Nena ikke alene: Michaels klager strander hos Udlændingestyrelsen i månedsvis
Foto: Grafik: Mie Leonora Heiberg, TV2 Nord
Tre nordjyske familier sidder lige nu i samme klemme. De mener alle, at Udlændingestyrelsen har begået fejl i deres sager, hvor de har klaget over deres afgørelser, men må vente i 14 måneder på at få svar.
Michael Thorup Jensen fra Hjørring læser til daglig til pædagog, men hans tanker går hele tiden på langfart. Hans forlovede, Karina Werner, sidder nemlig i Rio De Janeiro i Brasilien.
Parret har fået afslag på familiesammenføring, da Udlændingestyrelsen ikke anerkender, at de har boet sammen i to år og været sammen i tre.
- Vi har gjort alt, hvad de har bedt os om og har leveret bevis på, at vi har været sammen i den krævede periode. Nu skal vi så vente 14 måneder på at få svar på vores klage. Jeg er 34 og Karina er lige blevet 33 år, så det begynder at haste, hvis vi skal få vores drøm om at stifte familie sammen til at gå i opfyldelse, siger Michael Thorup Jensen.
Flere i samme knibe
TV2 Nord har tidligere fortalt om Nena Hyldgaard fra Skallerup, som blev nægtet permanent opholdstilladelse, fordi hun var begyndt på en uddannelse til Social- og Sundhedsassistent.
Hendes arbejdsgiver, Hjørring Kommune, burde have advaret hende om at påbegynde en uddannelse, mens hun søgte om permanent opholdstilladelse, og derfor har hun nu klaget over sit afslag.
Ligesom Michael Thorup Jensen og Karina Werner, må familien Hyldgaard også vente 14 måneder på svar.
Og der er endnu flere nordjyske familier i samme situation - blandt andet familien Svennum i Brønderslev. Larissa Boulyga Svennum har nemlig fået afslag på permanent opholdstilladelse, selv om hun har opholdt sig og har arbejdet i Danmark i 20 år.
De mener, at Udlændingestyrelsen har regnet forkert på Larissas ansøgning, men også her er ventetiden 14 måneder for at få genbehandlet sagen.
Jeg synes, jeg har gjort så meget for at integrere mig, men det er stadig ikke godt nok
Larissa Boulyga Svennum
- Vi har jo dokumentation i form af løn- og timesedler og tingene passer, men det har de åbenbart overset i Udlændingestyrelsen, siger Larissas partner, Kim Svennum og fortsætter:
- Vi kan ikke bruge 14 måneders ventetid til noget som helst. Det virker helt tåbeligt!
Larissa Boulyga Svennum er uddannet psykolog og har været vant til at tage arbejde, hvor hun kunne få det.
Det har blandt andet betydet, at hun i halvandet år tog til Grønland for at være beskæftiget. Hun har også haft arbejde i ældreplejen i en periode, hvor det var svært at få timer nok som psykolog. Lige nu arbejder hun i Varde Kommune og er typisk kun hjemme i weekenderne.
- Jeg synes, jeg har gjort så meget for at integrere mig, men det er stadig ikke godt nok. Det piner mig som person, som mor og kone, at jeg ikke føler mig god nok. Det gør noget ved en person, når man ikke har styr på sin fremtid, især når man ikke har gjort noget forkert, siger Larissa Boulyga Svennum.
Familieliv på standby
Kim og Larissa har været gift i 20 år og har sammen en søn på 17. Det er blandt andet hensynet til ham, der har fået Larissa til at søge om permanent opholdstilladelse nu.
- Hvis der nu skulle ske noget med Kim, og jeg blev alene med vores søn, hvad sker der så? Bliver jeg smidt ud af landet, når han fylder 18 år?, spørger Larissa Boulyga Svennum sig selv.
Kim Svennum er forarget over den behandling, hans kone har fået. Ifølge ham har hun altid arbejdet hårdt på at bidrage til samfundet, og de har aldrig modtaget nogen hjælp.
- Egentlig har man faktisk lyst til at flytte fra Danmark, men det er jo her vi bor og hører til, siger Kim Svennum.
Michael Thorup Jensen fra Hjørring og Karina Werner fra Rio De Janeiro har ikke opgivet at få et liv sammen, selv om de er dybt frustrerede over, at deres liv er sat på stand by i 14 måneder.
- Jeg havde godt hørt, at det ville blive svært at få sin kæreste til Danmark fra udlandet, men jeg vidste ikke, at det ville blive sådan en mavepuster. Det er en ulidelig proces at skulle vente så længe, når man gerne vil starte en familie, siger Michael Thorup Jensen.
Du kan se mere om de tre familiers kamp mod systemet i videoen her: