Villy samler skrald i Lille Vildmose: 12 trailerfulde er fjernet fra naturen
Foto: Privatfoto
Bunken til venstre er ødelagte dåser, dåserne i midten er uden pant, og dåserne til højre er med pant.
Efter et år har Villy Jensen samlet nok skrald ind til at fylde 12 trailere. Han håber, alle vil passe bedre på naturen i fremtiden.
I flere år har har Villy Jensen fra Klarup gået en tur i området ved Lille Vildmose i det østlige Himmerland. I første omgang var det for at nyde sin hobby med at tage naturbilleder, men for cirka et års tid siden, begyndte han at samle skrald på sine gåture.
Og på lidt over et år med gåture flere gange om ugen har han samlet skrald nok til at fylde ikke mindre end 12 trailere.
- Det er bare ikke i orden, at folk smider affald i naturen, siger Villy Jensen til TV2 Nord.
I november var vi med Villy Jensen på en af hans gåture i Lille Vildmose. Det kan du se lige her:
Fra kaffemaskiner til vævelim
Villy Jensen har boet i Klarup det meste af sit liv, og har benyttet sig af naturen i Lille Vildmose i mange år. Men da rabatterne på en af de store veje langs Lille Vildmose blev klippet i foråret 2020, kom en masse skrald til syne, som rabattens høje bevoksning tidligere havde skjult.
- Så jeg ventede først en uge på, at nogen skulle komme og rydde op. Så to uger. Og da der ikke var sket noget efter en måned, tænkte jeg, at så måtte jeg altså selv samle det sammen, siger Villy Jensen, der er pensionist.
Og det var lige præcis, hvad han endte med at gøre. En sæk blev til flere, for skrald var der nok af i området.
- Der gik måske lidt sport i, at få fjernet så meget skrald som muligt. De store mængder affald var ret overvældende, siger han.
Og ifølge Villy Jensen er det meget forskelligt, hvad naturen byder på. Også når det kommer til affald.
- Dåser, bleer og cigaretskodder er noget af det, jeg ser mest af. Men jeg har også fundet en hel ubrugt dåse vævelim, siger han, og fortsætter:
- Men det værste jeg har fundet, var nok da der lå en kaffemaskine, en blender, fem-seks stegepander og en bunke plasticlåg i en grøft. Som om nogen havde skiftet køkkenudstyr og bare smidt det gamle i grøften i Lille Vildmose.
- Hvorfor kører man så ikke bare på genbrugspladsen med det?, spørger han.
Jeg nyder den natur, jeg efterlader.
Villy Jensen, pensionist, Klarup
Et fællesskab om ren natur
Siden Villy Jensen startede med at samle skrald i naturen har han et par gange lagt billeder op af det indsamlede skrald på Facebook. Mest for at få folk til at forstå, hvor meget det egentligt drejer sig om.
- Jeg synes ikke, det hjælper at kalde folk for skovsvin og idioter. Hvis man gerne vil have ændret tingene, må man gøre noget aktivt, for at det kommer til at ske, siger han.
Derfor håber han også, at hans nyeste billede med tre bunker af gamle dåser, som han har samlet op i Lille Vildmose, vil åbne en debat om panten på dåser. Og ikke mindst om fraværet af pant på tyske dåser.
- Der er jo klart flest dåser, der enten er blevet ødelagt, eller som der ikke er pant på, fordi de højst sandsynligt kommer fra tyske grænsebutikker. Men hvis der var en højere pant på danske dåser og der også var pant på de tyske, vil folk nok ikke smide dem i naturen, siger Villy Jensen.
Han fortæller, at efter han har lagt billeder af skrald, han har indsamlet fra naturen, på sociale medier, har flere fundet plastichandskerne og skraldeposerne frem.
- Det er fantastisk at se, hvordan så mange har lyst til at hjælpe med at holde naturen ren, siger pensionisten fra Klarup.
Selvom Villy Jensen kan blive ved med at samle skrald flere gange om ugen, bliver han ikke træt af det.
- Jeg ærger mig ikke over det affald, jeg møder. Jeg nyder den natur, jeg efterlader.