Hvis jeg var statsminister: - Vi skal hjælpe de mest udsatte kommuner
Når året rinder ud, er det tid til at gøre status. Også på Christiansborg, hvor otte partier har folkevalgte fra Nordjylland. Dem har TV2 Nord inviteret til at holde deres bud på årets nytårstale set med nordjyske briller.
2019 bliver snart til 2020. Statsminister Mette Frederiksen holder 1. januar sin første nytårstale, og her får hun mulighed for at udstikke den politiske dagsorden for det kommende år. TV2 Nord har på tærsklen til det nye årti givet otte folketingsmedlemmer, der er valgt i Nordjylland, muligheden for at give deres bud på, hvad de ville sige, hvis de sad i Mette Frederiksens stol.
Enhedslistens Peder Hvelplund glæder sig over, at regeringsmagten skiftede efter folketingsvalget i juni, og at Enhedslisten var med i finansloven for 2020, hvor der blandt andet bliver givet et økonomisk løft til psykiatrien.
- Vi har i år fået en finanslov, der både er grønnere og mere socialt ansvarlig, end vi har set i mange år, siger Peder Hvelplund i sin nytårstale.
Kommunerne skal have lige vilkår
Et emne, som kommer til at optage Peder Hvelplund i 2020, er at få lavet en udligningsreform, som giver kommunerne mulighed for at kunne tilbyde et ensartet serviceniveau over hele landet.
- Vi ved, at der kommer 150.000 flere ældre over 85 år i løbet af de næste ti år. Det betyder, at vi skal afsætte flere midler til en bedre og mere tryg ældrepleje. Det er ekstremt positivt for samfundet, at vi får flere ældre, og derfor skal vi også sikre, at de får en god og rimelig behandling i ældreplejen, siger Peder Hvelplund.
- Derfor bliver det også helt afgørende, at vi får sikret en mere retfærdig udligningsreform, der gør, at de mest udsatte kommuner får tilstrækkelige midler til, at de kan løse den opgave. Det bliver et af de væsentlige fokuspunkter for Enhedslisten i det kommende år, siger Peder Hvelplund i sin nytårstale.
Artiklen fortsætter under videoen...
Vil hellere se frem end tilbage
Lise Bech fra Dansk Folkeparti ser tilbage på et 2019, der bød på flere nedture for hendes parti. Både ved europaparlamentsvalget og folketingsvalget gik Dansk Folkeparti markant tilbage i forhold til de seneste valg, og partiets folketingsgruppe skrumpede betydeligt.
- Der er ingen grund til at skjule, at det blev elendige valg for Dansk Folkeparti. Vi mistede mange gode og dygtige folketingsmedlemmer, og der er mange, der har gættet og analyseret på, hvorfor det gik så galt for os. Dansk Folkeparti har jo ført og fået gennemført meget af den politik, vi står for, så det er jo ærgerligt, at det ikke er politikken, vi er blevet bedømt på ved de to valg, siger Lise Bech i sin nytårstale.
Dansk Folkeparti befinder sig nu i en ny politisk situation, hvor partiet skal forsøge at få indflydelse på den politik, den socialdemokratiske regering fører.
- Vi kan desværre se, at regeringen er godt i gang med at lave udlændingelempelser, selvom Mette Frederiksen sagde noget andet i valgkampen. Der må være mange danskere, der føler sig snydt af Socialdemokratiet. I Dansk Folkeparti vil vi med næb og klør kæmpe for, at vi passer på Danmark, lyder det fra Lise Bech.