Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Politisk udspil møder modstand: - Jeg synes det er en sørgerlig nyhed, siger studenterpolitisk ordfører

Tirsdag fremlagde regeringen et udspil der skal sikre 10.000 nye i arbejde. Et af de tiltag regeringen foreslår, er at sætte dagpengesatsen ned for nyuddannede akademikere. Og det møder blandede reaktioner i det nordjyske.

Emilie Almstrup er studenterpolitisk ordfører for Studentersamfundet på Aalborg Universitet. Hun er ikke imponeret over tirsdagens udspil fra regeringen, om at nedsætte dimittendsatsen for nyuddannede.

- Jeg er ærgerlig. Jeg synes det er en sørgelig nyhed. Jeg kan slet ikke se, hvorfor det skulle være positivt for de studerende, overhovedet. Heller ikke dimittender, siger hun og fortsætter:

- Fordi det ændrer ikke på om man søger flere jobs eller om man er mere engageret. Det er de studerende på Aalborg Universitet i forvejen, siger Emilie Almstrup

På et pressemøde tirsdag fremlagde regeringen et udspil der skal sætte 10.000 danskere i arbejde. Som et led i planen, vil regeringen sænke dimittendsatsen – altså dagpengesatsen for nyuddannede - fra 13.815 til 9.500 kroner.

- I dag er det sådan, at unge kan gå direkte fra SU og markant op i ydelse fra det ene øjeblik til det andet. Vi spørger os selv, og vil også gerne stille spørgsmålet til jer andre, om det er helt rimeligt. Vi mener det ikke, fortalte Mette Frederiksen på tirsdagens pressemøde.

Som reglerne er nu

I dag får nyuddannede dimittender under 30 år, som ikke er forsørgere, 13.815 kroner i dagpenge. Det beløb vil regeringen sænke til 9500 kroner.

For ikkeforsørgere over 30 år skal beløbet sænkes til 12.000 kroner.

Samtidig foreslår regeringen, at dimittendernes ordinære dagpengeperiode reduceres fra to til et år.

Positiv reaktion fra erhvervslivet

Hos virksomheden DTEK i Støvring, der leverer tekniske VVS-installationer til både nybyg og renovering, sætter direktøren pris på regeringens forsøg på at få flere nyuddannede unge i arbejde.

- Vi bliver nødt til en gang imellem at sige nej til nogle opgaver eller i hvert fald planlægge os meget ud af det, for at få tingene udført. Det er vi, da det er svært at få den nødvendige arbejdskraft, siger Lars Sindal Kristensen, direktør i DTEK

Ifølge Kurt Bennetsen fra Erhverv Norddanmark, mangler Nordjylland omkring 3000-4000 ansatte på arbejdsmarkedet. Han hilser derfor udspillet velkomment.

- Som udgangspunkt, så har vi kigget meget ind i den problemstilling der er, at der er mangel på arbejdskraft i mange danske og nordjyske virksomheder. Så isoleret set på dimittendsatsen, så kommer der en motivation for at springe til nogle jobs, siger  Kurt Bennetsen.

Tiltag har virket før

Det er ikke første gang at en regering vil ændre på dagpengesatsen. Ifølge en arbejdsmarkedsforsker har man tidligere gennemført et lignende tiltag, og med gode resultater.

- Vi har nogle erfaringer fra midten af 90’erne, hvor der var mange unge dimittender, der havde svært ved at komme i arbejde. Der halverede man deres dagpengesats og på daværende tidspunkt gav det gode erfaringer med at få dem hurtigere i arbejde, siger Thomas Bredgaard, professor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet.

A-kasse-formand frygter for dagpengenes fremtid

Per Clausen, byrådsmedlem i Aalborg og fungerende rådmand, er også formand for Magisternes A-kasse. Han kalder det "skræmmende usympatisk" at de nyuddannede "straffes på den måde" som Mette Frederiksens regering lægger op til.

- Regeringen må jo mene, at de unge hygger sig på dagpenge og kun jager drømmejobbet. MA har for længst dokumenteret, at de ledige søger bredt, både ufaglærte og faglærte job. Og vi har påvist, at de gør det hurtigt i ledighedsperioden, udtaler han blandt andet og følger op med en påstand om at Mette Frederiksen faktisk spiller hassard med hele dagpengesystemet.

- Hvis forslaget gennemføres, bliver startsatsen så lav, at mange unge helt vil droppe et medlemskab af en a-kasse. Og hvem skal så finansiere dagpengene i fremtiden? Jeg kan ikke opfordre nok til, at regeringen dropper deres udspil. Brug i stedet kræfterne på sammen med virksomhederne, de faglige organisationer, a-kasserne med flere at hjælpe de unge i arbejde.

Den opfordring bakker Emilie Almstrup fra Studentersamfundet på Aalborg Universitet op om. 

- Det er federe at forberede de studerende på arbejdsmarkedet, i stedet for at straffe dem for en situation de ikke nødvendigvis selv har sat sig i. Årsagen til man ikke har et job, er ikke at man ikke laver noget. Det er fordi arbejdsmarkedet er, som det er, siger Emilie Almstrup.

Regeringens udspil

Lavere dimittendsats for unge

I dag får nyuddannede dimittender under 30 år, som ikke er forsørgere, 13.815 kroner i dagpenge. Det beløb vil regeringen sænke til 9500 kroner.

For ikkeforsørgere over 30 år skal beløbet sænkes til 12.000 kroner.

Samtidig foreslår regeringen, at dimittendernes ordinære dagpengeperiode reduceres fra to til et år.

Dagpengesatsen forhøjes og nedtrappes

På dagpengeområdet vil regeringen indføre en trappemodel. I udspillet bliver der lagt op til, at dagpengemodtagere, der kommer fra beskæftigelse, skal kunne få op til 24.500 kroner om måneden de første tre måneder. Det svarer til en forhøjelse på cirka 5000 kroner om måneden.

Herfra falder beløbet til den sats, der er i dag.

Derudover kan langtidsledige kontanthjælpsmodtagere se frem til en kontant bonus på 5000 kroner, hvis de formår at komme i job eller uddannelse.

For at blive kvalificeret til bonussen skal de have været på kontanthjælp i mindst ét år samlet de sidste tre år.

37-timers aktiveringspligt

I betræbelserne på at få flere indvandrere ud på arbejdsmarkedet vil regeringen indføre, hvad den kalder en ny 37-timers arbejdslogik.

I det ligger et mantra om, at kan man ikke forsørge sig selv, skal man have pligt til at deltage og bidrage med, hvad der svarer til en almindelig arbejdsuge for at modtage den fulde ydelse fra det offentlige, lyder det i udspillet.

- Hvis man ikke møder op om morgen, får man ikke sin ydelse, siger Mette Frederiksen.

Målet er ifølge udspillet, at alle borgere med et integrationsbehov på sigt omfattes af et krav om en 37-timers arbejdspligt.

I første omgang vil målgruppen for en 37-timers arbejdspligt være alle modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse og overgangsydelse (SHO-ydelse) samt uddannelses- og kontanthjælpsmodtagere, som har været i kontanthjælpssystemet i tre ud af fire år, og som ikke har bestået minimum Prøve i Dansk 2 eller gennemført 6. klasse. Det svarer til en målgruppe på cirka 20.000 personer.

Højere fribeløb for SU-modtagere

Regeringen foreslår, at man hæver beløbet for, hvor meget man må tjene ved siden af sin SU med 4000 kroner om måneden. I dag er beløbsgrænsen 13.542 kroner om måneden.

Modregning i pension afskaffes

Under corona blev det midlertidigt indført, at folke-, senior- og førtidspensionister blev gjort uafhængige af arbejdsindkomsten fra en beskæftiget partner.

Den ordning vil regeringen nu gøre permanent, så det på den måde bedre kan betale sig at arbejde, selvom ens partner er gået på pension.

Det gøres muligt ved dels at øge skatten på aktiegevinster og dels ved at fjerne den grønne check for nogle grupper.

Gevinst ved videreuddannelse

For at få uddannet flere faglærte foreslår regeringen, at man permanent giver ufaglærte og faglærte med en forældet uddannelse, som er fyldt 30 år, muligheden for at få 110 procent af dagpengesatsen, hvis de tager en ny faglært uddannelse.

Højere fagforeningsfradrag

For at tilskynde at flere danskere organisere sig i fagforeninger vil regeringen øge det fradrag, man kan få for fagforeningskontingent fra 6000 kroner til 7000 kroner.

Samtidig vil regeringen blandt andet gøre fradragsretten for private lønforsikringer betinget af et årligt bidrag til a-kasse på 1300 kroner.

Investering i uddannelse, forskning og grøn omstilling

Regering vil med udspillet også "investere i fremtiden", som den udtrykker det. Derfor vil den årligt afsætte 4,5 milliarder kroner til:

- Forbedring af kvaliteten på uddannelsesområdet (2,5 milliarder). Regeringen vil blandt andet investere i tre nye klimaerhvervsskoler

- Forskning (1 milliard)

- Grøn omstilling (1 milliard)

Billigere el

Regeringen foreslår at lempe den almindelige elafgift og understøtte den grønne omstilling med et tidssvarende afgiftssystem.

