Vild biljagt endte med anholdelse på toilet
Et større politidrama med både narko, hunde og biljagt udspillede sig torsdag eftermiddag i Nørresundby.
Adskillige politibiler med fuld udrykning bragede torsdag eftermiddag afsted i en biljagt over Limfjordsbroen.
TV2s reporter i Nørresundby beretter om stor aktivitet ’på Solsiden’.
Til TV2 Nord bekræfter Nordjyllands Politi, at man har anholdt to unge personer, og de lige nu afhøres.
Politiet siger også, at sagen handler om narkotika.
Bilen med de to gerningsmænd, der blev jagtet, var uden nummerplader og skulle angiveligt indeholde en større mængde narkotika.
Flugtbilen blev efterladt for enden af Ane Dams Gade i Nørresundby, hvor gerningsmændene flygtede ind i Skanseparken.
Efterfølgende foregik jagten til fods – også på fire ben, da Nordjyllands Politi indsatte sin hundepatrulje for at jagte de mistænkte i parken.
Her gik den vilde jagt, indtil de til sidst blev fundet af politibetjentene på et toilet, hvor de havde forskanset sig.