Far stak mor for øjnene af fælles barn – nu falder dommen
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Hvad der skulle have været en fredelig overdragelse af et fælles barn endte med et knivstikkeri på en parkeringsplads i Aalborg.
Noget gik helt galt en fredag aften i august, da en 29-årig mand og en kvinde, som han har barn med, mødtes på en parkeringsplads for at overdrage barnet op til weekenden.
Situationen eskalerede, og ifølge anklageskriftet i sagen stak den 29-årige mand kvinden flere gange.
FOROMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Retsmødet for denne sag er fastsat til onsdag 12. oktober ved Retten i Aalborg.
Her vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.
Onsdag er sagen efter planen for retten i Aalborg.
Barn sad i bilen
Det voldelige overfald fandt sted på parkeringspladsen ved Kvickly i Vestbyen i Aalborg fredag 12. august ved 21-tiden om aftenen.
Der var flere vidner til stede, ligesom det fælles barn også kunne følge begivenhederne fra morens bil.
Det fremgår af anklageskriftet, at manden er tiltalt for at have stukket kvinden flere gange. Han ramte hende i hænderne med det resultat, at hun fik flere læsioner.
Han er også tiltalt for at have forsøgt at ramme hende med kniv på kroppen, hvilket han dog ikke lykkedes med.
Smadrede rude
Vidnerne på parkeringspladsen greb ind og fik ringet efter hjælp.
Det fik manden til at smadre en rude på kvindens bil, hvor hans barn ifølge sagens oplysninger fortsat opholdt sig under det voldelige opgør - og så stak han af.
Politiet nåede dog hurtigt frem og fik fanget manden.
- Jeg slår dig ihjel
Den 29-årige mand har siddet varetægtsfængslet siden episoden på parkeringspladsen.
Udover grov vold er han også tiltalt for trusler mod kvinden, da han ifølge anklagerne under overfaldet sagde: ”Jeg slår dig ihjel” eller lignende.
Det fremgår ikke før sagens start, hvordan manden forholder sig til de alvorlige anklager, ligesom der heller ikke er kommet noget frem om årsagen til, at overdragelsen af barnet gik så galt.
Udover straf for grov vold, trusler og ulovlig besiddelse af to knive, så lægger politiets anklager også op til, at manden udvises af Danmark, at hvis han bliver dømt i retten.