Vold på varmestue: Mand fra hjemløsemiljø anholdt og sigtet
Foto: Anderst Hestbek
To personer kom natten til mandag op at toppes på en natvarmestue i Aalborg. Den ene person blev anholdt og sigtet.
To personer fra hjemløsemiljøet i Aalborg gav natten til mandag noget at se til for Nordjyllands Politi.
På Kirkens Korshærs Natvarmestue i Søndergade i Aalborg blev de to personer uenige cirka klokken 02.18, og det førte til en voldsepisode på varmestuen.
- Den ene af de to personer, en 36-årig mand, som vi betragter som gerningsmanden, giver flere knytnæveslag til den anden persons ansigt, og han sparker ham også flere gange i hovedet, forklarer Bruno Brix, vagtchef hos Nordjyllands Politi.
Den forurettede, en 42-årig mand, kom dog ikke alvorlig til skade ved voldsepisoden, oplyser vagtchefen.
Kort tid efter episoden kunne Nordjyllands Politi anholde den 36-årige mand, og han fik lov til at overnatte i detentionen.
Manden er sigtet for kvalificeret vold, og han vil blive afhørt her til morgen. Vagtchefen ved endnu ikke, om han vil blive fremstillet i grundlovsforhør.