Andreas' træning blev afbrudt af Aalborg Garden, da han blev kåret som Årets Nordjyske Ildsjæl
Det startede med en lille legetøjsbil med et båthorn, og pludselig kunne Årets Nordjyske Ildsjæl høre et orkester træde ind i hallen.
Årets Nordjyske Ildsjæl hedder Andreas Sondrup. Andreas har ikke rundet sin 30 års fødselsdag endnu, men sin unge alder til trods har han allerede været formand for Nibe HK i over tre år.
Andreas har vundet titlen som Årets Nordjyske Ildsjæl for det store arbejde, han gør i Nibe HK som både formand og træner.
Fordi han som ungt og driftigt foreningsmenneske er et billede på det, der skal holde vores alles foreninger i gang i mange år endnu.
Det har jeg virkelig stor beundring for
Da dommerkvartetten bestående af festivalleder Peter Møller Madsen, stifter af Lykkeliga og tidligere professionel håndboldspiller Rikke Nielsen, iværksætter og influencer Josefine Valentin samt TV2 Nords direktør Mikael Justesen, satte sig sammen for at finde vinderne af de fire priser, der er blevet uddelt, faldt deres øjne hurtigt på Andreas.
Hvad foregår der?
Andreas Sondrup under overraskelsen
- Børn, unge og seniorer mødes i den arena, der ikke er skole eller arbejde: Foreningerne. I foreningerne er alle lige, og jeg er meget bekymret for foreningslivet i Danmark, fordi man tager for givet, at der nok er nogen, der hjælper, lød det fra Rikke Nielsen som fortsatte:
- Og så kan vi bare se, at enten er det Tordenskjolds soldater, der træder til - eller også er der ikke nogen. Så at en ung fyr som Andreas sætter sig i spidsen og får ting til at ske i Nibe Håndboldklub, det har jeg virkelig stor beundring for.
Andreas Sondrup blev valgt som vinder af Årets Nordjyske Ildsjæl foran de værdigt nominerede Benny Vindelev, der er projektleder ved Aalborg Stift og forestår konfirmationsundervisning af blandt andre børn med autisme og Martin Bossen, der er initiativtager og frivillig i Safehouse Aalborg.
Aalborg Garden og 100 klubkammerater overraskede
Udover at være formand i Nibe HK er Andreas Sondrup også træner for U17- og U19-drengene i klubben - så da TV2 Nord skulle overraske Andreas, skulle det naturligvis være i hallen.
Det tunge skyts blev rullet ud for at tage fusen på formanden, der gør en dyd ud af at vide, hvad der foregår.
Bestyrelseskolleger bidrog til den hemmelige plan og samlede omkring 100 medlemmer fra klubben inklusiv trænere og familiemedlemmer - og så sørgede Aalborg Garden for at gøre det til en særdeles storslået overraskelse - med masser af glimmer.
Se det hele i videoen herunder: