Krænkede ofre vil have erstatning: - Mange har levet et modbydeligt liv
Foto: Simon Hougaard / TV2 Nord
Arkivfoto
Med borgmesteren i spidsen giver byrådet en uforbeholden undskyldning for de uhyrlighederne på Gravenshoved Kostskole. Men det stopper ikke hér.
De tidligere elever vil også have en kompensation.
Sådan lyder det fra talskvinden for den ene gruppe af ofre, Mie A. Hertzberg, der sammen med flere andre har fulgt med i hvad udgangen på byrådsmødet blev.
Derfor var det også en rørt Mie A. Hertzberg TV2 Nord fangede for kort tid siden:
- Vi er ... rørstrømske. Der bliver flæbet, smilet og grinet. Og følt, at det er en sejr. Der er en opløftet stemning, siger hun, inden hun tager luft ind og understreger:
- Men der er også en snert af bekymring.
For den ’uforbeholdne undskyldning’, som nu bliver sendt afsted til de over 100 krænkede elever, der har oplevet tvangsfodring, vold og seksuelle krænkelser, stopper sagen ikke hér for Mie A. Hertzberg.
Og tilliden til systemet er ikke overvældende:
- Vi håber på handling.
- Men det vi er bekymrede for (i forhold til kompensation, red.) er hvordan den kommer til at være, fordi det handler om hvad man har været udsat for, siger hun.
Sådan mener de ikke det kan gøres op.
- Ikke kun. Vi syntes også det handler om hvad det har gjort ved en.
Hvorfor er det ikke nok med en undskyldning?
- Fordi mange har levet så modbydeligt et liv, at jeg – og det er min holdning – mener, at de trænger til at få forsødet deres liv ovenpå alle de her år, siger Mie. A. Hertzberg.
Det er Aalborg Kommune for så vidt enig i.
På det lukkede punkt, vedtog et enigt byråd at gå videre med en juridisk undersøgelse af konsekvenserne.
- Der er ingen tvivl i byrådet om, at vi har brug for at finde ud af, hvad vi kan, må og skal, når vi tager næste skridt mod at få afsluttet sagen på en ordentlig måde for alle parter, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Da Aalborg Kommune i oktober sidste år selv meldte sagen til Syd og Sønderjyllands Politi – fordi kostskolen lå i Sønderjylland – skete det på baggrund af over 30 tidligere elevers klager.
Siden voksede det tal til flere end 100.
Men på grund af en forældelsesfrist, meddelte det syd- og sønderjyske politi før jul, at der ikke ville blive rejst sag.
Borgmesteren er dog klar til at hive den kommunale tegnebog op:
- Vi ønsker at gøre det rigtige, og derfor har byrådet vedtaget at få en advokatvurdering af, om det er muligt for Aalborg Kommune at udbetale en godtgørelse eller erstatning, siger han.