Vild konkurrence: Brandmænd skulle forcere 242 trappetrin
Foto: Christopher Høeg Lundberg / TV2 Nord
For den lokale indsatsleder Nicolai Kanstrup blev dagens løb en succes.
Søndag blev brandmændenes OL, ’World Firefighters Games’, for alvor skudt i gang i Aalborg.
Og dagens vel nok hårdeste disciplin var det såkaldt ’stairrun’ – eller trappeløb om man vil – på Eternittens lange trappe op mod Vandbakken.
Godt og vel 250 brandmænd fra hele verden skulle løbe den kun 750 meter lange rute, men undervejs skal der forceres tre trapper og 242 trappetrin – hurtigst muligt.
- Det kræver nogle rigtig gode ben og nogle rigtig gode lunger, hvis man skal have succes her, siger Dennis Pedersen, der til daglig er brandmand hos Nordjyllands Beredskab.
Han står klar i målområdet med sin polske kollega Jaroslaw Bialas, der som nærmest den eneste har taget næsten fuld brandmandsuniform på.
- Jeg er meget spændt, siger Jaroslaw Bialas og fortsætter:
- Men jeg løber mest for at have det sjovt i dag.
Ikke kun for mændene
32 kvindelige brandmænd fik også prøvet kræfter med den hårde udfordring – til fleres store forundring.
- Min familie siger, jeg er skør, og det må jeg jo give dem ret i. Nogle gange spørger jeg mig selv, hvorfor jeg gør det her, men når jeg så kommer i mål, så ved jeg hvorfor - for det føles så godt, siger den 22-årige tysker Meicke Denecke.
For mange af dagens deltagende har hele oplevelsen med brandmands-OL også et ekstra fokus, der betyder meget.
- Konkurrencen bliver bedre og bedre hvert år, fordi du møder folk fra hele verden, og man begynder at genkende folk - så man får virkelig bygget et venskab med folk fra hele verden, og det er fedt, forklarer Hanne Vandersmissen fra Belgien.
Dansker i toppen
For den lokale indsatsleder Nicolai Kanstrup blev dagens løb en succes.
Han løb turen på præcis tre minutter, og det var nok til en samlet syvendeplads.
- Der var lige lidt gummiben efter trappen, så det kunne måske have været lidt bedre, men jeg er egentlig meget godt tilfreds, siger Nicolai Kanstrup.
Også for ham har hele oplevelsen med brandmands-OL fået en ekstra betydning.
- Der er en fed stemning, og det er fedt at møde alle de andre fra hele verden. Så det er bare en god dag med god stemning, fortæller han.
Knap så hurtigt gik det for Dennis Pedersen, der dog formåede at nyde turen undervejs.
- Det er altid fedt, når nogen hepper og holder med en, men jeg kommer nok ikke til at vinde - jeg er dog ret tilfreds alligevel, lyder det.