Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

White Hawks uddelte bøllebank til Aalborg Pirates

Foto: Preben Nielsen - e-frame

White Hawks laver eksplosivt comeback i anden periode og vinder lokalopgør over Aalborg Pirates 10-2.

Med et sandt syv-måls bombardement i anden periode lammetævede Frederikshavn i aftes de synkende pirater fra Aalborg.

Frederikshavn White Hawks er nyt tophold i Metalligaen, efter at høgene fredag aften bankede Aalborg Pirates med 10-2 - samtidig med, at SønderjyskE overraskende tabte 2-3 på hjemmebane til bundholdet Herlev, skriver Kanal Frederikshavn.

White Hawks spillede dog ikke som et tophold i kampens første halvdel. Faktisk førte piraterne med 2-1, da der var spillet 29 minutter. Det var tredje gang ud af tre mulige, at Aalborg kom foran mod Frederikshavn i denne sæson, men White Hawks har erobret alle ni point.

Godt hjulpet på vej af en scoring allerede efter 31 sekunder dominerede Aalborg Pirates åbningen på kampen. 
Farlige Olle Liss sendte pucken forbi Georg Sørensen efter forarbejde af de to tidligere WH-spillere Nicolai Meyer og Christopher Frederiksen. Det så meget nemt ud, men måske var WH-keeperens udsyn spærret. Det signalerede Georg Sørensen med sin reaktion.

Det blev også 2-0 til gæsterne i tiden 3:33 efter et opspil, som nærmest mindede om en scene til sæson to af Norskov, hvor de hvidblusede desværre var i rollen som statister, mens Aalborg smukt kombinerede sig igennem. 
I minutterne efter var piraterne i flere situationer tæt på endnu en scoring. Viljen lyste ud af øjnene, mens flertallet af tilskuerne frustreret var vidner til, hvordan frederikshavnerne slet ikke var klar til dette nordjyske prestigeopgør. Sørgeligt var det.

Et stolpeskud af Mads Larsen efter 11 minutter pustede nyt liv i kampen. White Hawks kom langt bedre med og blev nu endelig nærgående. Og straks kvitterede publikum med øget opbakning.
Reduceringen faldt i tiden 18:09, og målet var resultatet af ét af mange fine WH-angreb i slutningen af første periode. Aalborg-forsvaret var totalt væk, da Christian Kristiansen fra tæt hold sendte Niclas Edmans aflevering i nettet.

Stillingen var således 1-2 efter første periode. Fuldt fortjent føring til de unge pirater, som kom stærkest ud. Men afslutningen af spredte optimisme i Scanel Hockey Arena.

Anden periode skrev sig ind i historiebøgerne. Gæsterne begyndte igen bedst og viste den rigtige indstilling. Det lykkedes dog ikke at udnytte overtaget og udbygge føringen. I stedet gik White Hawks mål-amok og scorede SYV mål i de sidste 11 minutter af anden periode.

Adam Miller udlignede i powerplay i tiden 29:09, assisteret af Mads Larsen og Tim Kunes. Målet faldt i powerplay, men her så Marcus Lundell i Aalborg-målet skidt ud.

Tre minutter inden scoringen var Aalborgs Lasse Jul Korsgaard blevet båret fra banen efter et grimt sammenstød med banden. Det var et hændeligt uheld, men synd for aalborgenseren, der tilsyneladende ramte ind i banden med hovedet forrest.

Udligningen var startsignalet til en sprudlende sidste halvdel af anden periode. Høgene scorede nærmest på alt, mens Aalborg-holdet gik mere og mere i opløsning.

Det flotteste mål var Rasmus Søndergaards scoring til 3-2. Christian Kristiansen vandt et faceoff, afleverede bagud til Thomas Søndergaard, som så sin storebror, Rasmus Søndergaard, stak. Afleveringen fra lillebror lå perfekt. Rasmus Søndergaard fortsatte ind mod mål, hvor han sendte pucken forbi Marcus Lundell.

23 sekunder senere øgede Robin Bergman til 4-2. Svenskeren var én af de spillere, som havde været væk i den første halvdel af kampen, men alene med sin landsmand i Aalborg-målet svigtede han ikke.
56 sekunder senere var det fjerdekæden, som slog til. Christian Chapman scorede, assisteret af Gorm Topholt og Frederik Bjerrum.

