Ulrich Vestergaard: - Jeg ville helst have været frikendt
Foto: Daniel Mikkelsen
Ulrich Vestergaard ville helst have været frikendt for stofbesiddelse ved retten onsdag, men valgte at modtage dommen på 60 dages betinget fængsel.
I halvmørket og disen uden for Retten i Aalborg onsdag eftermiddag trak Ulrich Vestergaard lidt på skuldrene. Han var lige blevet idømt 60 dages betinget fængsel for besiddelse af den hash og cannabis, der gennem flere år har hjulpet både ham og andre igennem deres sygdomssmerter.
Det var jo en mild dom, men jeg ville allerhelst have været frikendt.
Ulrich Vestergaard
Men der var alligevel overskud til et smil ovenpå et efterår med flere ture i retten på grund af cannabis - først med boligselskabet Alabu, der ville tvinge Ulrich Vestergaard ud af sin lejlighed på grund af handel med stoffer, og siden med politiet for besiddelse af de samme stoffer.
Det satte onsdagens dom et punktum for.
- Det var jo en mild dom, men jeg ville allerhelst have været frikendt. Det, mener jeg jo, er min ret i det her, for jeg har ikke gjort nogen fortræd, sagde Ulrich Vestergaard.
Trænger til ro
- Et eller andet sted kan jeg jo godt forstå, at der falder en dom. For i samfundets øjne er det jo stort set ulovligt at hjælpe syge mennesker åbenbart. Og det er jo i samfundets øjne ulovlige stoffer, jeg har haft, især hashen til mig selv. Det er åbenbart meget kriminelt, sagde Ulrich Vestergaard.
Efter en kort samtale med sin advokat valgt han i retssalen at acceptere dommen.
- Min advokat sagde, at dommen nok var det bedste, vi kunne få, og samtidig trænger jeg simpelthen til ro. Det her har ødelagt mit liv. Totalt og aldeles, sagde Vestergaard.
- Kold jura vinder
Mens Kim Kristensen, anklager i sagen ved Nordjyllands Politi, var tilfreds med dommen på de 60 dages betinget fængsel, var Ulrich Vestergaards forsvarer, Knud Foldschack ikke glad.
- Jeg synes, det er tragisk, at Ulrich, som har handlet ud fra det smertehelvede, han har været i i 19 år og samtidig hjulpet andre mennesker, bliver dømt. Men gudskelov var det en mild dom. Jeg tror, retten troede på, at han har gjort det her og hjulpet af et godt hjerte, og man har også forståelse for, at han har medicineret sig selv. Så det er ærgerligt, at Ulrich skal dømmes, sagde Knud Foldschack.
- Det er den kolde jura, der vinder over den menneskelige handling. Det må vi så respektere, tilføjede advokaten, der dog glædede sig over, at sagen har været med til at sætte fokus på problemet med den medicinske cannabis, så det fra 1. januar bliver lovligt at bruge i en forsøgsordning.