Trods stor lægemangel: 27-årige Hannah blev afvist som læge
Foto: Mick Knive Anderson / TV2 Nord
28-årige Hannah må ikke praktisere som læge herhjemme, fordi hun er britisk statsborger og dermed ikke EU-borger. Samtidig har vi i Nordjylland massiv lægemangel.
På trods af lægemangel og et jobtilbud på Aalborg Universitetshospital må en ung læge ikke arbejde i Danmark, fordi hendes forældre er britiske. Det vækker undren på både hospitalet og hos regionsrådsformanden.
Hannah Pakes har boet i Danmark i næsten 20 år, hun har gået i dansk folkeskole og på dansk gymnasium, men hun har britiske forældre.
Til daglig arbejder hun som lægevikar på Aalborg Universitetshospital, men hun drømmer om meget mere.
Hun er uddannet læge, men må for nuværende ikke praktisere i Danmark, for hun har nemlig ikke statsborgerskab i et EU-land.
Jeg kan være med til at råbe op, så de kan høre det på Christiansborg
Mads Duedahl (V), regionsrådsformand, Region Nordjylland
Efter gymnasiet læste hun medicin i Polen for egen regning, og den uddannelse færdiggjorde hun i sommer. Alligevel kunne hun ikke få job i Danmark.
- Det er voldsomt frustrerende. Jeg har ikke så mange ord for det, men det har været en virkelig lang proces, siger 27-årige Hannah Pakes.
Brexit er en del af problemet
Som 15-årig fik Hannah Pakes ud af det blå en stor blodprop i benet, og siden da har det været hendes store drøm at blive læge.
Men nu er der kommet grus i maskineriet. Statsborgere fra lande udenfor EU kan nemlig ikke arbejde som læge i Danmark, før de har gennemgået en længere ansøgningsproces.
En proces, Hannah ikke skulle have været igennem, hvis Storbritannien var blevet i EU. Da hun fyldte 18, kunne hun have søgt om dansk statsborgerskab, men fik det aldrig gjort.
- Indtil Brexit kom i spil, var det jo slet ikke noget, man havde tænkt over, man skulle få brug for. Dengang var det meget at skulle tage stilling til som 18-årig, siger Hannah Pakes.
Undren på hospitalet
For halvandet år siden ansøgte hun om midlertidig autorisation som læge hos Styrelsen for Patientsikkerhed og har i mellemtiden arbejdet som lægevikar.
- Jeg prøver at få det bedste ud af det. Og jeg er rigtig taknemmelig for den erfaring, jeg kan få. Men jeg vil bare rigtig gerne i gang med en speciallægeuddannelse, siger Hanna Pakes.
Det samme vil overlæge Finn Kallehave på Aalborg Universitetshospital, hvor mave- og tarmafdelingen står klar med en turnus-stilling.
- Vi har en dansk pige her, der er veluddannet, og som allerede er evalueret – det må kunne føre til en dispensation, siger uddannelsesansvarlig overlæge Finn Kallehave.
Kunne I have brugt en læge som Hannah her på sygehuset?
- Sagtens, siger han.
Vil råbe Christiansborg op
På trods af den nordjyske lægemangel kan Hannah Pakes altså ikke få lov til at besætte den ledige plads på Aalborg Universitetshospital.
- Det her er jo en sag, hvor der er tale om et klart spild af dygtig lægefaglig viden. Vi har en dygtig person, som gerne vil gøre noget, som vi i regionen rigtig gerne vil ansætte. Og så kan man alligevel ikke få lov, siger regionsrådsformand i Region Nordjylland, Mads Duedahl (V).
På grund af et for lavt karaktersnit fra gymnasiet har Hannah Pakes uddannet sig på en medicinuddannelse i Polen. Som hun desuden selv har betalt. En uddannelse, der godt kunne bruges til at praktisere medicin i Danmark.
Det er igen det britiske statsborgerskab, der spænder ben.
- Jeg kan være med til at råbe op, så de kan høre det på Christiansborg, siger regionsrådsformand Mads Duedahl og fortsætter:
- Sundhedsstyrelsen må simpelthen se på retningslinjerne. Selvfølgelig skal vi have sikkerhed og tryghed ved, at de læger, der kommer til Danmark, også er dygtige nok. Men det her virker som overbureaukratisering, og det skal vi have set på, siger han.
Må se andre steder hen
Efter halvandet års slagsmål med Styrelsen for Patientsikkerhed fik hun 8. juli afslag på midlertidig autorisation som læge. Flere af hendes tidligere studiekammerater fra Polen er allerede i gang som læge i Danmark. Forskellen er blot er de har et EU-pas.
Lykkes det ikke for Hannah Pakes at få lov til at være læge i Danmark, må hun se efter lande, hvor lovgivningen er anderledes.
- Hvis jeg kan få det bedre i udlandet, hvor jeg kan blive anerkendt og føle mig på lige fod med de andre, så er det det, der skal til, siger Hanna Pakes.