Ventede i timevis i retten: Tiltalt udeblev - nu er han eftersøgt
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Nordjyllands Politi leder efter en 22-årig mand, der skulle have været for Retten i Aalborg mandag morgen.
- Jeg har afsagt en anholdelsesbeslutning på ham.
Sådan lød det fra anklager Katrine Melgaard, da det mandag morgen stod klart, at den ene af to tiltalte i en sag om et drabsforsøg ikke dukkede op ved Retten i Aalborg, som han skulle.
Retssagen, der var skemalagt til at begynde klokken ni, blev i første omgang udskudt til klokken 11. Det gav Nordjyllands Politi to timer til at finde den 22-årige mand, men det lykkedes altså ikke.
- Vi har været på tre forskellige adresser, men vi har ikke truffet den tiltalte på de pågældende adresser, lød det fra anklager Katrine Melgaard, da retten atter samledes klokken 11.
Derefter blev det bestemt, at Nordjyllands Politi fik en time mere at lede i, men klokken 12 var der stadig ikke spor af den tiltalte.
Håber at anholde ham
Da det stod klart, at Retten ikke kunne komme videre mandag, blev det besluttet, at retssagen skulle udskydes til tirsdag.
- Vi kan ikke komme videre med sagen i dag, konstaterede anklageren, der håber, at det vil lykkes at finde frem til den 22-årige inden tirsdag.
Først til allersidst lykkedes det for forsvarsadvokat Brian Werner Lassen, der repræsenterer den 22-årige mand, at få telefonisk kontakt til sin klient. Efter et par minutter kunne forsvarsadvokaten vende tilbage med en besked fra den 22-årige.
- Han siger, at det er hans forventning, at han vil være her i morgen, lød det fra forsvarsadvokaten.
Alvorlig tiltale
Den 22-årige er tiltalt for legemsangreb af særlig farlig karakter og hans medtiltalte, en 20-årig mand, er tiltalt for drabsforsøg.
Ud fra et proportionalitetsprincip er det kun den 20-årige, der har været varetægtsfængslet i sagen, da den 22-årige formentlig vil få en kortere straf, såfremt han bliver dømt for overfaldet.
Af anklageskriftet mod de to unge mænd fremgår det, at de er tiltalt for 10. januar sidste år at have overfaldet en 21-årig mand på Beatesmindevej i det sydøstlige Aalborg.
Den 22-årige slog manden med en knytnæve, hvorefter den 20-årige stak ham i maven med en kniv med et blad på 30 centimeter, står der i anklageskriftet.
Det fremgår ikke, hvad der lå til grund for overfaldet, men det fremgår, at de begge tidligere er dømt for vold, og at anklagemyndigheden tager forbehold for påstand om udvisning.