Der gik blot 45 sekunder, inden Steffen Klarskov styrede pucken i nettet, assisteret af Robin Bergman og Marcus Olsson.

Nu tog Aalborg-træner Jens Nielsen timeout, men Lundell blev stående i målet. Han måtte hente pucken ud af netmaskerne to gange mere. Nu var det Mathias Bau, som meldte sig ind i kampen med to scoringer. Adam Miller assisterede til begge mål, mens Colin Vock nøjedes med at have en stav med i scoringen til 7-2.
8-2 til høgene efter anden periode.

Og stillingen var 1-2, da der var spillet 29 minutter. Kunne målfesten fortsætte i tredje periode, hvor gæsterne skiftede målmand?

Ind kom Jesper W. Pedersen, men han blev allerede passeret i tiden 43:01 øgede Colin Vock til 9-2 i powerplay. Adam Miller og Mahias Bau assisterede.

Kort efter udgik WH's Marcus Olsson, Han blev ramt direkte i ansigtet af et hårdt slagskud fra Robin Bergman. Olsson var straks over, at den var helt gal og skøjtede direkte i omklædningsrummet. Endnu et grimt, men hændeligt uheld, men han dog på isen igen.

Det stoppede dog ikke hjemmeholdet. Robin Bergman gjorde det til 10-2 i tiden 50:49. Steffen Klarskov assisterede.

Mod slutningen fik de 2001 tilskuere endda et western-slagsmål at gå hjem på. Lokalopgør, når det er bedst. 
Glemt var, at White Hawks spillede som et pund fars i store dele af kampens første halvdel - ja, faktisk kunne man have flere af spillerne mistænkt for at have drukket et julesnaps som optakt til lokalbraget.


Breaking

Helikopter sendt i luften: Redningsaktion i gang i Skagen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Opdateres...

Lørdag eftermiddag omkring klokken 14:00 er en redningsaktion i gang ved Skagen.

Skagen Redningsaktion har redningsbåde i vandet, og SAR-helikopteren fra Flyvestation Aalborg er også sendt i luften.

- Det sker på baggrund af et nødsignal om en vinterbader, der muligvis er nødstedt.

- Helikopteren er nu nået frem, og de er i gang med at afsøge området ud fra vind- og strømforholdene. Man søger, men der er ikke fundet noget endnu, siger vagthavende hos Forsvarets Operationscenter.

Det var personer på stranden, der slog alarm, da de tilsyneladende så en person, som havde problemer.

- Lige nu bliver vi ved med at søge så længe, det giver mening. På et tidspunkt giver det ikke mening længere, fordi overlevelsesmulighederne er for ringe. Men det kan også være, personen ikke er nødstedt. Det har vi set før, siger vagthavende.

Her ses de i alt tre redningsfartøjer, der er i vandet ud for Skagen. Danpilot Bravo, SAR BUOY og FRB 08. Foto: Vesselfinder

Få forklaringen: Derfor fravælger Venstre-profil Nordjylland

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Christian Friis Bach oplyser lørdag, at han skifter Nordjyllands Storkreds ud med Sjællands Storkreds.

Venstre-politikeren Christian Friis Bach fik ved det seneste folketingsvalg 1489 personlige stemmer, da han blev valgt ind i Folketinget i Nordjyllands Storkreds.

Men nu forlader han det nordjyske. Social- og handicapordføreren for Venstre skifter Nordjyllands Storkreds ud med Sjællands Storkreds.

Tre hovedårsager

Skiftet væk fra Nordjylland er en beslutning, der har været undervejs. Faktisk siden han skiftede Radikale Venstre ud med Venstre i august, fortæller han.

- Jeg har været rigtig glad for at være i Nordjylland, og jeg har følt mig godt hjemme. Så det har også været i overvejelserne, om jeg skulle blive, siger han til TV2 Nord.

Venstre-politikeren nævner, at der er tre årsager, der gør, at han fremover stiller op på Sjælland.