I udspillet lægges der op til at nedsætte den almindelige elafgift gradvist med 23 øre/kWh frem mod 2030.

Nye øjne på erhvervsstøtten

Regeringen foreslår at nedsætte en ekspertgruppe, der skal se med friske øjne på de 42 milliarder kroner, der i dag bliver uddelt i erhvervsstøtte.

Ekspertgruppen skal komme med anbefalinger til, hvordan der årligt kan frigøres mindst tre milliarder kroner.

Heraf skal en milliard anvendes til at gøre det forøgede fradrag for virksomhedernes udgifter til forskning og udvikling permanent. De resterende mindst to milliarder kroner årligt skal investeres i uddannelse og grøn omstilling.

Aktiegevinster skal finansiere

Finansieringen af regeringens udspil skal dels finansieres gennem overskuddet på statsbudgettet fra den øgede beskæftigelse samt en øget aktiebeskatning.

I dag skal man betale 42 procent i skat, hvis man har en aktiegevinst på mere end 56.500 kroner. Det vil regeringen hæve til 45 procent.


Kilde: TV2.dk


Jaget og overfaldet: Hjemløse Flemmings største drøm er blevet virkelig

Foto: Lonni Vad Dam Daugaard/ TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

- Det med at leve på gaden er sgu ikke lutter lagkage.

Sådan siger Flemming Meder Hansen, der har været ude for lidt af hvert gennem livet.

Med en barnevogn fyldt med sine ejendele og hunden Iza levede Flemming i mange år på gaden.

Men det kunne han ikke holde til længere.

- Jeg har dårlige ben og ryg, og Iza er jo ni år gammel. Hun er også en gammel pige efterhånden, fortæller han.

Efter en svær opvækst og en fængselsdom havde Flemming oddsene imod sig.

Han oplevede at blive jaget væk og endda overfaldet, mens han sov på gaden.

- Den ene stod og joggede mig på halsen, og så blev jeg ellers frarøvet, alt jeg ejede. Telefon, penge, alt hvad der kunne bruges, fortæller han om det hårde liv som vagabond.

Men nu er lykken vendt, for Flemming har fået sin egen treværelses lejlighed i Mosbjerg.

Foto: Lonni Vad Dam Daugaard/ TV2 Nord

Lejligheden er fyldt med møbler fra genbrug, og snart skal et stort billede af ham og Iza pryde en af væggene.

Du kan se hvordan det er lykkedes Flemming - selv, uden kommunens økonomiske hjælp - at sin helt egen lejlighed, nederst.

Stedet er blevet en tryg base for den tidligere vagabond og hunden, der allerede har faste pladser. Sofaen, der er købt for 300 kroner i genbrug, er nemlig Izas domæne. Flemming må i stedet nøjes med gyngestolen.

- Iza skal være her, vi andre må være her, siger Flemming.

Han har jævnligt besøg af venner, der glædeligt kommer for at hygge med en øl eller to, men det er noget ganske andet, han nyder mest:

- Du kan lukke din dør. Og du kan tage tøjet af og sidde i underbukser. Og du kan sidde og slappe af uden at skulle tænke på, om der kommer nogen, fortæller Flemming.

Se 'Iza og vagabonden' her:


Borgmesteren deler god nyhed: Skal være lige så berømt som Rød Aalborg

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det er alle millionerne værd, når Aalborg Kommune skyder penge i Kunsthal Spritten.

Endelig er det tilbage på sporet. Og det gør det svært for den siddende borgmester at tørre smilet af

- Det er en historisk milepæl for vores industriarv og vores kulturarv.

Sådan lyder det fra borgmester i Aalborg, Lasse Frimand Jensen (S), når talen falder på at omdanne dele af de gamle spritfabrikker til et sted for kunst og kultur.

Den afgørende del af projektet er nu officielt skudt i gang, og det skal være færdigt om to år.

Budgettet lyder på 350 millioner kroner. Otte fonde betaler de 295 af dem, mens Aalborg Kommune står for de sidste 55 millioner kroner.

- Jeg tror, det her kan være med til at sende Aalborg ud i verden, lige som Aalborg Akvavit gjorde. Jeg tror, det kan være med til at tiltrække verden til Aalborg, og det er jeg enormt stolt over, siger Lasse Frimand Jensen til TV2 Nord.

