Underskriften er sat: Her vil Aalborg Portland lagre 400.000 tons CO2 om året
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord
Danmarks største CO2-udleder, Aalborg Portland, vil lagre 400.000 tons indfanget CO2 om året tæt på virksomheden.
Cementproducenten Aalborg Portland udleder hvert år omkring 2,25 millioner tons CO2. Det gør virksomheden til Danmarks største enkeltstående CO2-udleder.
Derfor har manges øjne været rettet mod Aalborg-virksomheden i forhold til at nedbringe Danmarks samlede CO2-udledning frem mod 2030. Og nu er Aalborg Portland så klar med en plan, der årligt skal nedbringe virksomhedens udledning med 400.000 tons.
Planen går ud på at indfange de mange tons CO2 og lagre den, så den ikke bliver ledt ud i atmosfæren. Og Aalborg Portland er nu klar til mere konkret at fortælle, hvad de vil gøre.
Det er endnu en understregning af, at vi er på vej til at blive pionerområde for håndtering af indfanget CO2 på europæisk jord
Kristian Thulesen Dahl, administrerende direktør hos Port of Aalborg
Aalborg Portland og den amerikanske virksomhed Fidelis New Energy har indgået en hensigtserklæring om sikker og permanent lagring af Aalborg Portlands CO2-udledning ved hjælp af Fidelis' nyligt annoncerede Norne Carbon Storage Hub på Aalborg Havn.
- Vi har med stor interesse fulgt Fidelis' planer om opførelsen af Danmarks første storskala CO2-håndteringsanlæg på Aalborg Havn. CO2-fangst spiller en central rolle i Aalborg Portlands omstillingsproces, hvor vi har et mål om at fange minimum 400.000 tons CO2 om året i 2030, men vi sigter også endnu højere.
- Anlægget skal efter planen etableres få kilometer fra Aalborg Portland, og derfor giver denne hensigtserklæring rigtig god mening, siger Michael Lundgaard Thomsen, kommerciel direktør ved Aalborg Portland.
- Vi er begejstrede over at kunne levere en sikker og omkostningseffektiv løsning, der skal bidrage til at reducere CO2-udledningen fra cementproduktionen hos Aalborg Portland, Danmarks eneste cementproducent, siger administrerende direktør Ulrik Weuder fra Fidelis New Energy Europe.
'Et pionerområde'
Fidelis indgik i maj en aftale med Port of Aalborg om etablering af Danmarks første storskala anlæg til håndtering af indfanget CO2. Anlægget kommer til at ligge på Østhavnen i Aalborg tæt på Aalborg Portland, og fra 2026 forventes det at modtage op mod fire millioner tons drivhusgasser årligt med mulighed for at fordoble kapaciteten i fremtiden.
- Det er fantastisk, at Fidelis og Aalborg Portland går sammen om CO2-fangst og -opbevaring i Aalborg. Det er endnu en understregning af, at vi er på vej til at blive pionerområde for håndtering af indfanget CO2 på europæisk jord.
- Vi har de førende forskningsmiljøer via Aalborg Universitet og et erhvervsliv med repræsentanter for hele værdikæden - lige fra fangst til opbevaring og ikke mindst udnyttelse af CO2 til fremtidens grønne energikilder, siger Kristian Thulesen Dahl, der er administrerende direktør hos Port of Aalborg.
Fidelis og Port of Aalborg forventer - ud over CO2'en fra Aalborg Portland - at op imod 200 skibe om året vil komme til Aalborg Havn med importeret CO2 fra udledningskilder i ind- og udland.