Venstrerådmand raser efter socialdemokratisk kovending: - Så kan man jo ikke stole på nogen

Han blev mildest talt chokeret under torsdagens udvalgsmøde.

- Jeg er sur. Det indrømmer jeg ærligt.

Så skarp er den umiddelbare reaktion fra Venstres rådmand, Jan Nymark Thaysen efter Socialdemokratiet i går vendte "ham" ryggen, da det omdiskuterede byggeprojekt på hjørnet af Sohngårdsholmvej og Østre Allé i Aalborg endnu engang var på dagsordenen.

- Det kommer som en bombe på udvalgsmødet i går. De havde ikke sagt noget som helst forinden, fortæller han.

Socialdemokratiet har tidligere stemt ja til det nye etagebyggeri, der skal erstatte den gamle, forfaldne Alléskole på grunde. 

Ifølge Jan Nymark Thaysen satte Socialdemokratiet efterfølgende nogle forskellige krav til en potentiel videreudvikling af byggeprojektet. Krav som nu skulle være opfyldt til punkt og prikke. 

- Projektet overholder sig fuldstændig indenfor det, vi alle har sagt ja til – også dem, forklarer den rasende Venstrepolitiker.

I den seneste tid har projektet være i offentlig høring, hvor borgere og naboer har haft mulighed for at komme med indsigelser til den seneste udgave af bygningen.

Byrådsmedlem Lisbeth Lauritsen fra Socialdemokratiet har tidligere i dag forklaret til TV2 Nord, at deres beslutning er taget på baggrund af de indsigelser, der nu er kommet.

Men det argument giver ikke mening for Jan Nymark Thaysen.

- Indholdet af de indsigelser, vi har fået indeholder ikke noget nyt. De bygger alle sammen på noget, som vi allerede har forholdt os til, siger han.

Den seneste fremstillingen af boligprojektet, som stod til at blive seks etager. Illustration: Aalborg Kommune.
Den seneste fremstillingen af boligprojektet, som stod til at blive seks etager. Illustration: Aalborg Kommune.

Løftebrud

Den store overraskelse på udvalgsmødet har sat store frustrationer i gang hos rådmanden, der mener, at Socialdemokratiets beslutning er med til at "underminere hele grundlaget for den fremtidige planlægning af Aalborg."

- Man har allerede stemt for nogle overordnede politikker for byens udvikling, og det vil man så ikke efterleve. Så er det jo svært at stole på noget som helst.

Han har nu rykket sagen videre i byrådet, så samtlige 31 medlemmer skal forholde sig til den langstrakte sag.

- Jeg håber inderligt, at de ændrer mening. Der er jo virkelig brugt penge på detaljerne i det her projekt, det er ikke bare sådan et kedeligt betonbyggeri.

Han frygter nu, at grunden på hjørnet ved Østre Allé vil stå stille hen endnu engang.

- Det gør i hvert fald ikke Aalborg til en investeringsikker kommune, siger han og fortsætter:

- Byen fortjener bedre. Jeg synes, vi skal komme videre.


Seneste nyt

fra Nordjylland