Tidligere ansat bekræfter elevers beretninger
Tanja Andersen oplevede flere overgreb mod eleverne, da hun var ansat på Gravenshoved Kostskole. Hun var efterfølgende i kontakt med Aalborg Kommune, men hun følte sig afvist.
Tanja Andersen var 18 år, da hun for 33 år siden, i en kort periode, var ansat på Gravenshoved Kostskole.
- Jeg forsøgte at sige noget i starten, men det var der ikke noget, der hed - så kunne man gå, fortæller Tanja Andersen, der ikke ønsker at få sit ansigt frem.
I sin korte tid på kostskolen oplevede hun flere overgreb på eleverne.
- Som oftest på daglig basis, husker hun.
Aalborg Kommune og Nordjyllands Amt ejede og drev kostskolen fra 1964-1992.
Skulle spise sit eget opkast
De seneste dage har en række elever offentligt fortalt om adskillige episoder fra deres tid på skolen. En af dem er Mads Vigeholm.
- Jeg har kvalme og kan ikke spise noget og siger, jeg har det dårligt. Det vil de ikke høre på - jeg skal bare spise det her. Jeg prøver igen at sige, at jeg har det rigtig skidt og kan ikke spise det, og så kaster jeg op ned i skålen med sveskegrød, siger Mads Vigeholm og fortsætter:
- Og så bryder helvede simpelthen løs. Jeg bliver rykket op fra bordet og ind i et rum og sat ned på en stol. Og så kommer den voksne ind med sveskegrøden med opkast og en ske og siger: 'du ikke får lov at komme ud herfra, før du har spist det her svineri'.
Historierne overrasker ikke Tanja Andersen.
- Det, der kom op fra gryden og på tallerknerne, det skulle man spise. Der var ikke noget at rafle om. Det var mad.
I tirsdags meldte Aalborg Kommune Gravenshoved Kostskole, der ikke eksisterer mere, til politiet. Det skete efter, at 31 tidligere elever var gået til Aalborg Kommune og havde fortalt om deres oplevelser på kostskolen, der lå nordøst for Haderslev.
Tanja Andersen sagde op efter tre måneder. Efter at være stoppet på kostskolen kontaktede også hun Aalborg Kommune for at fortælle om det, hun havde oplevet. Men hun følte ikke, at kommunen lyttede til hende.
- Der blev man jo også bare afvist. Det er der ingen, der rigtigt tager notits af eller gider at høre på. Den ene sagde direkte til mig, at det nok var noget, jeg fandt på, siger Tanja Andersen.