Var det en ulv, der blev trafikdræbt? Nu er der (formentlig) svar
Foto: Naturhistorisk Museum, Aarhus. Af Kent Olsen.
Det var højst sandsynligt en ulv, der blev påkørt syd for Aalborg i weekenden.
Ulv eller ej?
Det var spørgsmål, der meldte sig, da der lørdag blev fundet en nordjysk ulv – eller et dyr, der ligner en ulv - mellem afkørslerne til Haverslev og Støvring Syd på E45.
Men nu er der (næsten) et svar.
Men Kent Olsen, der er videnskabelig chef ved Naturhistorisk Museum i Aarhus og leder af den nationale ulveovervågning, er nu ikke i tvivl. For efter en obduktionen, der viste, at dyrets ryg var brækket to steder, baghovedet var ødelagt, og der var skader på ribbenene, slår han fast:
- Alt det, vi ser, passer med en ulv. Nu er vi så heldige, at vi har adgang til blod og væv, så nu har vi alle forudsætninger for at få det bekræftet, siger han.
For der skal nemlig DNA-prøver til for at slå fast med sikkerhed, om det er en ulv.
Når dyrets DNA er blevet analyseret, kan forskerne finde ud af, hvilket individ der er tale om, fordi alle ulve i Danmark er overvågede. Det er de også i vores nabolande.
Burde forekomme oftere
Men hvis det er en ulv, er det en enlig han, der er blevet påkørt på motorvejen. Og den eneste enlige han, der er i Nordjylland er i Lille Vildmose. Men da forskerne er sikre på, at hannen er i live, er det ikke den, der er tale om.
Derfor efterlader det kun to muligheder. Enten er den enlige han, en hvalp, der er født sidste år, eller også er den vandret ind over grænsen fra Tyskland.
- Man kan sige, at de sådan set er strejfende, indtil de finder et sted at slå sig ned. Og området, den er fundet i, er umiddelbart ikke et sted, som de vil slå sig ned i. Men strejfende ulve kan forekomme alle steder. Men de vil altid søge væk fra mennesker, siger den videnskabelige chef.
Og nu tænker du sikkert, at ulven kommer, hvis den først på den måde kan risikere at blive et offer i trafikken.
Men faktisk er det et under, at det ikke er sket tidligere.
- Det her er kun anden gang, at vi har en trafikdræbt ulv. Men i vores nabolande er der oftere trafikdræbte ulve, end vi ser i Danmark. Kadavere holder i lang tid, og de vil blive lokaliseret, så der er ikke et stort mørketal. Selv en ulv, der dør af følgeskaderne, vil også blive fundet, siger Kent Olsen.