Vanedannende medicin forsvundet fra nordjyske plejehjem
Foto: Grafik: TV2 Nord
I to nordjyske kommuner er der forsvundet afhængighedsskabende medicin fra de kommunale plejehjem.
Kodein og morfin. To slags mediciner der bruges til at behandle smerter. Og kan være ekstremt vanedannende.
En omfattende undersøgelse foretaget af TV2 Østjylland viser, at der i Aalborg og Vesthimmerland Kommune er forsvundet medicin på deres kommunale plejehjem siden foråret 2023.
I begge kommuner er der tale om forsvundet medicin fra ét enkelt plejehjem.
I Aalborg Kommune er der, ifølge kommunen, få tabletter, som er forsvundet. Her er der tale om Kodein, Milatotal og Morfinhydroklorid. Vesthimmerland Kommune har mistet cirka 100 stykker morfinpiller.
Ingen af kommunerne har valgt at politianmelde det forsvundne medicin, men Aalborg Kommune har ifølge TV2 Østjylland oplyst, at man vil skærpe dokumentationen på medicinen i fremtiden.
De resterende nordjyske kommuner har ikke oplevet medicinsvind, mens Hjørring og Jammerbugt Kommune ikke er vendt tilbage på TV2 Østjyllands henvendelser.
Status quo
TV2 Østjylland har foretaget undersøgelsen på baggrund af sagen fra Plejecenter Tirsdalen i Randers.
Her blev den nu tidligere SOSU-hjælper Sussane Hein Kristensen 23. november 2023 dømt for blandt andet flere drabsforsøg og dødsvold. Sagen første dengang til debat om håndtering af medicin.
Fakta om kortlægningen
TV2 Østjylland har spurgt alle 98 kommuner, om de har konstateret medicinsvind fra foråret 2023 og frem til dags dato. Om politiet har været involveret. Og om det har givet anledning til ændrede procedurer på de pågældende plejehjem.
38 kommuner melder tilbage, at de har konstateret medicinsvind på et eller flere kommunale plejehjem.
18 kommuner melder tilbage, at svindet har givet anledning til en eller flere politianmeldelser.
45 kommuner melder tilbage, at de ikke har konstateret medicinsvind på kommunale plejehjem i perioden.
4 kommuner melder tilbage, at de ikke er i stand til eller ikke vil svare på spørgsmålene.
11 kommuner har TV2 Østjylland ikke modtaget svar fra på trods af, at de har rykket.
Allerede i maj måned sidste år kunne TV2 Østjylland dokumentere, at der i 38 af landet kommuner kommuner var foregået medicinsvind.
Og det tal er stadig det samme, selvom Styrelsen for Patientsikkerhed dengang gav en løftet pegefinger.
Og det har de valgt at gøre igen.
Kommunalt ansvar
Selvom Styrelsen for Patientsikkerhed ser alvorligt på problemstillingen, så fortæller de til TV2 Østjylland, at ansvaret ikke ligger hos dem, men hos kommunerne selv.
- Jeg vil opfordre kommunerne og plejehjemmenes ledelser til at gøre en aktiv indsats for at komme svindet til livs. Og hvis der opstår mistanke om tyveri af medicin, så bør det straks anmeldes til politiet, siger enhedschef hos Styrelsen for Patientsikkerhed, Charlotte Hjort, til TV2 Østjylland.