Vendte hjem til snekaos efter ufrivillig overnatning i krostue
For en gruppe fra Ældre Sagen, der var på tur, endte onsdagens snestorm med en ufrivillig overnatning i Hvidsten Kros krostue.
En større gruppe fra Ældre Sagen havde onsdag været på en tur til Aarhus, som skulle afsluttes med aftensmad på Hvidsten Kro.
Desværre for dem endte aftensmaden også med at inkludere en ufrivillig overnatning.
- Vi kunne ikke komme videre fra Hvidsten Kro, så der har vi overnattet på deres gulv i festsalen, siger Martin Boisen fra Nørresundby.
- Det var hårdt. Vi var 60 personer, der sov der, så vi har lært lidt forskellige søvnvaner og snorken at kende.
På grund af snestormen var det ikke muligt for gruppen, der var kørt med bus, at køre videre mod Nordjylland og til deres parkerede biler ved Th. Sauers Vej i Aalborg.
De måtte i stedet tage til takke med krostuens gulve, som de sov på.
"Fabelagtigt godt"
Der manglede dog ingenting, hvor der både blev sørget for god service og ekstraordinær fortælling om Hvidsten Kros historie.
- Lokale kom med tæpper og liggeunderlag, der er ingen, der har lidt nød, og vi har fået fabelagtig forplejning inklusiv en skøn morgenmad her til morgen, siger Mette Ørum fra Gistrup.
Ældre Sagens medlemmer vendte hjem til biler, der var nu var tildækket af sne og måtte graves fri, før de endelig kunne vende hjem til deres egne senge.
- Nogle har sovet, nogen har ikke sovet, men vi har det fabelagtigt godt. Nu står vi bare og skal have bilerne ud - det bliver nok det største problem, men det klarer vi nok også, siger Mette Ørum.
Også busser og lastbiler er strandet i Aalborg
Den store snemængde, der faldt onsdag, har også skabt kaos mange steder i Aalborg torsdag. Flere busser og lastbiler er enten skredet af vejen, eller også sidder de simpelthen fast.
På Hadsundvej i Vejgaard vendte en bus på tværs onsdag aften.
Det fik konsekvenser for en lastbilchauffør, som først havde siddet i kø på motorvejen, og derefter ville køre igennem Vejgaard. Uden held.
- Jeg tog den her vej for at komme sydpå mod Kolding, og det lykkedes jo ikke rigtig, siger chaufføren, Allan Kürbis.
På grund af den tværvendte bus parkerede lastbilchaufføren sin lastbil og ville vente til i dag, torsdag, med at køre videre.
- Jeg har sovet - det eneste fornuftige man kan få tiden til at gå med, når man ikke kan komme videre, fortæller Allan Kürbis om, hvad han fik ventetiden til at gå med.
Han vågnede dog op til et nyt problem. Nu havde hans egen lastbil også sat sig fast og turen mod Kolding blev forsinket yderligere.
Nervøs for sin butik
Ole Dohn, der er indehaver af Vejgaard Tæppemontering, er også nervøs for den strandede bus.
Bussen er parkeret tæt op ad Ole Dohns butiksfacade, og han frygter for, hvad der kan ske, når bussen på et tidspunkt skal flyttes.
- Bussen holder jo 5-10 centimeter fra facaden, så vi er lidt spændte på, hvad vej den ryger, når de vil trække den væk. Ryger den væk eller ryger den ind i facaden - det kommer an på, hvor dygtige de er, siger han.
Rundt omkring i hele byen kan man støde på både andre lastbiler og busser, der også holder stiller i snedyngerne.