Ulla Astman forlader politik: Her er hendes nye job
Foto: Vibe Rosenkrantz Aagaard / TV2 Nord
Ulla Astman trækker sig fra regionsrådet.
Hun har været en af de tungeste nordjyske socialdemokrater i to årtier, hun har været regionsrådsformand, og hun har været folkevalgt i 26 år.
Men nu trækker Ulla Astman sig ud af politik, fordi der er kommet et godt jobtilbud på bordet.
Den nordjyske socialdemokrat skal nemlig være Kontorchef i HK Nordjylland.
- Det bliver super spændende at få lov til at få det øverste administrative ansvar for en fagforening med 70 engagerede og dygtige medarbejdere samt at skulle give strategisk sparring til afdelingsformanden og de politisk valgte sektorformænd i HK Nordjylland, skriver Ulla Astman på Facebook.
Hun trækker sig dermed som politisk valgt i Region Nordjylland, hvor hun tabte formandsposten til Venstres Mads Duedahl ved det seneste valg.
- Efter at have været folkevalgt i 26 år - heraf Regionsrådsformand i 14 år - er det en beslutning, der er vemodig, men som jeg er fuldstændig afklaret med, skriver hun og fortsætter:
- Min beslutning var under alle omstændigheder, at min tid som folkevalgt var slut efter denne valgperiode, som jeg meldte ud allerede efter regionsrådsvalget i november 2021.
Ulla Astmans exit fra politik er ikke nogen stor overraskelse. Der er nemlig regionsrådsvalg om godt halvandet år, hvor har på forhånd har afvist at genopstille.
Ulla Astman er 53 år og er lokalformand for Socialdemokratiet i Aalborg. En post, som hun umiddelbart ikke forlader.
Hun har anmodet om, at hendes ønske om at forlade regionsrådet behandles på et møde 18. marts.
Opdateres...