Ungt symfoniorkester finder melodien: - Virkelig fedt at være sammen med så mange musikmennesker igen
Koncentrationen er stor hos de unge i Nordjyllands Ungdomssymfoniorkester, der nu igen må spille sammen. VIDEO: Ib William Christensen
Efter næsten et års coronanedlukning mødtes de 50 unge talenter i Nordjyllands Ungdomssymfoniorkester hele weekenden for at øve og give koncert.
For mange børn og unge har undervisningen de seneste måneder foregået hjemme på værelset.
Det har også været tilfældet for musikerne i Nordjyllands Ungdomssymfoniorkester, der også har skullet kæmpe med nodeark og trompet-øvelser foran skærmen.
Men nu har de langt om længe fået mulighed for at mødes igen, og det var ventet med stor glæde.
Studerende Rasmus Balslev er en af de unge, der efter næsten et års ventetid endelig kan tage plads i stolen igen.
- At sidde her igen - det er meget underligt efter at have været væk i så lang tid. Men det er virkelig fedt at være tilbage blandt så mange musikmennesker, siger han.
Han og knap 50 andre unge ved Nordjyllands Symfoniorkester er samlet to dage i weekenden for at spille klassisk musik.
- Det er fuldstændig fantastisk at spille med nogen, der alle går op i det samme. Det er den hobby, vi alle sammen deler. Det er fedt at være sammen med sådan nogle mennesker, fortæller Rasmus Balslev.
Jeg tror, det bliver megafedt at vise til en masse mennesker, hvad vi har lavet.
Rasmus Balslev, Nordjyllands Ungdomssymfoniorkester
Tungt at spille alene derhjemme
Dirigenten Peter Ettrup Larsen har gennem dagen kunnet se, at det ikke kun er Rasmus Balslev, der har glædet sig til at komme tilbage.
- Man skal jo lige orientere sig - hvordan var det nu, når man skal spille sammen? Der er så mange ting, man skal høre. NUS gør sådan her i løbet af fem minutter, siger han.
Deltagerne er i alderen otte til 20 år og kommer fra alle regionens kommuner.
Normalt afholder Nordjyllands Symfoniorkester tre årlige stævner, men på grund af coronavirus har det ikke været muligt at mødes siden august sidste år.
- Det bliver meget tungt at stå derhjemme hver eneste dag og øve alene. Så, at man kan mødes en masse mennesker og lave sammenspil igen - det gør det fedt at være tilbage, siger Rasmus Balslev.
Nervøs inden koncert
Sidst på dagen skal de to dages øvelser stå deres prøve, når forældre og pårørende er inviteret til koncert.
- Den udveksling, der er mellem orkester og publikum, den kan man ikke forstå, hvis man ikke har mærket den. Men når man har mærket den, ved man, at den betyder rigtig meget, forklarer dirigent Peter Ettrup Larsen.
Faktisk betyder den så meget, at nervøsiteten også sniger sig ind hos flere af de unge.
- Man har været meget vant til at stå derhjemme uden publikum, så at man lige pludselig skal spille foran en masse mennesker - så bliver man lidt ekstra nervøs, for det er meget specielt. Jeg tror, det bliver megafedt at vise til en masse mennesker, hvad vi har lavet, siger en begejstret Rasmus Balslev.
Netop nu tillader coronarestriktionerne at afholde koncerter og forestillinger i teatre og biografer, hvor tilskuerne primært sidder ned i sektioner af maksimalt 500 tilskuere.
Udendørs må maksimalt 2.000 tilskuere være forsamlet.