- For det første er det af respekt for mine gamle kolleger i Radikale Venstre i Nordjylland, og det arbejde de har gjort for mig. Det vil ikke være så sjovt, hvis jeg skulle stå og kæmpe om de samme lygtepæle mod nogle af dem, som har hjulpet mig med at sætte plakater op tidligere.

Derudover har der været et større analysearbejde i gang fra Venstres side, siden Christian Friis Bach blev en del af partiet.

- Der er analysefolk, der har haft gang i den helt store regnemaskine, for at finde ud af hvor jeg kan gøre den største forskel for Venstre. Og det er på Sjælland. Det handler om, hvordan stemmerne faldt sidste gang, og hvem der stiller op hvor, siger Christian Friis Bach.

- Og så til sidst er det jo selvfølgelig nemmere praktisk, når jeg bor på Sjælland. Også selvom jeg har meget familie i Nordjylland og ofte kommer deroppe, lyder det.

Har nordjyske stemmer i baghovedet

Selvom Christian Friis Bach nu fremover stiller op i Næstved-kredsen, så vil de nordjyder, som har givet deres stemme til Venstre-politikeren ikke blive glemt, forsikrer han.

- I den tid jeg er i Folketinget, vil jeg stadigvæk bakke op om Nordjylland og kæmpe for den nordjyske dagsorden. Der er nordjyder, der har stemt på mig, og jeg vil fortsat kæmpe for dem, siger Christian Friis Bach og nævner kampen om et forbedret elnet og de store investeringer i Forsvaret som noget, der skal komme Nordjylland til gode.

Christian Friis Bach oplyser desuden, at der også har været nordjyske lokalkredse hos Venstre, som har forsøgt at få ham til at stille op for dem.


Jaget og overfaldet: Hjemløse Flemmings største drøm er blevet virkelig

Foto: Lonni Vad Dam Daugaard/ TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

- Det med at leve på gaden er sgu ikke lutter lagkage.

Sådan siger Flemming Meder Hansen, der har været ude for lidt af hvert gennem livet.

Med en barnevogn fyldt med sine ejendele og hunden Iza levede Flemming i mange år på gaden.

Men det kunne han ikke holde til længere.

- Jeg har dårlige ben og ryg, og Iza er jo ni år gammel. Hun er også en gammel pige efterhånden, fortæller han.

Efter en svær opvækst og en fængselsdom havde Flemming oddsene imod sig.

Han oplevede at blive jaget væk og endda overfaldet, mens han sov på gaden.

- Den ene stod og joggede mig på halsen, og så blev jeg ellers frarøvet, alt jeg ejede. Telefon, penge, alt hvad der kunne bruges, fortæller han om det hårde liv som vagabond.

Men nu er lykken vendt, for Flemming har fået sin egen treværelses lejlighed i Mosbjerg.

Foto: Lonni Vad Dam Daugaard/ TV2 Nord

Lejligheden er fyldt med møbler fra genbrug, og snart skal et stort billede af ham og Iza pryde en af væggene.

Du kan se hvordan det er lykkedes Flemming - selv, uden kommunens økonomiske hjælp - at sin helt egen lejlighed, nederst.

Stedet er blevet en tryg base for den tidligere vagabond og hunden, der allerede har faste pladser. Sofaen, der er købt for 300 kroner i genbrug, er nemlig Izas domæne. Flemming må i stedet nøjes med gyngestolen.

- Iza skal være her, vi andre må være her, siger Flemming.

Han har jævnligt besøg af venner, der glædeligt kommer for at hygge med en øl eller to, men det er noget ganske andet, han nyder mest:

- Du kan lukke din dør. Og du kan tage tøjet af og sidde i underbukser. Og du kan sidde og slappe af uden at skulle tænke på, om der kommer nogen, fortæller Flemming.

Se 'Iza og vagabonden' her:


Borgmesteren deler god nyhed: Skal være lige så berømt som Rød Aalborg

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det er alle millionerne værd, når Aalborg Kommune skyder penge i Kunsthal Spritten.

Endelig er det tilbage på sporet. Og det gør det svært for den siddende borgmester at tørre smilet af

- Det er en historisk milepæl for vores industriarv og vores kulturarv.

