Ung mand truede med kniv foran Netto
Gerningsmanden forsøgte at stjæle cigaretter i Netto på Hadsundvej i Aalborg.
Mand anholdt efter røverilignende forsøg mod Netto på Hadsundvej i Aalborg.
En ung mand midt i 20'erne forsøgte torsdag formiddag klokken 10.30 at stjæle cigaretter i Netto på Hadsundvej i Aalborgbydelen Vejgaard.
Men han blev opdaget af en anmelder, som løb efter den unge mand, som tog flugten ud af butikken.
Ifølge vagtchef Thomas Ottesen fra Nordjyllands Politi trak den unge mand en kniv, som han truede anmelderen med.
- Vi er hurtigt massivt til stede i området, og efter en 20 minutters tid finder vi gerningsmanden, der sidder og trykker sig et sted i området, forklarer Thomas Ottesen.
Han kalder det et røverilignende forhold, men politiets jurister skal vurdere sagen nærmere, inden den endelige sigtelse rejses mod gerningsmanden, som af vagtchefen beskrives som en dansk mand midt i 20'erne.