Kampen mellem kultur og velfærd

Borgmesteren tror, at projektet og det store kunstværk på 30 meter i højden vil tiltrække turister fra hele verden.

Derfor er det også 55 kommunale kroner værd. Penge der i princippet kunne være brugt på eksempelvis kernevelfærd.

- Det må aldrig blive en kamp mellem velfærd og kunst og kulturoplevelser i min optik. Det er hinandens forudsætninger, og ikke hinandens modsætninger, påpeger Lasse Frimand Jensen.

Ud over de 55 millioner i engangsbeløb, så har Aalborg Kommune også sat penge af til driften af Kunsthal Spritten, indtil bygningerne og kunstværket står klar om cirka to år.


Populær juleudstilling giver café flere hundrede ekstra kunder om dagen

Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

I Aars nyder handelslivet godt af, at byens juleudstilling trækker folk til fra nær og fjern.

Et gammelt ordsprog lyder, at når det regner på præsten, drypper det på degnen.

Det er et ordsprog, som de godt kan nikke genkendende til her i juledagene i Aars. For mens rigtig mange gæster besøger byens populære juleudstilling, nyder resten af byen godt af de mange ekstra besøgende i byen.

Det gælder blandt andet caféen Frk. Kold, der ligger på samme vej som juleudstillingen. Fredag ved frokosttid er caféen stuvende fuld, og ejeren Anette Kold må bede gæster om at vente i baren, indtil der igen er et ledigt bord.

Normalt ser det ikke sådan ud i caféen ved frokosttid på en hverdag, men her i julemåneden har det ikke været et usædvanligt syn.

- Vi har lidt flere kuverter – måske 2-300 om dagen, siger Anette Kold og griner, inden hun fortsætter:

Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord

-  I hvert fald er vi oppe på knap 400 på de sidste to dage, hvor vi måske vil ligge på 60 normalt, lyder det fra ejeren af caféen.

Kø ud på gaden

Roden til den ekstra travlhed skal man ikke kigge langt efter. Den findes nemlig bare et par hundrede meter nede af gaden, hvor den berømte blomsterkunstner Johnny Haugaard har opsat en spektakulær juleudstilling i byens gamle svømmehal.

Juleudstillingen har været åben siden 22. november, og siden den dag har Frk. Kold haft travlt som aldrig før. Flere gange har caféen haft kø til ude på gaden, mens de også har måtte bede gæster om at gå en runde i Aars, inden de kunne komme igen i håbet om at få en plads.

- Det betyder alverden. Der er jo nogen, der ikke en gang ved, hvad Aars er – det ved de nu, og jeg er sikker på, at de kommer igen, siger Anette Kold.

Slutter 5. januar

I Aars nyder hele handelslivet godt af de mange gæster udefra, som har fået øjnene op for byen takket være juleudstillingen. De lokale indbyggere derimod har der ikke været meget plads til inde hos Frk. Kold de seneste tre uger.

- Man bliver da stolt, for de fleste kunder siger, at de er blevet anbefalet af andre og af juleudstillingen, og det er fantastisk, siger Anette Kold.

Glæden kan dog ikke vare evigt, for den 5. januar er sidste dag med juleudstillingen i Aars.

Vil I gerne have forlænget juleudstillingen lidt?

- Ja, det ville da ikke gøre noget. Desværre skal min daglige leder på ferie i tre måneder, så der skal noget nyt personale til, svarer Anette Kold.


- Vi skriver Danmarkshistorie: Endelig klar til at bruge hundredevis af millioner

Foto: Hans-Christian Lauritzen, TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Aalborg får nyt vartegn, der skal gøre byen lige så berømt som snapsen.

Om to år skal det hele være klar.

Kunsthal Spritten og det 30 meter høje kunstværk Cloud City Aalborg. Målet er at Nordjyllands største by får et kulturtilbud i verdensklasse. Det er ikke ambitioner der mangler, når de to chefer for Kunsthal Spritten fortæller om fremtiden.

- Det er Danmark, der får en ny kunsthal. Det er sådan set også Nordeuropa, der gør det, fordi med sådan et stort kunstværk, vi kobler til bygningen, så kigger vi ind i et helt vildt ambitionsniveau. Et vi alle sammen kan glæde os til, om vi bor i Aalborg eller et andet sted i Nordeuropa, siger Signe Cecilie Nørgaard Jochumsen, der er en af de to chefer for Kunsthal Spritten.

