Aalborg har fået sin egen rose
Foto: Rosa Eskelund
Det er denne rose, der fremover går under navnet Aalborg Rosen
I anledningen af Haveselskabets 100 års jubilæum besluttede foreningens bestyrelse sig for, at byen skulle have sin egen rose.
- Den er vildt smuk, og blomsten er stor.
Sådan beskriver rosenforædler Rosa Eskelund den rose, hun har lavet, og som nu er døbt Aalborg-Rosen.
Rosen blev præsenteret i weekenden ved Haveselskabets havemarked i Østre Anlæg, hvor den nu pryder i parkens store blomsterkummer.
Det var Helga Hald, der er formand for Haveselskabets afdeling i Aalborg, der fandt på ideen om, at Aalborg skulle have sin egen rose. Og da hun henvendte sig til den farverige fynbo, Rosa Eskelund, for at spørge hende, om hun ville lave en rose til Aalborg i anledning af Haveselskabets 100 års jubilæum, var hun ikke et sekund i tvivl.
- Det betyder utroligt meget for mig, at jeg kunne få lov til at lave denne rose til Aalborg. Den vil pryde mange haver i det nordjyske men nok også i resten af landet, for den kan købes på planteskolerne, siger Rosa Eskelund.
Rosa Eskelund har fremdyrket mange roser, og det er en glæde for hende, når hun ser sine roser rundt omkring i landskabet.
- Jeg kan altid genkende mine egne børn, siger rosenforædleren.
Der var stor opbakning til havemarkedet i Østre Anlæg, som har været aflyst de seneste par år på grund af coronapandemien, og Haveselskabet glæder sig allerede til at komme igen næste år.