Veninder som iværksættere: - Vi har jo altid elsket joggingtøj
Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord
Elisabeth Grevlund og Sofie Mikkelsen har været venner siden teenageårene.
Kvindelige iværksættere hitter i Aalborg. To veninder har skabt deres eget tøjmærke.
CVR nummeret blev bestilt i 2020. Forretningen startede i '22. I dag har Cura Clothing både webshop og showroom med joggingtøj til kvinder.
- Vi har jo altid elsket joggingtøj. Der er ikke noget bedre end et godt sweatsuit, griner Elisabeth Grevlund og Sofie Mikkelsen, der er de to stiftere.
- Det har været både mega fedt, men det har også været mega hårdt. Det har bestemt ikke været nemt, men det har været spændende og lærerigt, forklarer Elisabeth Grevlund.
Elisabeth Grevlund og Sofie Mikkelsen startede Cura Clothing, mens de begge studerede på UCN og havde plads i Innovationshuse som en del af deres uddannelse.
- Friheden til selv at kunne bestemme over sin egen tid. Det er helt klart den største gave for mig, pointerer Elisabeth Grevlund.
Tal fra Innovationshuset på UCN viser, at 50 procent af de studerende, der bliver optaget i huset, er kvinder. På landsplan er samme tal kun 26 procent.
- Jeg tror, det er vigtigt, for at man kan opfinde nye ting, at der er en diversitet af mennesker omkring en. Her er køn bestemt en ting, men jeg tænker også på diversitet af forskellige vidensdomæner og forskellige uddannelser, forklarer Anni Stavnskær Pedersen, der er chefkonsulent hos UCN Innovationshus i Aalborg.
Den nordjyske succes med kvinder og innovation skyldes blandt andet, at Innovationshuset har prioriteret kvindelige undervisere, succeshistorier og rollemodeller.
- Undersøgelser viser, at vi kvinder har mere brug for nogen, der er rollemodeller, hvorimod mænd er mere autonome, siger Anni Stavnskær Pedersen.
Netop rollemodeller og succesfulde kvinder har været afgørende for opstarten af Cura Clothing.
- Jeg har set så mange kvinder lykkedes med deres iværksættereventyr, og det har inspireret mig til at gøre det samme. Havde jeg ikke haft de samme rollemodeller, at se op til, kan det være, jeg heller ikke havde turde at springe ud i det, fortæller Elisabeth Grevlund.
Hos Cura Clothing giver forretningen nu overskud. Elisabeth Grevlund er glad for, de turde tage chancen. Hun har følgende råd til andre med iværksætterdrømme.
- Tag det første skridt, for det er overskueligt, og så er man i gang. Når man har taget det første skridt, tager man det næste og det tredje skridt, og lige pludselig så kører bussen, slutter Elisabeth Grevlund.
Hvis man studerer på UCN i Aalborg, skal man igennem både ansøgning, samtale og screening, før man kan få en plads i Innovationshuset.