Specielt når talen falder på den argentinske kunstner Tomás Saraceno, der skal lave det 30 meter høje kunstværk uden for Kunsthal Spritten, drømmer Aalborg stort.

Så vildt bliver det nye kunstværk.

Chefer bliver holdt langt væk fra tidsplanen

Projektet Kunsthal Spritten og Cloud City Aalborg skal stå færdig i løbet af 24 måneder, men:

Den præcise dato for indvielsen er ikke fastlagt.

Otte fonde og Aalborg Kommune betaler for projektet til 350 millioner kroner. Fondene står for 295 millioner, mens Aalborg Kommune betaler 55 millioner og står for driften, indtil åbningen.

De to chefer i Kunsthal Spritten er kunsthistorikere, men de tør godt love, at byggeriet er klar om to år.

Bare rolig. Det er ikke kunsthistorikere, der skal stå for håndværksarbejdet.

Bilbao-effekten kan give milliarder

I Aalborg drømmer de om den såkaldte Bibao-effekt. I 1997 fik den nordspanske by et Guggenheim-museum. Det fik i løbet af 10 år investeringer i kunst og byudvikling til at eksplodere, så Bilbao i dag tiltrækker turister fra hele verden i tusindvis. Og indtægter for milliarder.

Dagen i dag, hvor projektet blev endeligt sat i gang, er Aalborg første skridt på vej mod mere international anerkendelse og altså drømmen om en nordjysk pendant til den nordspanske opblomstring.

- Det er bestemt ikke hver dag, og vi skriver Danmarkshistorie, påpeger Bibi Henriksen Saugman, der er den anden af de to chefer på Kunsthal Spritten.

10 år undervejs

Ideen med Kunsthal Spritten og Clous City Aalborg blev født for 10 år siden af erhvervsmanden Martin Nielsen. Siden har det været igennem et tumultarisk forløb, der blandt andet omhandlede ballade om udbygningsaftaler og stor intern palaver mellem entreprenører og kommune.

Det var i 2014 Martin Nielsen første gang luftede sine planer om at omdanne den gamle spritfabrik til en ny eksklusiv bydel. Trods de mange bump tør alle godt melde ud, at om to år er de klar.

Bygger videre på arbejdet fra fortidens pionerer.

Kunsthal Spritten fortæller, at de stadig holder arrangementer i de par år, som renoveringen og byggeriet tager. Derfor bliver der rig mulighed for nordjyderne til at besøge stedet, mens det bliver lavet om.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Han skal være afdelingsleder i European Energy.

2025 bliver et overordentligt travlt år for Kristian Tilsted.

Han har netop scoret et nyt job som afdelingsleder i European Energy, hvor han nu er ansvarlig for drift og vedligeholdelse af selskabets solcelleparker. Ikke nok med det skal han også forsøge at bevare borgmesterposten på Venstre-hænder ved kommunalvalget, som løber af stablen 18. november.

I august blev han nemlig udpeget som Venstres borgmesterkandidat i Thisted Kommune, efter den siddende borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) havde besluttet, at han ikke ville genopstille.

Kristian Tilsted lader TV2 Nord vide, at det nye job ikke rokker ved hans ambitioner.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg går til valg på, at vi beholder borgmesterposten, så det er helt klart målet. Lykkes det, har vi en ny situation, men det er jo kalkuleret i forhold til min ansættelse, så det har jeg selvfølgelig talt med min nye arbejdsgiver om, siger Kristian Tilsted.

Har lavet aftale med hustru

Ved siden af jobbet som afdelingsleder skal der dermed føres valgkamp til næste år. Folk skal dog ikke være nervøs for, at han går på kompromis med den del.

- Der skal være tid til at føre valgkamp. Jobbet er fleksibelt, og jeg kan også arbejde hjemmefra. Det hele er et spørgsmål om prioritere sin tid. Jeg har en aftale med min hustru om, at der kan afsættes tid til det hele. Det går selvfølgelig lidt ud over familielivet, men vi har heldigvis voksne børn, så de kan passe sig selv, siger borgmesterkandidaten.

Kristian Tilsted har siddet i kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune i 10 år og er i dag medlem af Erhverv-, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget.

Han blev tidligere på året fritstillet fra det direktørjob, han havde i Netselskabet Elværk. Ifølge eget udsagn på grund af omstruktureringer.

Den nye arbejdsplads ligger i Nykøbing Mors. European Energy er en international organisation med 850 ansatte fra 43 nationaliteter.

Han får arbejdsplads i Nykøbing Mors og bliver chef for samlet 14 medarbejdere. Det nye job glæder ham.