Skræmmende politijagt i Aalborgs gader: Ramte 100 kilometer i timen
To unge mænd forsøgte i går på deres crossere at flygte fra politiet. Det ledte til en kort og hidsig jagt gennem Aalborg.
To unge mænd på 17 og 23 år kan se frem til flere bøder for et større antal færdselsovertrædelser i Aalborg søndag aften.
For da Nordjyllands Politi klokken 21:24 kommer ud til de to unge mænd på Vendelbogade, da de modtager et opkald fra en borger der mente, at de kørte uhensigtsmæssigt, valgte de at flygte frem for at tale med politiet.
Det førte til en hidsig jagt gennem Aalborg, som blandt andet kom forbi Prinsensgade og Sønderbro, inden politiet foretog anholdelsen af de to unge mænd klokken 21:28.
Se billederne efter den hidsige jagt.
Politiet fik ikke præcist målt farten på de to crossere, men i politiets egne biler kom man op på omkring 100 kilometer i timen.
De to unge mænd blev tidligt på morgenen løsladt fra politiets varetægt.
- De er blevet sigtet for rigtig mange færdselslovovertrædelser og kan se frem til rigtig mange bøder. Nu skal vi have en jurist ind, for at se om der er grundlag for at beslaglægge deres køretøjer, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi og tilføjer.
- Vi tænker umiddelbart ikke at de skal fremstilles for retten, da der ikke var nogen der kom til skade.
Begge unge mænd kommer fra Aalborg.