Ung kvinde gik forvildet rundt i Aalborg: Kan være blevet voldtaget
En kvinde fundet i Aalborg lørdag morgen kan være blevet udsat for en voldtægt.
Nordjyllands Politi har siden lørdag morgen efterforsket en mulig voldtægt i Aalborg. Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Fastergaard.
Det formodede offer er en 24-årig kvinde, der omkring klokken otte lørdag morgen, blev samlet op på Østre Allé i Aalborg og bragt til Aalborg Universitetshospital.
- Anmelder er en person, der ser kvinden gå på Østre Allé, som bekymrer sig for hende, fordi hun tydeligvis ikke var ved sine fulde fem, og i øvrigt havde en fremtræden der så ud som om, der var sket hende noget, fortæller Poul Fastergaard.
- Han samler hende op og kører hende på sygehuset, og her vælger man så at inddrage os i sagen, fortæller han videre.
Kvinden havde nemlig skader på sit tøj og var beskidt. Mistanken om at hun kan være blevet udsat for en voldtægt blev derfor vakt. Kvinden selv kan desværre ikke hjælpe politiet med at blive klogere på, hvad der er hændt hende.
- Hun kan ikke huske noget som helst om, hvad der er sket, fortæller vagtchefen.
Personer der mener, de kan bidrage til politiets opklaring af sagen må meget gerne kontakte dem på telefon 114.