Voldsom brand i Gistrup: - Vi måtte redde børnenes skolesager ud af huset
Nordjyllands Beredskab fik travlt, da flammer truede med at 'æde' flere villaer på Spiren i Gistrup. Foto: Per Frank Paulsen
Den kraftige vind fik ilden til at sprede sig hurtigt til to nabobygninger, der også blev skadet af røg og sod.
En villa på Spiren i Gistrup står lørdag eftermiddag tilbage med massive røg-, sod- og vandskader, efter en kraftig brand hærgede huset.
Branden brød ud ved husets nærliggende skur, og den spredte sig herefter hurtigt, oplyser indsatsleder Anders Brosbøl.
- Da vi kommer derud, har ilden spredt sig fra skuret til garagen og videre over i den bil, der holder dér. Derfra går det stærkt på grund af den kraftige vind, så ilden spreder sig også til naboens hus og garage via den ene gavl, fortæller han.
Ilden var så voldsom, at fem meter af tagkonstruktionen styrtede sammen.
- Huset er hårdt ramt, for det er både skadet af al røgen, soden og vandet, vi brugte, for at få slukket ilden, siger indsatslederen.
Ud over nabohuset, blev også et andet nærliggende hus skadet og skal nu også renses for røgskader.
- Her bor der en dagplejer, der skal have huset fyldt med børn i morgen. Så Skadesservice er i fuld gang med at få styr på røglugten, så det kan blive klar til dem, fortæller Anders Brosbøl.
Branden opstod formentlig på grund af en ukrudtsbrænder, som husets beboer benyttede.
- Alt tyder på, det var dén brænder, der kan have startet branden. Intet tyder i hvert fald på, at den var påsat, siger vagtchef hos Nordjyllands Politi Ole Buus.
Fik reddet børnenes ting ud
Selv om branden gik hårdt ud over villaen og to nabohuse, kom beboerne ikke noget til.
- Da vi ankommer, står faderen og tager imod os. Moderen og børnene har søgt hen til et af husene på vejen og opholder sig dér. Og det var nok også meget godt, siger indsatsleder Anders Brosbøl.
Efter brandfolkene havde fået kontrol med ilden, fik de reddet familiens vigtigste værdigenstande ud af det røg- og vandskadede hus.
- Vi fik også reddet børnenes skolesager ud, siger Anders Brosbøl.
Brandfolkene har nu overladt arbejdet med at rense huset til Skadesservice. Men de vender tilbage igen søndag aften for at sikre sig, at flammerne ikke er blusset op igen.