For første gang efter rapport ser Gravenshoved-ofre kommunen i øjnene: - Voldsomt uenige
Foto: Ib William Christensen / TV2 Nord
René Vinding Christensen var onsdag i møde med Aalborg Kommune.
I forbindelse med advokatundersøgelsen, der blev præsenteret mandag, satte Aalborg Kommune og Gravenshoved-ofrene sig sammen onsdag formiddag.
For første gang siden advokatundersøgelsen om Gravenshoved Kostskole blev delt, har de to parter - Aalborg Kommune og Gravenshoved-ofrene - nu haft et møde.
Det skete onsdag formiddag. Her deltog den nuværende skolechef og skoledirektør i mødet.
Den uafhængige advokatundersøgelse af forholdene på den tidligere kostskole Gravenshoved, som Aalborg Kommune og Nordjyllands Amt drev frem til starten af 1990'erne, fastslog mandag, at elevernes klager om vold, seksuelle krænkelser, tvangsfodring og nedværdigende behandling er troværdige.
Ikke uafhængig rapport
Talsmand for Gavenshoved-ofrene, René Vinding Christensen, har en del bekymringer om mandagens rappot, og dem luftede han blandt andet ved onsdagens møde med Aalborg Kommune.
- Skoleforvaltningen havde stillet en uafhængig og uvildig rapport i sigte, men på næstsidste side gør man opmærksom på, at rapporten ikke er uafhængig, siger han.
På trods af det mener talsmanden, at mødet var værdifuldt, og selvom man ikke er enige, skal man kunne diskutere sagen.
- Det er vigtigt at se hinanden i øjnene og behandle hinanden med respekt og imødekommenhed, selvom vi er uenige. Det er den gensidige oplevelse, at det er det, vi har gjort. Det betyder meget for os, siger René Vinding Christensen.
Positive og negative indtryk
Ifølge René Vinding Christensen foregik mødet ved, at de to parter så hinanden indledningsvist an, mens rapportens konklusioner også blev drøftet.
- På den positive side er det blevet konkluderet, at kommunen kan tage det, som vi har delt, for gode varer. Selvom de hele tiden har fundet os troværdige, så har de rygdækning for det nu, fortæller han.
Det er HjulmandKaptain, som står bag advokatundersøgelsen, og det er samtidig Aalborg Kommunes sædvanlige advokatselskab. Derfor vækker det undren.
- De burde have taget dialogen med os om det. Det er rigtig ærgerligt, og det kan sætte konklusioner i et uheldigt lys, og troværdigheden kan der sættes spørgsmålstegn ved, uanset om der er noget at komme efter eller ej, siger René Vinding Christensen.
Tirsdag skrev TV2 Nord også om advokat Mads Pramming, der ligeledes sår tvivl om kommunens brug af advokatfirmaet.
Rapporten fastslog samtidig, at kommunen ikke har fået klager gennem årene, som de burde have handlet på. Også det medfører utilfredshed hos talsmanden.
- Det er vi voldsomt uenige i. Vi ved, at mange i kommunen har fået at vide, hvordan det er, selvom vi ikke har den helt store dokumentation.
På mandag skal rådmanden i Aalborg Kommune Morten Thiessen (K) og byrådet drøfte, hvad næste skridt skal være.