Aalborg Kommune melder kostskole til politiet for voldtægter, afstraffelser og psykisk vold
Foto: Historisk Arkiv for Haderslev Kommune
Det var her flere børn ifølge vidnerudsagnene blev udsat for voldtægter, slag, skub, psykisk terror, ydmygelser, regulære tæsk, indespærring, mental nedbrydelse til særdeles grove tilfælde af seksuelle krænkelser og voldtægter.
Sagerne fra Gravenshoved Kostskole er nu meldt til Syd- og Sønderjyllands Politi. Aalborg Kommune ejede skolen, dengang børnemishandlingen foregik.
Voldtægter, afstraffelser og psykisk vold er nogle af de ting, som en stor flok af tidligere elever fra Gravenshoved Kostskole samstemmende fortæller om i en henvendelse til Aalborg Kommune.
I alt er 31 elever gået til kommunen med deres historier om tiden på kostskolen nordøst for Haderslev, som Aalborg kommune og Aalborg Amt ejede og drev fra 1964 og frem til 1992.
- Det er en rigtig træls sag. Vi finder vidneudsagnene så troværdige, at kommunen nu går ind i sagen, fortæller skolerådmand Jan Nymark Thaysen (V).
Rådmanden bekræfter overfor TV2 Nord, at kommunen nu har indgivet politianmeldelse i sagen til Syd- og Sønderjyllands Politi.
Vi vil ikke længere kaldes løgnere.
Rene Vinding Christensen
Troværdige vidneudsagn
Rene Vinding Christensen er selv en af de mange nordjyske og hovedsagelig aalborgensiske ’problembørn’, der blev sendt til kostskolen i Sønderjylland.
- Vi har i sidste uge indleveret troværdige og samstemmende forklaringer til Aalborg Kommunes skoleforvaltning om forfærdelige episoder, mens personerne var elever på skolen, fortæller talsmand for gruppen, Rene Vinding Christensen.
Det skete på et møde med skoleforvaltningen i Aalborg Kommune.
Voldtægter af både drenge og piger
Flere – både drenge og piger – er ifølge vidneudsagnene blevet udsat for voldtægter, slag, skub, psykisk terror, ydmygelser, regulære tæsk, indespærring, mental nedbrydelse til særdeles grove tilfælde af seksuelle krænkelser og voldtægter.
- Sagen kommer først frem nu, fordi ingen indtil nu har troet på os. Men vi vil ikke længere kaldes løgnere, fortæller Rene Vinding Christensen, der selv er blevet låst inde og spændt fast på skolen.
Han blev efter eget udsagn sendt til Gravenshoved, fordi han havde for meget krudt i røven, ikke kunne sidde stille i timerne og lavede ballade.
- Det var skolepsykologen og PPR, der kom med forslaget om, at jeg skulle sendes på Gravenshoved.
På skolen var livet ifølge Rene Vinding Christensen dog slet ikke, som det var blevet stillet ham i udsigt.
- Vi blev lovet, at man kunne komme hjem hver 14. dag. Men hvis lærerne var sure på én, fik man ikke lov.
- Vi skulle i stedet ringe hjem og fortælle, at alt gik godt, mens vi blev overvåget af lærerne. Og sagde vi noget andet, lagde lærerne røret på.
Vi havde dengang kun gode erfaringer med skolen.
Henning G. Jensen, tidligere rådmand for Socialforvaltningen
Rådmand husker intet om Gravenshoved
På tidspunktet var det Inge Nesgaard, der var skolerådmand i Skoleforvaltningen i Aalborg Kommune.
- Deres historier lyder forfærdelige, og jeg aner ikke, hvordan det kunne ske. Derudover har jeg ingen erindring om Gravenshoved Kostskole og heller ikke yderligere kommentarer, siger Inge Nesgaard til TV2 Nord.
Et andet sted i kommunen sad dengang den senere borgmester for Aalborg Kommune, Henning G. Jensen, som rådmand for Socialforvaltningen, der også var en del af ’udsendelsen’ af børnene til Gravenshoved Kostskole.
- Jeg har aldrig hørt om klager fra eleverne på Gravenshoved før nu. Vi havde dengang kun gode erfaringer med skolen.
Henning G. Jensen er ked af at høre om elevernes historier.
- Det lyder frygteligt, men jeg tror på dem, når så mange stiller sig frem.