Sådan lyder det fra borgmester i Aalborg, Lasse Frimand Jensen (S), når talen falder på at omdanne dele af de gamle spritfabrikker til et sted for kunst og kultur.

Den afgørende del af projektet er nu officielt skudt i gang, og det skal være færdigt om to år.

Budgettet lyder på 350 millioner kroner. Otte fonde betaler de 295 af dem, mens Aalborg Kommune står for de sidste 55 millioner kroner.

- Jeg tror, det her kan være med til at sende Aalborg ud i verden, lige som Aalborg Akvavit gjorde. Jeg tror, det kan være med til at tiltrække verden til Aalborg, og det er jeg enormt stolt over, siger Lasse Frimand Jensen til TV2 Nord.

Kampen mellem kultur og velfærd

Borgmesteren tror, at projektet og det store kunstværk på 30 meter i højden vil tiltrække turister fra hele verden.

Derfor er det også 55 kommunale kroner værd. Penge der i princippet kunne være brugt på eksempelvis kernevelfærd.

- Det må aldrig blive en kamp mellem velfærd og kunst og kulturoplevelser i min optik. Det er hinandens forudsætninger, og ikke hinandens modsætninger, påpeger Lasse Frimand Jensen.

Ud over de 55 millioner i engangsbeløb, så har Aalborg Kommune også sat penge af til driften af Kunsthal Spritten, indtil bygningerne og kunstværket står klar om cirka to år.


Populær juleudstilling giver café flere hundrede ekstra kunder om dagen

Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

I Aars nyder handelslivet godt af, at byens juleudstilling trækker folk til fra nær og fjern.

Et gammelt ordsprog lyder, at når det regner på præsten, drypper det på degnen.

Det er et ordsprog, som de godt kan nikke genkendende til her i juledagene i Aars. For mens rigtig mange gæster besøger byens populære juleudstilling, nyder resten af byen godt af de mange ekstra besøgende i byen.

Det gælder blandt andet caféen Frk. Kold, der ligger på samme vej som juleudstillingen. Fredag ved frokosttid er caféen stuvende fuld, og ejeren Anette Kold må bede gæster om at vente i baren, indtil der igen er et ledigt bord.

Normalt ser det ikke sådan ud i caféen ved frokosttid på en hverdag, men her i julemåneden har det ikke været et usædvanligt syn.

- Vi har lidt flere kuverter – måske 2-300 om dagen, siger Anette Kold og griner, inden hun fortsætter:

Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord

-  I hvert fald er vi oppe på knap 400 på de sidste to dage, hvor vi måske vil ligge på 60 normalt, lyder det fra ejeren af caféen.

Kø ud på gaden

Roden til den ekstra travlhed skal man ikke kigge langt efter. Den findes nemlig bare et par hundrede meter nede af gaden, hvor den berømte blomsterkunstner Johnny Haugaard har opsat en spektakulær juleudstilling i byens gamle svømmehal.

Juleudstillingen har været åben siden 22. november, og siden den dag har Frk. Kold haft travlt som aldrig før. Flere gange har caféen haft kø til ude på gaden, mens de også har måtte bede gæster om at gå en runde i Aars, inden de kunne komme igen i håbet om at få en plads.

- Det betyder alverden. Der er jo nogen, der ikke en gang ved, hvad Aars er – det ved de nu, og jeg er sikker på, at de kommer igen, siger Anette Kold.

Slutter 5. januar

I Aars nyder hele handelslivet godt af de mange gæster udefra, som har fået øjnene op for byen takket være juleudstillingen. De lokale indbyggere derimod har der ikke været meget plads til inde hos Frk. Kold de seneste tre uger.

- Man bliver da stolt, for de fleste kunder siger, at de er blevet anbefalet af andre og af juleudstillingen, og det er fantastisk, siger Anette Kold.

Glæden kan dog ikke vare evigt, for den 5. januar er sidste dag med juleudstillingen i Aars.

Vil I gerne have forlænget juleudstillingen lidt?

- Ja, det ville da ikke gøre noget. Desværre skal min daglige leder på ferie i tre måneder, så der skal noget nyt personale til, svarer Anette Kold.