Landet over tænder lukkede værtshuse lys i vinduerne
Lyset er for at vise, at der er lys for enden af corona-tunnellen. Værtshusene savner nemlig kunderne lige så meget, som kunderne gør.
Når man spørger bartender Morten Christen fra Tempo Bar i Aalborg, om han glæder sig til igen at kunne servere øl og andre gode sager for sine kunder, kommer svaret prompte.
- Det glæder jeg mig vanvittigt meget til!
I dag er han for en gangs skyld trukket i arbejdstøjet. Men det er ikke for at byde kunder velkommen, for baren og alle andre værtshuse er fortsat lukkede på grund af coronarestriktioner.
- Vi laver det i dag, at vi sætter lys i vinduerne tænder lys på facaden og på værtshusene rundt omkring for også at vise, at selvom det er en mørk tid, så er der lys på vej. Og når det er vi kommer til enden af tunnelen, så er de brune værtshuse her stadigvæk og vi står klar med kolde øl og godt humør til at tage imod vores gæster igen.
Bliver helt nostalgisk
Landet over har de "brune værtshuse" tændt lys i vinduerne - et håbets lys - for at vise deres kunder, at de glæder sig til atter at kunne byde dem velkommen.
Hvordan er det, at stå her i dag?
- Det er lidt nostalgisk, og man bliver lidt følelsesmæssigt berørt, for der er mange ting, vi mangler her i nedlukningen, og vi ved, hvor meget vi betyder for vores gæster, så vi sender også en stor tanke til dem i dag, siger Morten Christensen fra Tempo Bar.