Mette får det store show til at køre som smurt
Foto: Christopher Høeg Lundberg / TV2 Nord
Torsdag løber det store show Årets Nordjyde af stablen. Som altid står TV2 Nord bag prisuddelingen, og du kan følge med på Salto og TV2 Nords facebookside.
- Hvordan får vi lige det til at passe?
Spørgsmålene til Mette Henriksen er mange, for forberedelserne inden Årets Nordjyde er ved at nå sin afslutning. Det er dagen før dagen, og de sidste prøver bliver afviklet, mens lys, lyd og billeder finjusteres.
Mette Henriksen har været med i alle seks Årets Nordjyde shows og er én af de vigtigste personer i planlægningen.
- Min titel er egentlig produktionsleder, men jeg ser mig mest som en praktisk gris, siger Mette Henriksen, idet hun iler videre til næste punkt på dagsordenen.
Kan ikke klare det selv
Hverken Mette Henriksen eller TV2 Nord klarer produktionen af det store show helt alene - og det er Mette glad for.
- Jeg er vild med det samarbejde, man får bygget op i løbet af sådan en lang periode. Der er så mange mennesker, der skal hjælpe hinanden for at få det hele til at køre, siger hun.
Udover TV2 Nord hjælper firmaerne Profox og NEP med alt fra udstyr til flere hænder. I alt er 60 personer en del af forberedelser og afvikling af showet.
Efter en kort briefing, som Mette blandt andre også står for, spotter hun en hjælper, hun ikke har set før. 30 sekunder senere er hans navn også på rulleteksterne - alle skal takkes for den tid, de lægger på showet.
Planlægning tager tid
Mette hjælper med nærmest alt, men hendes ansvarsområde er det planlægningsmæssige. Hun starter i februar, hvor dommerne udvælges og kunstnerne til showet skal programsættes.
Netop derfor er alle de store af Mettes opgaver allerede overstået, når man rammer dagene inden showet.
- Det vigtigste ved mit arbejde er, at jeg næsten ikke skal have noget at lave de sidste dage her, siger Mette Henriksen.
Hun kan dog ikke holde sig fra at tjekke, hvordan det står til med forberedelserne. I omklædningsrummene i Arena Nord, hvor showet i år skal afholdes, er der lavet midlertidige backstagelokaler.
- Alle kunstnerne får hver deres lokale, siger hun og viser et bord frem, der er pakket med slik, nødder, vin og vand.
- De har alle sammen bedt om at få ingefær, citron og honning stillet frem, så det har vi selvfølgelig fundet til dem, siger hun.
Værtsprøverne er i fuld gang inde på scenen, så Mette Henriksen trækker sig tilbage i et baglokale, hvor der ligger en masse papirer spredt ud på et skrivebord. Computeren står tændt, og tavlen er fyldt op af planer, så hun ikke misser noget.
Tidsplanen har hun ganske vist selv lavet, men det er godt nok lige at have den hængt op. Så er man på den sikre side, mener hun.
Kæmpe betydning
Mette har været på TV2 Nord siden 1. marts 1989 - altså én måned før TV-stationen startede officielt op.
Men selvom Årets Nordjyde ikke er ældre end seks år gammelt, så betyder det meget for showets praktiske gris.
- Det er mit lille barn, smiler Mette Henriksen, når snakken falder på showet.
Fra juni kunne nordjyderne indstille, hvem de synes, der har fortjent at vinde prisen som Årets Nordjyde. I år blev der indsendt 115 indstillinger, og ud af dem kom fem finalister.
- Årets Nordjyde er vigtigt, da der kommer fokus på mange af de ildsjæle, der ellers ikke får noget fokus. På den måde kan vi alle sige tak for deres store arbejde, siger Mette Henriksen.
Men showet giver ifølge Mette Henriksen også en del stof til eftertanke.
- Det er fedt at se så mange mennesker, der gør så meget godt, men det får selvfølgelig også én til at spørge, om man selv gør nok, og det kan jeg ret godt lide, siger hun.
Efter flere måneders planlægning og forberedelse går showet snart i luften, og det ser Mette virkelig frem til. Men hun glæder sig allerede til næste år, hvor det hele starter forfra.