27-årig tyveknægt var flittig - fire tyverier og et indbrud på et døgn
Foto: Thomas Gaardsmand (Arkivfoto)
En 27-årig mand er ved Retten i Hjørring i dag blevet varetægtsfængslet for hele fem forskellige forhold på et døgn.
En 27-årig mand har i dag taget sin varetægtsfængsling de kommende fire uger til efterretning.
Han vidste godt selv, at det ikke var et godt spor, han var på vej ud af. Sådan lyder det fra anklager Christian Jakobsen.
- Han er tidligere dømt for berigelseskriminalitet. Sammenholdt med at han nu har begået fire tyverier og et indbrud på bare et døgn, tyder det på, han trænger til at komme ind og køle lidt af, så det ikke fortsætter, siger han og uddyber:
- Det er ikke stor og alvorlig kriminalitet, men det er vigtigt, at han ikke fortsætter og gør folk i området utrygge.
Glad for at blive stoppet
De fire tyverier og indbruddet er nemlig i småtingsafdelingen. Han har blandt andet brudt ind i en bil og stjålet en regnjakke, stjålet et par tasker fra en dagligvarebutik og brudt ind i en villa blot for at stjæle en trækasse.
- Han manglede penge og var desperat, derfor var han i gang flere steder. Men han tog varetægtsfængslingen til efterretning, og han ønsker også en hurtig afslutning på sagen. Han var nærmest selv glad for, at nogen stoppede ham, siger Christian Jakobsen.
Derfor vil anklageren forsøge at få berammet sagen, så den 27-åige kan få en dom, inden varetægtsfængslingen udløber om fire uger.