politikerne i Jammerbugt Kommune omgår deres egne regler.
I juli fortalte naboen Kresten Ulrik Nielsen om byggeriet, der var i strid med byplanvedtægterne. Man var nemlig ved at opføre et anneks til et sommerhus, selvom de lokale regler foreskriver ét hus per grund.
Naboen klagede derfor til Planklagenævnet, hvor han fik medhold, og derfor måtte kommunen behandle sagen igen. I første omgang gav de tilladelse til at bygge et udhus, men i torsdags gav kommunalbestyrelsen så dispensation til at bygge et anneks på grunden, og det frustrerer flere af naboerne.
- Jeg synes slet ikke, vi er blevet hørt. Jeg synes ikke, vi er blevet imødekommet overhovedet. De er venlige mennesker hos kommunen, men så er den heller ikke længere, siger Kresten Ulrik Nielsen.
Endnu en klage
Kresten Ulrik Nielsen har derfor endnu engang klaget over kommunens afgørelse til Planklagenævnet. Hans undren går blandt andet på, at han ikke mener, kommunen har foretaget en egentlig sagsbehandling efter den første afgørelse i Planklagenævnet.
Michael Krogsgaard (V), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Jammerbugt Kommune, forklarer dog, at der ikke behøver at være sket en ændring, siden Planklagenævnet afviste byggetilladelsen:
- Jeg er nødt til at holde fast i, at de har fået en byggetilladelse oprindeligt. Den blev underkendt i Planklagenævnet, og derfor giver vi en dispensation. Så der er ikke så meget, der har flyttet sig, andet end at Planklagenævnet har sagt, at vi ikke kan give en byggetilladelse.
Kører den her sag videre, fordi I er bange for at få en kæmpe stor erstatningssag på nakken?
- Nej det gør den ikke. Vi giver en dispensation, fordi vi følger den praksis, vi har fulgt i flere år. Der er flere andre, der har fået dispensationer.
En anden ting, der undrer Kresten Ulrik Nielsen, er, at der slet ikke foreligger en ansøgning om dispensation fra sommerhusejeren. Kommunen har dermed selv startet dispensationssagen, men det er ifølge Michael Krogsgaard ikke et problem, fordi det er kommunen, der i første omgang har givet byggetilladelsen.
Kan man ikke sige, at I bliver inhabile, hvis det er jer, der søger om dispensationen, og det er jer, der behandler den?
- Vi har fulgt den praksis, som vi længe har gjort, og det er derfor, vi nu skal give den her dispensation, siger Michael Krogsgaard.
Klagen til Planklagenævnet tør han ikke spå om udfaldet af, men han anerkender, at naboerne har ret til at klage.
Behandlingstiden for klagen, forventer Kresten Ulrik Nielsen, er omkring tre uger. Hvis dispensationen bliver afvist, kan kommunen igen behandle en dispensationssag på grunden. Naboen har dog et ønske til kommunen fremover:
- Man skal sådan set bare holde sig til den lovgivning, der er, og så skal man gå væk fra at give dispensationer mere som en regel end en undtagelse, siger Kresten Ulrik Nielsen.
VIDEO: Se det fulde indslag herunder: