Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Johnni, Bjarne og Merete vandt Årets Nordjyde – her er de i dag

Foto: TV2 Nord

- Heroppe i Nordjylland er vi ikke så gode til at sige, når nogen gør noget godt. Men der blev virkelig givet store skulderklap dér, og det betyder meget, siger Bjarne Holmberg, der vandt Årets Nordjyde 2020.

Nye projekter er på tegnebrættet for de tidligere vindere af årets nordjyde.

Guldkonfetti og store klapsalver væltede ned over Merete, Bjarne og Johnny, da de blev kåret som årets nordjyder i 2018, -19 og -20.

Der er sket meget siden. Johnni Olesen har netop lanceret sine planer om en ny svømmetur til fordel for julemærkehjemmet, Merete Bonde Pilgaard er ikke længere i Venligboerne og har kvittet de sociale medier, mens Bjarne Holmberg har kastet sig over at samle ind til et udendørs-anlæg i Tårs.

Det har givet et stort skulderklap

Johnni Olesen

Fælles for dem alle er, at kåringen som Årets Nordjyde var en milepæl i deres liv.

Johnni Olesen blev kåret som Årets Nordjyde 2020 for sin indsats med at samle ind til Julemærkehjemmet i Hobro. Blandt andet ved at svømme Vendsyssel rundt. Foto: TV2 Nord

Johnni svømmer Fyn rundt

Johnni Olesen, der til dagligt arbejder som murer hos et entreprenørfirma i Aalborg, har et nyt projekt planlagt næste sommer: Nemlig at svømme rundt om Fyn. Det er hele 300 kilometer, der skal tilbagelægges med arme- og svømmetag - alt sammen for at samle til Johnnis faste mærkesag: Julemærkehjemmet i Hobro.

- Det er mit nye eventyr. Det blev Fyn rundt, fordi det er min kones hjemegn. Det bliver delt op i små etaper af ti kilometer hver dag, forklarer Jonni Olesen. 

Konceptet er det samme, som da Johnni svømmede Vendsyssel rundt på 49 dage og fik samlet 175.000 kroner ind til børnene. 

Men det er ikke beløbet, der er vigtigt, når han næste sommer hopper i vandet for den gode sag:

- Jeg har aldrig haft et konkret mål for det - det er ikke vigtigt for mig. Bare det lykkes at samle noget sammen.

Johnni tager også rundt og holder foredrag om sit indsamlingsarbejde - her på soldaterhjemmet i Aalborg. Foto: Privatfoto

Hvad har det gjort at vinde Årets nordjyde? 

- Det har givet et stort skulderklap til, at det jeg laver, det er fornuftigt. Og så har det gjort mig til et endnu mere kendt ansigt udadtil - folk ved efterhånden, hvem jeg er, siger Johhni Olesen, som ikke kunne forestille sig et liv uden indsamlingsprojekterne:

- Det er både en interesse og en livsstil for mig. Jeg synes, det er fedt at hjælpe andre mennesker. Det er nok noget, der lå i kortene, at det skulle jeg bare. 

Johnni planlægger også en koncert med Stig Rossen og arrangementet 24 timer i Hjallerup i 2022 for at samle ind til sin sag. Foto: Privatfoto

Bjarne laver nyt byggeri

Bjarne Holmberg, der er halinspektør i Tårs og kendt som hal-Bjarne, har siden han fik vandt Årets Nordjyde i 2019 sat gang i et nyt projekt. Denne gang er det udendørs.

- Arbejdsmæssigt er jeg det samme sted. Dengang havde vi jo lige udbygget det her multihus og lavet nye rammer i hallen. Lige nu er det en stor legeplads og udeområde, som jeg har kastet mig over at få samlet midler til, fortæller han og fortsætter: 

- Det er bare den udvikling der er, når en ting er aflsuttet, så starter der bare en ny op i idékataloget.

Bjarne Holmberg fik titlen som Årets Nordjyde 2019 for sit ildsjæle-arbejde i Tårs. Dengang stod han for at ombygge hallen i byen til et multicenter, og så løb han halvmaraton for at samle ind til en aktivitetsvæg i byen. Foto: TV2 Nord

Bjarne Holmberg forklarer, at der er tale om et stort udendørs aktivitetsanlæg for børn, unge og voksne i forlængelse af hallen i Tårs. Det skal give mulighed for bevægelse og sammenhold udenfor med afstand.

- Jeg har købt en gammel fiskekutter, og det er min drøm at gøre den til en del af anlægget, siger han. 

Der ligger endnu ikke en startdato for byggeriet endnu, da tilladelser og tilsagn skal på plads først.

Hal-Bjarne (manden i rød t-shirt) afviklede for nyligt et cykelløb for at samle ind til det nye udeområde. Her lykkedes det at samle 170.000 ind. Foto: Privatfoto
En corona-nedlukket hal betød, at Bjarne fik tid til fondsansøgninger om penge til det nye projekt - det har givet 600.000 kroner indtil nu. Blandt andet har Salling-fonden bidraget med 200.000 til projektet. Foto: Privatfoto

Hvad betød det for dig at vinde Årets Nordjyde?

- Det giver ekstra brændstof og en motivationsfaktor, der gør, at man gør en ekstra indsats. Hvis man er i kategorien ildsjæl, så får man endnu mere lyst til at gøre nogle ting, hvor andre måske synes, at der er for besværligt, siger Bjarne Holmberg.

- Heroppe i Nordjylland er vi ikke så gode til at sige, når nogen gør noget godt. Men der blev virkelig givet store skulderklap dér, og det betyder meget.

Merete udlever venligheden andensteds

At være venlig i mødet med andre, at være nysgerrig, når du møder andre mennesker og at møde forskellighed med respekt. Det var de tre grundsætninger, Merete Bonde Pilgaard stiftede Venligboerne med tilbage i 2013. 

Og det arbejde vandt hun titlen som Årets Nordjyde for i 2018. Samme år valgte hun dog at træde ud af foreningen og fokusere på at udleve værdierne på andre måder.

Man må gerne være uenige - vi skal bare tale ordentligt sammen om det.

Merete Bonde Pilgaard

- Det stak meget i en anden retning på landsplan i forhold til det, jeg havde tænkt ideen som, forklarer Merete Bonde Pilgaard.

-   Det, jeg syntes, jeg havde skabt var pludselig så langt fra, hvad det blev opfattet som mange steder. Samtidig begyndte jeg at modtage trusler og trælse hademails. Trusler der var rettet mod mig og mine børn. 

Merete Bonde Pilgaard Vandt titlen som Årets Nordjyde i 2018 for sit arbejde i Venligboerne. Foreningen har i dag lokalafdelinger over det meste af landet. Foto: TV2 Nord

Mindre kan også gøre en stor forskel i både mit og andres liv.

Merete Bonde Pilgaard

Til sidst handlede projektet ikke længere om venlighed for Merete, der trak stikket - både fra foreningen, men også fra de sociale medier.

-  Jeg lever mit liv i den virkelige verden i nøjagtig samme ånd, som jeg skabte Venligboerne i, siger hun.

Især fokuserer hun kræfterne omkring sit arbejde som sygeplejerske i Sundhedscenter Hjørring, hvor hun har med langtidssygemeldte borgere at gøre.

- Det handler om at hjælpe dem med at finde ud af, hvad det væsentligste er i tilværelsen. Ofte er det det almenmenneskelige, folk finder frem til. At være i nogle gode sociale fællesskaber og blive mødt med venlighed og respekt, siger Merete Bonde Pilgaard.

Og det er meget det samme, som hendes arbejde var i Venligboerne:

- Det, der er anderledes for mig nu, er, at det ikke er kaotisk og aggressivt. På de sociale medier er det håbløst at styre tonen - det kan man lettere face to face. Man må gerne være uenige - vi skal bare tale ordentligt sammen om det.

Merete Bonde Pilgaard er uddannet indenfor naturterapi, mindfulness og medicinsk yoga, og det er elementer, hun bruger i sin hverdag for at leve sit liv mens hun er "fuldt tilstede". Foto: Privatfoto
Strandtur på arbejdet. Merete lever stadig efter de tre nøglesætninger fra Venligboere. - Jeg slår bare ikke så stort brød op længere. Men mindre kan også gøre en stor forskel i både mit og andres liv, siger hun. Foto: Privatfoto

Hvad betød det for dig at vinde titlen som Årets Nordjyde?

- Det havde stor betydning at få den anerkendelse af: "Prøv og hør her Merete, selvom der er nogle, der siger, du er et kæmpe røvhul og ikke skulle være født, så er der faktisk tusindvis af mennesker der siger: 'godt gået, du har gang i det rigtige', siger Merete Bonde Pilgaard, der samtidig med tildelingen af prisen modtog stribevis af hadbeskeder fra mennesker, som ikke mente, hun skulle hjælpe flygtninge. 

- Jeg har den fine skulptur stående i vindueskarmen og kan tænke: "Vildt nok - hold kæft der var gang i den der".

Se hvordan dette års nominerede til Årets Nordjyde reagerede, da de fik nyheden overbragt:


Svømmehal forvandlet til 'Danmarks smukkeste juleudstilling'

Takket være 400 kilometer ståltråd, sækkevis af mos og mindst 80.000 kubikmeter vand er nedrivningsklar svømmehal i Aars forvandlet til en eventyrlig udstilling. Kom med indenfor i videoen herover.


40 år gammelt centers fremtid hænger i en meget tynd tråd

Forstanderen på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi er skuffet over, at det ikke lykkedes de lokale folkevalgte at få centret med på finansloven.

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

- Nu skal bestyrelsen ind over og beslutte, hvad der skal ske, men det vil som minimum betyde en meget, meget kraftig beskæring. Uden tilskud til driften er der ikke grundlag for at have ansatte, og alle 12 er nu sagt op med udgangen af december, siger forstander Jane Kruse.

Jane Kruse er forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Folkecentret har den seneste tid forsøgt at overtale Folketingets partier til at bevare støtten, og Jane Kruse udtrykker stor skuffelse over, at det ikke er lykkedes de lokale folkevalgte at sikre den fortsatte drift.

- Det vil få store konsekvenser for de mange små og mellemstore virksomheder, som vi hjælper med at udvikle produkter og teste energiløsninger. Vi er også i kontakt med og hjælper mange borgere, og så det rammer det også de udenlandske ingeniørstuderende, der kommer hos os, siger Jane Kruse.

Håber, der kan findes en løsning

Folkecentret blev grundlagt i 1983 med et mål om at sætte grønne energiformer på dagsordenen. I begyndelsen handlede det meget om at udvikling af vindenergi, men siden har centret også beskæftiget sig med elbiler, biogas og solceller.

- Nu skal vi samles på mandag og se, hvordan vi kan afslutte de projekter, som vi har ansvaret for, på den bedst mulige måde.

Er der ingen muligheder for, at I kan fortsætte?

- Jeg håber meget, at der kan findes en løsning. Vi vil prøve at tage kontakt til SF og Radikale Venstre for at høre om mulighederne. Jeg kan forstå, at der skal afsættes store summer til grøn forskning, og måske kan vi komme i betragtning der, siger Jane Kruse.


Nordjysk virksomhed i front: Får første certifikat i Europa

Lige nu er Grøn Brint den eneste virksomhed, der har fået uddelt bæredygtigheds-certifikatet. Men andre er på vej.

Jens Peter Lunden har altid været foregangsmand i sit erhverv. I 1989 købte han sit første landbrug, og siden har han gjort mange tiltag for miljø og bæredygtighed.

Han er også hovedmanden bag Gårestrup EnergiØ, hvor der både ligger grisestald, biogasanlæg og vindmøllepark. Jens Peter Lundens virksomhed Grøn Brint, som også har Norwegian Hydrogen i ryggen, er også en del af energiparken.

Og det er den virksomhed der i onsdags fik den første bæredygtighedscertificering af sin slags i Europa - og muligvis i hele verden.

- Det er noget, vi har arbejdet på længe, og vi er rigtig glade for at få den, så vi kan komme i gang med at producere nogle produkter til det marked, vi er på vej ind i, siger Jens Peter Lunden.

Se indslaget her:

Adgang til tysk marked

Certificeringen er givet til Grøn Brint i forbindelse med deres arbejde med et bæredygtigt brændstof. I 2023 blev der sammen med Norwegian Hydrogen investeret i brintproduktion, som gennem biogasproduktionen i sidste ende er med til at indfange CO2 og lave metan, hvor energien er bundet i et grønt brændstof.

Og certificeringen har været nødvendig, for ellers kan brændstoffet ikke afsættes.

- Det giver adgang til de markeder, hvor man kan sælge, og certificeringen er den godkendelse, der siger, at vi har en grøn værdi at sælge, siger Jens Peter Lunden.

Lige nu er Grøn Brint den eneste europæiske virksomhed, der har certificeringen. Men forventningen er, at andre virksomheder er lige på trapperne med også at få en. Og så er næste skridt at komme ud over rampen fra Gårestrup.

- Vores eksportland er Tyskland, og de regner med at kunne tage imod fra 1. januar, og så er vi klar til business, siger Jens Peter Lunden.

Økonomi- og kvalitetschef Rasmus Hedegaard Bang viser certifikatet frem.

'Du' så lort': Skoleelever viser hadbeskeder frem

6.A med en række beskeder fra de sociale medier.

Skoleelever lærer at passe på sig selv på de sociale medier.

'Fuck I er klamme' og 'luder' er bare nogle af de udtryk, som børn og unge kan støde på på de sociale medier.

Derfor har Vesthimmerlands Kommune i denne uge sat fokus på børn, unge og sociale medier med kampagnen '#værtjekketpånettet'.

- Vi forsøger at lære børn og deres forældre, hvordan man begår sig bedst på de sociale medier, forklarer SSP-ungeteammedarbejder Tina Frost Petersen, mens hun er i gang med at styre en konkurrence for elever på Gedsted Skole.

SSP-ungeteamet er på besøg med deres kampagnemateriale, der skal få eleverne til at sætte ord på de oplevelser, de har på nettet. Mange unge bruger de sociale medier hver eneste dag, og for mange er det den vigtigste sociale kommunikation.

Tina Frost Petersen mener, at udelukkelse af fællesskaber er det hyppigste problem blandt unge.

- Det, vi oftest oplever som et problem, er udelukkelse. Altså at en ung holdes udenfor et fællesskab på de sociale medier. De er jo online 24-7, så de opdager meget let, hvis der foregår noget i en gruppe, og de ikke får lov til at deltage, forklarer Tina Frost Petersen.

Se indslaget her:

Kender til hadbeskeder

Den problematik kender eleverne fra 6.A på Aars Skole godt. De deltager i #værtjekketpånettets videokonkurrence, og mens de filmer en video om hadbeskeder, har de alligevel tid til at fortælle om deres egne oplevelser:

- Det er for eksempel, hvis der er nogen, som holdes uden for en Snapchat-gruppe, forklarer Andreas Stiller Jonasen, der er elev i 6. klasse, og han bakkes op af klassekammeraten Dicte Klitgaard Nielsen:

- Hvis man nu spiller et onlinespil med nogle andre, som man ikke kender, og de så pludseligt begynder at skrive grimme ting til en, 'du' så lort' og den slags. Det tror jeg alle i klassen har oplevet, forklarer hun.

SSP-ungeteamet på besøg på Gedsted skole

Begge elever fortæller, at det har været rart at have undervisning med fokus på onlinetilstedeværelse - også selvom Dictes forældre ikke har ladet hende oprette sociale profiler endnu.

- Her kunne jeg jo godt sige, at de var nogle dumme forældre, men jeg ved godt, at de gør det for at passe på mig, siger hun.


Lukning af fabrik løser udfordring hos konkurrent

Foto: Outline Vinduer

Fire medarbejdere er indtil videre skiftet fra den ene dørproducent i området til den anden.

I slutningen af august blev det meldt ud, at den dørproducent Jeld-Wen til nytår lukker sin fabrik i Løgstør efter 43 år. Det drager vindues- og dørfirmaet Outline Vinduer i Farsø nu nytte af.

De har nemlig indtil videre overtaget fire af de cirka 150 medarbejdere hos Jeld-Wen, som står til at miste deres job som følge af fabrikslukningen. Det fortæller Outline Vinduer i en pressemeddelelse.

- Jeld-Wen har været meget proaktive i forhold til at hjælpe folk videre, og det er virkelig glædeligt at se, når virksomheder gør en indsats som denne for at afhjælpe en ellers trist situation med produktionslukning. Vi har via deres jobmatch også været i kontakt med mange flere potentielle nye medarbejdere, som vi godt kunne være klar til at ansætte, så snart højsæsonen begynder igen, siger fabrikschef i Outline Vinduer, Michael Hejlesen.

Svære at finde

Gitte Jensen fra Vilsted er en af de medarbejdere, der er skiftet til den konkurrerende vindues- og dørproducent. Hun var i lære som maskinsnedker hos Jeld-Wen og får nu mulighed for at fortsætte sin uddannelse hos Outline Vinduer.

- Det var selvfølgelig en rigtig ærgerlig nyhed, da vi fik at vide, at vi ikke længere kunne arbejde ved Jeld-Wen, som ellers har været en god arbejds- og læreplads. Men virksomheden gør heldigvis meget for at få folk i job, og jeg er selv utrolig glad for at være kommet så hurtigt videre, siger hun og fortsætter:

- Jeg bor med min mand og tre børn, og derfor havde jeg heller ikke råd til at være arbejdsløs - og jeg nåede da også at overveje, om jeg kunne risikere at skulle droppe ud af uddannelsen. Heldigvis har Outline været meget fleksible i forhold til at finde en god løsning, siger Gitte Jensen.

Outline Vinduers fabrikschef glæder sig - trods de ærgerlige omstændigheder - over, at han har fået to maskinsnedkerlærlinge mere i produktionen.

- Vi oplever til tider, at vi skal kæmpe en del for at få maskinsnedkere og maskinsnedkerlærlinge, og det er vigtige kompetencer for os at have i huset. Derfor glæder vi os også meget over, at vi nu - udover de to lærlinge, vi allerede har - kan tilføje to mere til produktionen. De er allerede kommet rigtig godt fra start, siger Michael Hejlesen.