Merete stiftede Venligboerne: "Det handler om mennesker generelt - alle mennesker"
At være venlig. Den simple leveregel er central i Venligboerne, der blev stiftet for fem år siden af Merete Bonde Pilgaard. Nu er hun nomineret til Årets Nordjyde.
Venligboerne. Mange danskere har en idé om, hvad bevægelsen, der blev stiftet i 2013, står for, men ikke så få har fået et fejlagtigt indtryk af dem.
- Det har fået en stor opmærksomhed i forbindelse med, at vi har fået mange asylansøgere og flygtninge til landet, men Venligboerne startede jo længe før det. Jeg startede det her i Hjørring halvandet år før alle de her flygtninge kom til landet, så det er vigtigt for mig at få understreget igen og igen, at det her handler om mennesker helt generelt – alle mennesker.
Sådan fortæller Merete Bonde Pilgaard, der står bag den oprindelige afdeling af Venligboerne. Hun er nomineret til Årets Nordjyde for netop det, og for de tre grundregler, bevægelsen er bygget på:
- Det ene er at være venlig i mødet med andre, det andet er at være nysgerrig, når du møder andre mennesker, der er forskellige fra dig og det sidste hedder ”mød forskellighed med respekt”, fortæller Merete og fortsætter:
- Det er egentlig meget simpelt og nogle gode huskeregler til hver gang man støder på nogle mennesker, så kan man have de her sætninger med sig.
Idéen Venligboerne og hvad de står for, viste sig at have en enorm gennemslagskraft, og der er i dag afdelinger af Venligboerne over hele landet.
I Hjørring, hvor det hele startede er man snart klar til at flytte ind på Østergade i byen. Her åbner en ny Café Venligbo, hvor alle er velkomne.
- Der er ikke nogen, der er ligegyldige og det tror jeg bringer folk herind. At folk ved, at hvis de vover sig herind, så vil de blive mødt nysgerrigt og som dem de er, siger Merete Bonde Pilgaard.
Merete Bonde Pilgaard er nomineret til Årets Nordjyde, og du kan se hele portrættet af hende herover, ligesom du kan se hende i det store Årets Nordjyde-show den 21. marts.