Vision: Egholm skal være naturpark
Ejerne af Egholms største gård, familien Thomsen, planlægger at nedlægge den konventionelle landbrugsproduktion og i stedet omdanne halvdelen af Limfjordsøen til en naturpark.
Jens Thomsen, der er barnefødt på Egholm, er i færd med at overtage sine forældres og øens største gård. Sammen med sin mand Daniel Hansson vil de ændre næsten alt, som det ser ud i dag.
- Egholm er jo enestående, fordi den ligger jo nærmest midt i Aalborg. Vi kalder den selv øen i Aalborg, og det er selvfølgelig det, vi synes, man skal tage udgangspunkt i. Egholm er måske ikke så interessant som landbrugsområde men langt mere som et fantastisk område, som aalborgensere og gæster til Aalborg kan besøge, siger Jens Thomsen.
Svin erstattes af frilandskvæg
Og der er store forandringer på vej, hvis det står til initiativtagerne. Familien Thomsen ejer cirka 320 hektar landbrugsjord - eller godt halvdelen af Egholm. Det er planen, at de dyrkede marker skal vige pladsen for græs, og gårdens svinebesætning erstattes af frilandskvæg.
- Vores tanke går i høj grad på at lægge arealerne ud i græs - altså plante landbrugsjorden til i græs og lade det gro permanent. Det betyder, at du får en langt større biodiversitet med flere forskellige planter, dyr og insekter, og en langt højere lagring af CO2. Det er en meget mere interessant måde at have natur på, siger Jens Thomsen.
Meget mere skov på Egholm
Omlægningen til naturpark betyder også, at der skal plantes 50-100 hektar skov. I dag har Egholm kun en brøkdel tilbage af den skov, der engang dækkede store dele af øen. Her står flere ældgamle egetræer, der er næsten helt dækkede af vedbend, så skoven står nærmest stedsegrøn.
- Det er helt eventyragtigt, at gå herinde med skovbunden helt dækket af vedbend og de armstykke stængler op ad træerne. Vi vil have meget mere skov på Egholm, som øen tidligere havde masser af, siger Jens Thomsen.
Vi vil have meget mere skov på Egholm, som øen tidligere havde masser af,
Jens Thomsen, initiativtager, Egholm Naturpark
Foreløbigt er Egholm Naturpark stadig en vision, men projektet er så velbeskrevet, at øens beboere har været inviteret til et informationsmøde om planerne. Gitte Røndrup, hvis familie har boet på øen i flere hundrede år, er begejstret.
- Jeg tror, at alle var ved at falde ned af stolene, da vi så projektet foldet ud. Det er jo visionært, det er tænkt stort, og vi blev overraskede. Det er glædeligt, at der er nogen, der vil skabe udvikling på Egholm i stedet for afvikling, og vi håber, at en eventuel naturpark vil betyde, at vi får endnu flere gæster, der kommer og besøger os, siger Gitte Røndrup.
Vil anlægge lille landsby
Forandringen af Egholm skal delvist finansieres af et ambitiøst byggeprojekt, der samtidigt betyder, at den store svinefarm, hvor Jens Thomsen er vokset op, helt forsvinder. I stedet skal der anlægges en lille landsby, hvor nye egholmere kan flytte til.
- Vi ved, at der er stor efterspørgsel på boliger på Egholm, så hvis projektet lykkes, skal svinestaldene og siloerne rives ned for at give plads til almindelige boliger. I første omgang et antal huse i en tæt lav bebyggelse, som det vi vil kalde en moderne landsby, siger Jens Thomsen.
Du kan læse meget mere om visionen og projektet i dette link: