Udskammet som 'klamydiahovedstad': Nu er udviklingen vendt

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Er førstepladsen mon "truet?"

Aalborg har flere år i streg indtaget en uheldig førsteplads, som man i sammenhængen vidst godt kan kalde lidt klam.

For Aalborg er den by, hvor flest unge bliver smittet med klamydia. I 2022 var der hele 41,9 tilfælde af klamydia per 1000 indbyggere i alderen 15-29, der fik konstateret klamydia.

Det fik afdelingen for Hud- og Kønssygdomme på Aalborg Universitetshospital til - på kæk vis - at fejre den uheldige rekord med kage, for som de skrev i deres Faceook-opslag, så glædede de sig til 'smøge ærmerne op og gøre klar til kamp'.

Men nu er der godt nyt for Aalborgs unge. For i 2023 var der kun 36,1 tilfælde af klamydia per 1000 indbyggere.

De fleste får ikke symptomer

Også positivraten (antal påviste tilfælde, red.) har taget et dyk. Ud af dem der lod sig teste for klamydia i 2022 var der 17,2 påviste tilfælde, men i 2023 var det tal kun 14,9.

Men faldet i antallet af unge, der får klamydia, kan ikke forklares med, at der er synderligt flere, der lader sig teste for klamydia. I 2022 var testraten nemlig 17,9 procent, mens det kun var 17,8 procent af aldersgruppen lod sig teste i 2023.

Og det er vigtigt at lade sig teste for klamydia, hvis man praktiserer sex uden kondom, og man gerne vil være sikker på ikke at smitte sin partner.

Når det kommer til klamydia, er det kun halvdelen af mændene og en fjerdedel af kvinderne, der får symptomer.

Vi var i Aalborg og tale om kondomer og klamydia med unge i gågaden - det kan du se i videoen herunder.


Lars finder skjulte vikingeveje: Nu ændres Panoramaruten

Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Lars Bøgh Pedersen er kåret til årets ildsjæl af Destination Himmerland - blandt andet for sin kortlægning af gamle vikingeveje og en vandmølle i Bramslev Bakker.

- Der går 35.000 mennesker på Panoramaruten hvert år, men folk ved ikke, hvad de går på, siger Lars Bøgh Pedersen.

Han er nærmest født og opvokset i Bramslev Bakker, hvor han er kommet, siden han var helt lille. Hans bedstefar har sågar trukket kvæg gennem bakkerne og mod Hobro.

Lars Bøgh Pedersen er årets ildsjæl i Himmerland - blandt andet for hans kortlægning af oldtidsveje i Bramslev Bakker - samt fundsstedet for en vandmølle ældre end 1400-tallet. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

- Der er ikke en sten, jeg ikke kender, siger Lars Bøgh Pedersen, mens han viser rundt. Han er det, han selv kalder for "nørd" og amatør-arkæolog. Og så arbejder han som naturguide hos Bramslevgaard.

- Det er både min hobby, men også mit arbejde, siger han, mens han viser vej mod et af sine fund.

Får ændret Panoramaruten

Lars Bøgh Pedersen blev i begyndelsen af året kåret som årets ildsjæl til uddelingen af Himmerlandspriserne ved Destination Himmerlands nytårskur. Det blev han blandt andet for sit arbejde som guide, men især for sit arbejde med at omlægge den ikoniske Panoramarute, som hvert år besøges af flere tusinde vandrere.

- Det var en kæmpe overraskelse, for jeg går jo bare rundt i bakkerne og finder ting, men det er fedt, fordi det er en anerkendelse, og fordi jeg den vej igennem har fået et netværk, så den viden, jeg har, kan komme ud til andre, siger Lars Bøgh Pedersen.

Ifølge Lars Bøgh Pedersen er det her, at en gammel vandmølle fra før 1400-tallet stod i sin tid. Oplysninger, der først nu er blevet verificeret og nu skal registreres af Nordjyske Museer. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Han har kortlagt forskellige gamle vejspor i Bramslev Bakker - og et af dem bliver nu til en del af Panoramaruten. Panoramaruten skulle alligevel ændres tæt på Mariager Fjord ved Bramslevgaard, fordi stien bliver oversvømmet.

Derfor bliver den i løbet af 2025 nu ledt op på helt nye spor, som Lars Bøgh Pedersen har kortlagt som værende de gamle oldtidsspor.

- Nu når de ville ændre den, så gjorde jeg opmærksom på, hvorfor den skulle følge de oprindelige oldtidsveje, og så sagde de, hvad jeg mente med det, og så fandt jeg det frem til kommunen, siger Lars Bøgh Pedersen.

- Man skal fortsætte af oldtidsvejene, når nu man har mulighed for det, også for historiens skyld.

Se her, hvordan Lars Bøgh Pedersen finder frem til sine fund:

Vandmølle fra 1400-tallet

Det er ikke kun gamle veje og spor, som Lars Bøgh Pedersen i sin fritid har fået kortlagt. Han har også gjort Nordjyske Museer opmærksom på et vadested, som Panoramaruten løber forbi.

Her kan det ifølge Lars Bøgh Pedersen påvises, at der før 1400-tallet har stået en gammel vandmølle. Den skal Nordjyske Museer nu ifølge Lars Bøgh Pedersen have registreret på fund og fortids liste.

Vandreruten på Panoramaruten løber langs fjorden, og nu skal den slå en en kilometers smut op på gamle oldtidsveje, som Lars Bøgh Pedersen har påvist. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

- Der er højst sandsynligt en dæmning. Det er dog ikke sikkert, vi måler den op, men den skal anmeldes og registreres i den offentlige database, og på den måde får den også en vis beskyttelse, siger Stig Bergmann Møller, museumsinspektør ved Nordjyske Museer, som har været med Lars Bøgh Pedersen på tur i bakkerne.

- Jeg tror, han har helt ret i forhold til vejene, og det er heller ikke overraskende, da man skal kunne komme til og fra sådan en mølle, siger Stig Bergmann Møller.

- Jeg ved ikke, hvorfor de her ting ikke er blevet opdaget før nu. Der er ikke nogle, der har samlet brikkerne. Men det tager også lang tid, og der findes så meget historie her, at jeg håber, meget mere kan komme frem i offentligheden, siger Lars Bøgh Pedersen og henviser til, at han i samarbejde med Nordjyske Museer, Mariagerfjord Kommune og Destination Himmerland arbejder på at få de nye historiske fund oplyst på ruten.

- Vi taler om infostandere, storyhunt og udsigtspunkter, hvor man kan kigge i et hologram og få vist de gamle historiske fund, der hvor man kigger. For eksempel det område, hvor der for to år siden blev fundet to store vikingeskatte, siger Lars Bøgh Pedersen, der heller ikke selv er færdig med sin store hobby i bakkerne endnu.

- Der går meget fritid med det, for vi skal også kunne dokumentere det, vi finder. For selvom vi kan se, det er der, vil vi gerne have noget datering på, og det er et stort arbejde, siger Lars Bøgh Pedersen, der fortæller, at han samarbejder med andre amatør-arkæologer fra området.

Det er ved dette vadested, at Lars Bøgh Pedersen har påvist en gammel vandmølle. Under træstien har han fundet den gamle dæmning. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

- Når der findes noget historie her, som så mange mennesker går forbi hvert år, så synes jeg også, de skal have den, siger han.

Ifølge Mariagerfjord Kommune arbejder de på, at den nye en kilometers omlægning af Panoramaruten kan tages i brug i løbet af 2025.


Nykårede verdensmestre ville gerne have en uges ferie, men det er lige på og hårdt

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nu venter der Aalborg Håndbold noget af en opgave.

Torsdag var Aalborg Håndbold-mandskabet igen fuldtalligt, da klubbens fire nykårede verdensmestre igen var at finde i Gigantium.

Der var dog ikke gjort klar til den store fejring, som der har været de foregående tre gange, Danmark har vundet VM.

- Vi sad lige og hyggede os med en kop kaffe og et rundstykke, og så har vi fået lov til at hylde dem, når vi møder Barcelona på hjemmebane på onsdag, forklarer Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen.

- Jeg synes, det er vigtigt, at alle vores fans og samarbejdspartnere kan få lov til at hygge dem, fremfor vi sad fem mennesker kun. De er også blevet hædret i de seneste dage, tilføjer han.

I stedet kunne verdensmestrene vende tilbage til træningshallen, hvor dagen bød på hård træning som normalt.

- Det er selvfølgelig fantastisk at have verdensmestre på holdet, og vi er selvfølgelig glad for, at de er tilbage igen, men nu gælder det Aalborg Håndbold, påpeger direktøren.

Glædet sig til at spille

Det var heller ikke, fordi spillerne var kede af at komme hjem til de vante rammer og en god omgang håndbold.

- Det er rart at være hjemme i klubben igen og se dem alle sammen. Jeg har savnet at spille håndbold, da jeg ikke har fået spillet en masse, så glæder mig egentlig bare til at komme hjem og få spillet en masse, lyder det fra Thomas Arnoldsen.

- Det er fedt at se drengene igen, så nu glæder vi os til at komme i gang med nogle spændende kampe, stemte Simon Hald i.

Ville gerne have haft en uges pause

Nu venter der Aalborg Håndbold noget af en opgave, når der både skal spilles Final 4 i Santander Cup, flere Champions League-kampe blandt andet mod mægtige FC Barcelona og vigtige kampe i ligaen.

Begyndende allerede mod BSH på lørdag.

- Det er lige på og hårdt, må man sige. Vi ville gerne lige have haft en uges pause måske, men det er sådan, det er, og det er heldigvis nogle sjove kampe, så det bliver ikke svært at motivere sig, lyder det fra Simon Hald.

Du kan se mere fra den første træning herunder:


Nordjyske Jernbaner varsler besparelser på afgange – men kun nord for fjorden

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Togpassagerer nord for fjorden skal fremover 'betale' for, at der kommer flere tog syd for fjorden.

Irene Nielsen fra Brønderslev står klar ved perronen torsdag formiddag klokken 11.27 – præcis som hun plejer.

Én gang om ugen har hun fast en aftale hos en fysioterapeut nær Aalborg. Og for at komme derhen må hun med regionaltoget på netop det tidspunkt.

- Den afgang her har stor betydning for mig. Ellers kan jeg jo ikke komme frem til tiden, fortæller Irene Nielsen.

Det har hun gjort i 16 år. Men snart skal hun måske kigge efter andre afgange eller måder at komme til Aalborg på.

Togpassagerer nord for fjorden kan nemlig forvente ændringer eller helt aflysninger i køreplanen.

Se indslaget med Irene Nielsen her.

Fra næste år indsætter Nordjyske Jernbaner yderligere et regionaltog på strækningen til Skørping, mens de også indsætter et regionaltog helt til Hobro. Det koster otte millioner kroner, og de penge skal findes ved besparelser nord for fjorden.

- Vi kommer til at justere lidt på togafgangene deroppe, for vi er nødt til at finde en økonomisk balance, lyder det fra Peder Key Kristiansen, der er udvalgsformand for Regional Udvikling og Innovation i Region Nordjylland.

Ifølge ham vil Nordjyske Jernbaner være nødt til at aflyse nogle af de afgange, der går hver halve time, og/eller aflyse nogle af weekendafgangene.

- Vi ved ikke helt endnu, hvordan det ender med at blive. Men vi vil gøre alt for, at vi ikke trækker nogle afgange ud af myldretiden.

Peder Key Kristiansen vil gøre sit for, at besparelserne ikke rammer afgange i myldretiden. Foto: Caroline Monin, TV2 Nord

Selvom det stadig er uklart, hvordan køreplanen vil blive, er borgmester i Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard, ikke tilfreds med den nye udmelding.

- Jeg kan bedst lide, man sparer syd for fjorden og bruger pengene nord for fjorden. Hvis man overvejer at tage en afgang, vil vi da være kede af det. Toget er vigtigt for byen, siger Mikael Klitgaard.

Borgmester Mikael Klitgaard ser helst ikke, at der bespares på afgange fra Brønderslev Station. Foto: Caroline Monin, TV2 Nord

En håndfuld teknikere er nu i gang med at undersøge, hvilke afgange der bedst kan undværes. Ændringerne vil gælde allerede fra 1. januar 2026, og derfor skal der snart findes en løsning, fortæller Peder Key Kristiansen.

Men er det fair, at dem nord for fjorden skal betale for dem syd for fjorden ved at afgive nogle af deres afgange?

- Vi har brugt forholdsvis mange penge på at have en god dækning nord for fjorden. Nu kommer vi til at fordele afgangene og ressourcerne lidt mere ud. Det, synes jeg, er et fair princip, siger Peder Key Kristiansen.

De nye køreplaner vil, ifølge planen, blive præsenteret før sommerferien.


Mystiske kameraer er dukket op på de nordjyske landeveje

Foto: Pressefoto/Sund og Bælt

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Kameraerne kan stå ved vejene den ene dag og være væk den næste.

Er du kørt forbi et kamera i vejkanten på for eksempel Thisted Landevej og undret dig over, hvorvidt der var tale om en fartkontrol eller ej, så er du ikke den eneste.

Der er dog ikke tale om en fartkontrol.

I stedet er det kamera, der scanner nummerplader for at registrerer og sikre, at lastbiler over 12 ton har betalt den nye vejafgift.

Fra 1. januar 2025 trådte det nemlig i kraft, at lastbiler på 12 ton og derover betaler en vejafgift efter, hvor meget CO2 de udleder, og det er her, kameraerne kommer i spil.

- Kameraerne scanner nummerpladerne og slår dem derefter op i en database for at se, om lastbilen har betalt vejafgift. Er den ikke registreret, så får ejeren af lastbilen en bøde, forklarer Jens Villemoes, der er pressechef i Sund og Bælt.

Foto: Pressefoto/Sund og Bælt
Foto: Pressefoto/Sund og Bælt

Uddeler ikke fartbøder

Og selvom kameraerne måske går i ens Saphe i bilen, og de scanner nummerplader, så forsikrer pressechefen om, at det altså ikke er muligt at udsende fartbøder, hvis bilerne, der passerer det, kører for hurtigt.

- Vi måler ikke fart og udskriver ikke fartbøder, så det skal man ikke være bekymret for, fortæller han.

Kameraerne er heller ikke fast forankret, derfor kan man altså sagtens køre forbi et kamera den ene dag, mens det er væk den næste.

- Vi har 275 punkter rundt omkring i landet, hvor vores mobile kontrol-enheder bliver stillet op på skift, det er også derfor, man måske har set Sund og Bælt-biler i Nordjylland, forklarer Jens Villemoes..

Ejer man en lastbil over 12 ton, kan man betale på forhånd, så man undgår bøder.

- Man kan købe en vejafgift billet på vores hjemmeside, ellers kan man vælge en af de tre udbydere, der har budt ind på betalingsløsninger, og igennem dem få en app eller satellit box, som sidder i forruden og afregner afgiften automatisk, forklarer pressechefen.

I alt er hele 161 millioner kilometers kørsel blevet registreret på de afgiftsbelagte veje, men skulle man ikke have registreret sig, ender man med en bøde på 4500 kroner.


Farlig kæledyrs-virus konstateret i Nordjylland: Dyrene dør på få timer

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Får kaninen virussen, kan man ikke behandle den. Det er kun muligt at forebygge den med en vaccine.

Er du ejeren af en eller flere kaniner i Nordjylland og særligt Aalborg-området, så er det med at være ekstra opmærksom i denne periode.

Der er nemlig konstateret et tilfælde af den såkaldte kaningulsot i Nørresundby.

- Vi havde et tilfælde her i Nørresundby i midten af januar, og vi fik svar på prøven fra laboratorium i den her uge, oplyser Karin Vestergaard, der er dagligleder og dyrelæge for Anicura Dyreklinikken i Nørresundby.

Findes ingen behandling

Kaningulsot er en meget smitsom sygdom, der kan ramme både vilde og tamme kaniner, som holdes både ude som inde.

Smittes en kanin med kaningulsot, findes der ingen behandling, og kaninen vil oftest blive aflivet for at skåne den for en meget ubehagelig død.

- Det er ikke noget, vi ser så tit, fordi det ikke er så hyppigt, men det er en meget farlig sygdom, da vi ikke kan gøre noget, forklarer Karin Vestergaard.

Sygdomsforløbet er meget kort, og ofte vil ejeren pludselig finde sin kanin død. Kaninen kan være helt normal og dø inden for få timer, da kaninerne får akut leversvigt, hvilket påvirker blodets evne til at størkne.

Leversvigtet kan give gule slimhinder, hvilket har givet sygdommen tilnavnet kaningulsot. Kaninen kan få næseblod som følge af akutte blødninger i lungerne, og det kan bløde fra livmoder og urinveje.

Sådan smittes kaninerne

Sygdommen kan smitte ved direkte kontakt mellem smittede kaniner, men mennesker kan desuden også overføre sygdommen via tøj, bure eller udstyr. En kanin kan også blive smittet ved at opholde sig udenfor et sted, hvor der har været smittede kaniner.

Plukning af græs og planter til foder fra områder med smittede kaniner kan også bringe smitten hjem til din kanin, mens stikkende insekter som myg, lopper, pelsmider og stikfluer også kan sprede smitten fra kanin til kanin.

Derfor er der også risiko for smitte, selvom kaninen holdes indendørs. Virusset er meget modstandsdygtigt og kan overleve over 200 dage i miljøet.

- Så det er vigtigt at tænke sig om, hvis man går ud til andres kaniner, og man så skal hen til sine egne efterfølgende, forklarer dyrlægen.

Kun en ting virker

Selvom sygdommen ifølge Karin Vestergaard er farlig, så skal folk ikke gå i panik eller tro, at deres kaniner nu dør i morgen.

- Det er som sagt sjældent, at vi ser den, og der er en løsning, hvorpå man kan beskytte sin kanin, forklarer hun.

Vaccination er nemlig muligt med god dækning.

- Får kaniner vaccinen og bliver syg med kaningulsot, så kan de blive syge, men de vil overleve det, så man kan forebygge sygdommen, forklarer Karin Vestergaard.

Vaccination anbefales generelt til alle kaniner ifølge dyrlægen, men især til dem, der deltager i kaninhop, dyrskuer, udstillinger eller andre aktiviteter med høj risiko for smitte.